Ring!

Ring nu bare!

Det sjette og næstsidste nytårsforsæt er i sin overskrift formuleret således: Jeg vil lave mindst ét telefonopkald i hverdagen jeg ikke normalt ville have foretaget. Ikke sådan at jeg vil begynde at kime 90-numre ned, prankcallle Zoologisk Have eller ringe ind til formiddagsprogrammerne på radioen, for at fortælle et eller andet mærkeligt fra min hverdag – det har jeg jo den her blog til! Nytårsforsættet er nok mere arbejdsrelateret end privat, selvom det egentlig også kunne gælde privat.

Telefonen som værktøj er noget af det jeg tillært mig efter at have startet hos Concept. Før det “gemte” jeg mig ofte bag en mail, fordi jeg følte – og egentlig stadigvæk føler – at jeg kontrollerer dialogen bedre på skrift. Måske ikke overraskende for nogle, føler jeg at jeg mestrer det skrevne sprog bedre end jeg gør på tale. Og jeg er stadig kæmpe fan af at have så meget som muligt på skrift. Både som reference i forhold til at holde styr på detaljer, fordi det er nemmere at distribuere internt, og fordi at ting på skrift jo selvfølgelig kan være ret værdifuldt i visse sammenhænge.

Men telefonen kan noget! Den løser nogle gange ting lidt hurtigere end på mail. Det ved jeg fra mine egne indkommende opkald – selvom vedkommende afleverer en opgave hos mig, har jeg tendens til at prioritere den højere end de opgaver som er kommet ind på mail. Det er egentlig ulogisk, og unfair, men det er nu bare sådan det fungerer. Telefonen kan også være afvæbnende i situationer som er tilspidset eller på randen af konflikt, hvor modtageren af en mail måske overfortolker eller læser noget forkert ind i dine formuleringer. Hos Concept er arbejdskulturen gennemsyret af getting shit done, og i den type kultur kommer man ikke udenom at skulle ringe nogen op for at få tingene skubbet i mål.

Det er stadig ikke hundrede procent naturligt for mig bare at gribe telefonen. Selvom det er blevet markant bedre over de sidste 9-10 år, så kan min personlighed hurtigt ryge over i det introverte, hvis jeg føler mig ude af min comfort zone. På nogle opkald kræver det derfor et større tilløb, og nogle gange går jeg bevidst eller ubevidst og skubber det foran mig. Jeg ved ikke hvad det helt præcist er. Men jeg har har den her underliggende bekymring for om jeg nu når at få sagt alt det jeg vil, på den rigtige måde, og i den rigtige rækkefølge. Det er jo selvfølgelig specielt de opkald hvor jeg ringer lidt ud af det blå, og jeg skal have noget specifikt ud af samtalen, som jeg har det sværest ved. Hvad enten det er en forretningsaftale, en tjeneste, et svar på noget konkret. Også selvom det som oftest er noget hvor modtageren af opkaldet også får noget, eller endda mest, ud af samtalen. Man finder på undskyldninger for ikke at taste nummeret ind. “HOV, nu blev klokken sørme 15, så er han/hun nok på vej til at hente sine børn, og vil ikke forstyrres! Vi venter til i morgen”, “Nej timingen er nok alligevel ikke den rigtige lige nu, vi venter til næste uge” eller “Årh hvor ærgerligt at mobilen kun har 10% batteri tilbage, jeg oplader lige først” – og ignorerer det faktum at man stadig kan tale i en telefon selvom den sidder i oplader-kablet…

Det er blandt anden den type opkald jeg vil være meget bedre til i 2018. Og som sagt minimum 1 gang om dagen foretage et opkald jeg ikke normalt ville gøre – så kan det godt være at det ikke lige falder ind i ovenstående kategori, men så får jeg øvet mig i uvante situationer. Repetition, repetition, repetition, det er sådan min indlæring fungerer bedst.

Men som jeg teasede i indledningen til det forrige indlæg, så går det ad helvede til med den sidste del af de 7 nytårsforsæt – og herunder også dette. De første 2 uger havde jeg ikke rigtig fokus på det (eller glemte jeg det ubevidst?), og i sidste uge har jeg haft et par af de der opkald på min to-do, hvor jeg bliver ved med at skubbe det foran mig, og finde alle undskyldningerne frem. Men i indeværende uge er det faktisk gået okay. Men så er jeg til gengæld en del gange røget ind i motivations-killeren: Telefonsvareren. Her har man endelig mandet sig op, tænkt hele samtalen igennem et par gange, forberedt sig på eventuelle faldgruber, og man er så på, at man når at sige “HEJ DET ER KASPER”, inden man hører “… og jeg er ikke ved telefonen lige nu” i den anden ende af røret. Ironien er jo så at folk ikke ringer tilbage, selvom jeg indtaler en besked, hvilket egentlig bare bygger på ift. de undskyldninger man havde i forvejen. “Han/hun vil nok ikke tale med mig”, og i den dur – men jeg har været vedholdende og foreløbigt ringet tilbage (og tilbage, og tilbage…). I det mindste får jeg øvet min prompte “HEJ DET ER KASPER!”

Er der nogen derude der kan genkende noget af ovenstående? Og hvad gør du i de situationer? Avoid at all times, eller kaster du dig hovedløst ud i det? Og benytter du dig evt. af nogle bestemte tricks eller metoder?

3 kommentarer til “Ring nu bare!”

  1. jeg er nok mere ham i den anden ende af samtalen og bliver tit irriteret når en kunde ringer i stede for, at skrive en mail, men konstere gang på gang , at opgaven/problemet bliver løstet hurtigt og uden misforståelser, når man har et verbalt intermetso 🙂 så keep on calli g Kasper… P.S. Du har ret man aflytter jo ikke ens telefonbeskeder, for mig er det så længe siden jeg har gjort det, at jeg ved der bogstaveligt talt er beskeder fra død mennesker på, så jeg tør simpelthen ikke tkekke beskeder.

    1. Det er eddermame syret at du har en besked fra en der er død! Så tror jeg også at jeg for evigt ville undgå min telefonsvarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *