Generelt

(Re)Introduktion til kapster.dk

Det er ikke en tese jeg helt har fået understøttet med fakta endnu, og i vore dage virker det også mindre vigtigt, men jeg tror måske der er en nogenlunde korrelation i mellem at Puff Daddy ændrer navn igen, og at jeg starter en ny blog.

Det er nemlig ikke første gang jeg blogger – første gang var i 2004-2006, anden gang 2009-2010 – og det hele var så subkultur dengang, at den tids besøgstal ville få vor tids bloggere til at skrige af grin. Vi var så få på “scenen” at vi alle kendte til hinanden, og alle kunne moses ind på Ludwigsen på Vesterbrogade til meetups. Den gang var det fucking crazy hvis man kunne få omtale i et trykt medie, og længe inden Mascha Vang og Co overhovedet kunne sætte hashtagget foran sponsorede indlæg, var det os der gik forrest og … ehm… penetrerede det marked.


Morten Vadskjær, på amino.dk

Som man måske kan regne ud var mit emne dengang noget meget specifikt, nemlig dating-gamet. Eller i mit tilfælde mangel på samme, både hvad angår dates og game. Det handlede om jagten på den eneste ene, og foregik på kapster.dk og kapster2.dk i en nuanceret, delvist anonymiseret virkelighedsbeskrivelse, som tog læserne med igennem op- og nedture, og det hele endte vel lidt uden reel forløsning(!), da jeg løb tør for emner og energi. Og som det altid er – ALTID er! – så er det når man mindst leder, at magien pludselig opstår. Og i månederne efter at bloggen var lukket ned, slog lynet selvfølgelig ned, og jeg fandt sammen med Camilla. Domænerne blev ikke fornyet da girokortene kom, så nu er der kun The WayBack Machine der bevidner deres eksistens.

Fast forward til i dag, hvem er Kasper så nu, her næsten 8 år senere?

Jeg er for det første fortsat sammen med Camilla, mit livs kærlighed. Yay! Vi flyttede ind i vores drømmehus i august, så dén milepæl er nået. Vi får ikke børn, og det skal jeg nok vende tilbage til en anden dag. Vi skal giftes til sommer, og det er blandt andet noget af det denne blog også kommer til at handle om. Vi har et hav af ting vi skal nå at forberede inden brylluppet skal stå i august i Bordeaux, Frankrig. Når vi det hele, rækker økonomien, og får vi det som vi gerne vil? Jeg har selvfølgelig også en ambition om lige at tabe de der berømte kilo og lige stå bare lidt skarpere.

Jeg arbejder som Chief Operating Officer i medievirksomheden Concept.dk, hvor jeg har været i 4 år. Jeg har samme titel og funktion i det nordiske spin-off Concept Nordic, som jeg også er partner i. Vi startede de nordiske aktiviteter i september 2017, og 2018 kommer derfor i aller højeste grad også til at handle om at få mere fart på foretagendet. Jeg kommer selvsagt ikke til at afsløre tal eller forretningshemmeligheder her, men jeg er helt rookie som entreprenør, så jeg kommer til at have en masse tanker og betragtninger herom, som jeg gerne vil dele med jer. Jeg har også et par andre nye projekter, som vi kommer i berøring med i løbet af året.

Endeligt er 2018 året hvor jeg fylder 40 år.

Så der er lagt i kakkelovnen til et begivenhedsrigt år, og min tanke er at grifle løs om det hele her på det genopstandne kapster.dk. Mest for min egen skyld! – for så er jeg comitted til mine mål, og når året er slut, bliver det forhåbentlig skidesjovt for mig at kigge tilbage på. Det bliver “Say yes to the dress” møder Morten Resens GoLittle projekt, krydret med noget træning og sikkert en masse midtlivs(krise?)-tanker om hårtab, at kunne følge med udviklingen, og at huske at leve mens man kan. Dette bliver ikke en show-off glansbillede-blog, for lige så lidt styr jeg havde på dating-gamet, lige så lidt har jeg sgu styr på livets andre facetter. Jeg ved bare at man kommer langt med hårdt arbejde med alt hvad det indebærer af frustrationer, usikkerhed og de mange små sejre som tilsammen forhåbentligt udgør successen.

Over den næste uges tid vil jeg indvie jer i mine nytårsforsæt for 2018 som bliver hvad hele denne blog bliver centreret omkring over de kommende 365 dage.

Godt nytår!

4 kommentarer til “(Re)Introduktion til kapster.dk”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *