Learning to fly

Grounded

“Vi bruger ikke hjælpemidler”, havde min psykolog sagt. “Vi”. Det er altid vi-form, når man sidder der i stolen, og åbner dørene til de bagerste kamre i ens krøllede hjerne. Nej, det er muligt at VI ikke bruger hjælpemidler, men nu står jeg altså her helt alene, mens psykologen sidder et sikkert sted og vrider 1200 kroner ud af en anden klient, der heller ikke kan finde ud af livet. Jeg koldsveder, og jeg har så meget lyst til bare at vende om og gå hjem igen – det er som om at målet er for enden af en meget, meget lang og smal tragt, og at tyngdekraften trækker mig i den modsatte retning. Jeg kigger over mod baren i det store lokale. Der er ingen andre i baren, og bag disken står bartenderen og hænger glas op på et stativ over ham. Jeg lukker øjnene og ryster lidt på hovedet for mig selv. Fuck psykologen, hun ved ikke en skid. Jeg går hurtigt over mod baren, og hører mig selv sige “En halv liter guldøl, tak”. Bartenderen fortrækker ikke en mine, hælder en fadøl op til mig, tager i mod mine penge, og vender tilbage til sin gerning med at hænge glas op, som at den bestilling jeg lige har foretaget, er fuldstændig normal på disse kanter. Jeg kigger på min telefon for at tjekke hvad klokken er. “FUCK!”, tænker jeg. 18 minutter endnu. Jeg sætter glasset til læberne og begynder at bælle. Jeg står i Københavns Lufthavn ikke langt fra gaten, og klokken er lidt i 10 om formiddagen på en helt almindelig hverdag.

Hej. Jeg er Kasper. Og jeg er bange for at flyve.

Det er noget jeg har skrevet om før, og der er egentlig ikke så meget nyt under solen. Andet end at jeg har fundet ud af at dét jeg har det stramt med, er ikke angsten for at styrte ned og dø. Det er følelsen af at være indelukket, at man ikke bare kan trykke på en knap og stå af igen om fem minutter. Eller det vil sige, det kan man faktisk godt, men jeg har læst at det skulle være forholdvist dyrt og bøvlet. Så jeg er bange for at spasse helt ud i den dersens flyvemaskine, og blive en af dem man læser om på Ekstrabladet, som de andre passagerer må tumle rundt med og binde fast med et par bælter, og smide af i en militærlufthavn et sted i Centraleuropa.


Hvilket er helt absurd, for jeg er en total kontrolfreak normalt. Og det er jo nok lige der det hele ligger gemt. Kontrollen. Kontrollen over mig selv. Omgivelserne. Om ham makkeren oppe foran har helt styr på det. Det ironiske er at jeg er 100% sikker på at jeg ikke ville have nogen angst, hvis jeg selv kunne flyve flyvet! Eller hvis jeg kunne flyve mutters alene, så jeg kan være helt gak helt alene – for så ville jeg slet ikke behøve at være gak. Men nu er den der Cessna ikke sådan lige indenfor række (endnu, jeg arbejder på det!), så i 2010 søgte jeg hjælp hos en psykolog, som måske kunne hjælpe mig forbi den her hurdle. Og nu havde hun da fået mig ud i Kastrup, ud forbi security og paskontrollen, og nu stod jeg ikke langt fra gaten.

0,5 liter guldøl bundet på 5-6 minutter ned i en mave der har været tom af ren skræk i snart 24 timer, er noget der heldigvis virker forholdvist hurtigt. Jeg kan allerede mærke det lidt i benene, i mens jeg bevæger mig hen mod gaten. De er begyndt at boarde flyet, og jeg stiller mig tøvende lidt i udkanten af køen af mennesker. Udover at psykologen havde sagt at “vi” skulle undgå alkohol, piller og andre hjælpemidler, havde hun også svaret nej på spørgsmålet om “vi” skulle sige til personalet at jeg havde flyskræk. Idéen var at prøve at komme igennem det ‘rent’, for så ville man vide at det var én selv, og ikke et eller anden magisk trick der gjorde forskellen. Men for hver passagerer der forsvandt ind igennem gaten, og tyndede ud i mængden foran mig, lagde det endnu et par kilos vægt på mine skuldre. Lige der følte jeg ikke at havde lyst til at være ‘ren’. Jeg kiggede ud på den enorme hvid-blå vingebesatte stålcylinder ude bag den store glasfacade, og mærkede endnu engang en usynlig tyngdekraft forsøge at trække mig ud af lufthavnen, ud af Kastrup, og tilbage til København, i sikker afstand fra alt det her. Måske kunne jeg bare gå i Nyhavn, for jeg havde da allerede en fin lille formiddags-buzz kørende nu. Til sidst stod kun jeg og tre-fire andre tilbage i gaten. Stadig i god stik-af-afstand fra de to SAS-ansatte, hvoraf den ene nu kiggede spørgende på mig. Jeg kom til at tænke på psykologen, og på alle de mennesker som vidste at jeg nu stod her, som heppede på mig. Og indså, at hvis jeg skulle op i den skide flyver, blev jeg nødt til at bede om hjælp.

Jeg gik frem til gaten, rakte mit boardingpas frem, og sagde “Undskyld, men jeg har en afsindig flyskræk”, uden overhovedet at vide hvad jeg ville følge den sætning op med, eller hvilken reaktion jeg forventede at få. Måske håbede jeg at hun sagde “Jamen, så synes jeg da du skal blive her”. Men det gjorde hun ikke. Hun smilede i stedet til mig, og sagde “Det er så fint at du siger det. Når du kommer ind i flyet, så sig det til min kollega derinde”. Da jeg bevægede mig ind forbi gaten og ud mod flyet, er min krop reduceret til en stor puls, som buldrer som en massiv torden kun for mit indre øre. Fremme ved flyet stirrer jeg stift i mod en midaldrende stewardesse, som står med en klik-tæller i hånden, og siger velkommen til passagerne foran mig, og klikker dem videre igennem flyet. Da jeg træder hen foran hende, gentager jeg “Undskyld, men jeg har en afsindig flyskræk”. I nærmest en lang bevægelse, får hun trukket en mandlig kollega frem, giver ham kliktælleren, og han nærmest indstuderet tager bare over hvor hun slap – alt i mens hun trækker mig til side, skærmende overfor de passagerer der stadig passerer nu bag os. Hun smiler, og spørger hvad jeg hedder, og om jeg har fløjet før. Kun én gang før, svarer jeg – for ti år siden, hvor alt gik galt. Jeg forklarer kort at jeg har været i et forløb med en psykolog, som nu skal kulminere med den her tur til Stockholm. Hun spørger interesseret om jeg skal noget i Stockholm. Hvilket jeg ikke skal. Jeg skal ikke engang rigtig til Stockholm, jeg skal bare være i Arlanda lufthavnen i nogle timer, hvorefter jeg skal med en anden flyver hjem igen om eftermiddagen. Ren træning. Hun roser mig for at være kommet så langt, og for at være taget alene afsted, og synes det lyder som en god idé at flyve frem og tilbage samme dag. “Vil du hilse på kaptajnen?” spørger hun.

På det her tidspunkt er min puls dalet en smule, jeg kan mærke at det har hjulpet at sige det højt, og at det er rart at der er en der omfavner min angst på den måde. Jeg bliver ledt ind i cockpittet. “Her er Kasper, han er bange for at flyve”. Piloten og 2. piloten vender sig om, og i de næste 5 minutter har de deres fulde opmærksomhed på mig. Piloten, tydeligvis ikke helt uvidende om emnet, spørger mig “Er du bange for at vi styrter ned? Eller er du bange for at du på et tidspunkt gerne vil af?” Jeg bekræfter at det er det sidste. Han begynder at forklare mig en masse om flyet og teknikken om bord, han forklarer mig kort om nogle af lydene jeg skal være forberedt på, han viser mig ruten han vil flyve, og fortæller om den vejrudsigt han har fået. Han fortæller mig endda lidt om sig selv, hvor mange år han har fløjet. “Hvis du får nogen spørgsmål undervejs eller får det skidt, så siger du det bare til stewardesserne, så skal vi nok hjælpe dig”.

Stewardessen fra før leder mig tilbage til mit sæde, spørger om jeg er okay. Det er jeg faktisk. Jeg synes stadig ikke det er det fedeste i verden, men de foregående 10 minutters VIP-treatment har virkelig taget toppen af angsten, og jeg kan mærke at de her mennesker er topprofessionelle. Jeg spænder selen, og tænker at det jo også kun er 55 minutters flyvetid. Vi letter kort efter, og undervejs går det op for mig at alle stewardesserne nu er informeret om mig. Én passerede forbi lige efter at vi var lettet og lagde indforstået en beroligende hånd på min skulder uden at sige noget. En anden kom direkte ned til mig midtvejs, og spurgte mig – og kun mig – om alt var okay og om jeg manglede noget. Da flyet var landet, stod de der allesammen, spurgte hvordan jeg havde haft det, og sagde at de synes det var flot klaret. Og at de håbede at de ville se mig på deres fly engang i fremtiden.

Jeg ville ØNSKE at det her var et sponsoret indlæg for SAS. Det er det ikke, men jeg har aldrig oplevet så professionel service, hverken før eller siden, og jeg kan simpelthen ikke rose den oplevelse nok.

Hjemturen er lidt en anden histore. Altså, det gik fint, men der skete det at jeg mødtes med mine gode ven Bjørn i Arlanda, som skulle hjem fra forretningsrejse. Vi sad i et par timer i en bar, drak en masse øl, kom faktisk næsten for sent til flyet hjem, vi måtte løbe ned til gaten og som de sidste blive lukket ombord. Vi var decideret fulde – ikke plørefulde – men i hvert fald en stor fuckfinger til “ingen hjælpemidler”. Og så var jeg nok også bare høj på livet. Af samme grund, kan jeg faktisk ikke huske særligt meget fra den tur.

Men vent, sagde du ikke at du var bange for at flyve, tænker du nok nu. Jow. Det er jeg. Der skete jo det, at jeg ikke holdte det ved lige. Jeg havde ikke rigtig nogen ærinder der involverede fly. Jeg havde ikke nogen kæreste jeg kunne tage ud at flyve med. Jeg havde ingen venner eller familie som hev i mig for at komme ud at flyve. Jeg havde ikke et job som decideret påkrævede at flyve. Og lysten til at se verden var måske heller ikke så gennemtrængende. Så efterhånden blev alle de mentale blokader bygget op igen. Og nu næsten værre end før. Jeg er grounded. Sådan rigtig grounded.

Det har jeg bare ikke længere lyst til at være. Min kommende hustru sukker efter at komme ud at se verden med mig. Jeg har et job som kræver at jeg engang i mellem er i Stockholm eller Oslo. Indtil videre har jeg løst begge ting med bil. Jeg elsker at køre bil, men det er også bare tidskrævende, bøvlet og dyrt – forrige år var vi i Nice, det tog lige et par dage at køre derned, fordi man tager overnatninger, altimens en flyvetur kan klares på 2,5 time. Turen til Stockholm er 10 timer i bil, men 55 minutter i fly. Enhver der har rejst langt med Camilla i en bil, ved at hun er sød og dejlig de første 3-4 timer. Men overskrider du den grænse, forvandler hun sig tilsyneladende til et medium som djævelen selv kan kommunikere igennem. Og det er faktisk ikke engang fordi jeg vil super langt væk. Jeg elsker Sydeuropa! Jeg gad godt til England og Skotland en dag. Asien, Afrika, Australien og Sydamerika har aldrig rigtig trukket i mig. Til gengæld har jeg altid drømt en tur til USA, den berømte coast-to-coast tur.

Så det er Learning to fly, part II. Men jeg føler til gengæld også at jeg har pladen fuld af mål lige nu, og ting jeg skal have fokus på og nå. De 6 andre nytårsforsæt, 1 bryllup i august, jeg føler dårligt at jeg har tiden til at skrive på nærværende medie. Undskyldninger er der nok af, men jeg kan mærke at det ville være for meget at gabe over nu. Så jeg har sat mig for at det er en proces jeg vil starte op når jeg kommer hjem fra vores bryllup i august. Vi har alligevel også planlagt den tur med bil, og jeg skal have en shitload af vin med hjem fra Bordeaux.

Så jeg har fra midten af august til 31. december at komme ud at flyve. Og SAS er velkommen til at sponsorere, tænker jeg. Men dét er målet. Og sådan blev det til det syvende og sidste nytårsforsæt.

9 kommentarer til “Grounded”

  1. Stærkt skriv, Kasper, og hvor kan jeg dog genkende mig selv i det hele (ja, undtaget det med at sidde i en bil i mange timer med din kommende viv). Her i huset foregår alt transport enten med bil eller tog, undtaget når jeg er til bold i Liverpool, så bliver flyet brugt. Jeg hader at flyve. Jeg hader det som ind i Helvede. Ikke på grund af nedstyrtningsfare, men på grund af at jeg ikke selv har kontrollen over flyet. Lyder det bekendt?. I stedet for at fokusere på at jeg ikke har kotrollen over flyet, så er jeg begyndt at fokusere på at jeg har kontrollen over mig selv. Det virker for mig. Dog er jeg ofte i lange indvendige diskussioner med mig selv mens jeg flyver, men så går tiden med det, og for mig er det en sejr hver eneste gang jeg står på jorden igen.

    PS: Det er jo heller ikke for sjov at wifey og jeg altid er i Hamburg. Det kan vi klare på 3 timer i bilen 😉

    1. Tak, Thomas! Ja, det lyder jo så faktisk meget bekendt lige pludseligt. Det giver rigtig god mening kun at fokusere på de ting, som du rent faktisk har indflydelse på. Udover at diskutere med dig selv, bruger du så andre tricks?

  2. Det må være en familie svaghed,at være lettere angst for at flyve min stakkels kærestes arm er delvis brækket, efter opstigningen . Samme scenarium gentager sig under landning og under hele turen, mærker jeg kontant dødsangsten puste mig i nakke. Mens min kæreste sover den sødeste søvn. Der er ikke fair

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *