Generelt

Weekendhygge-nærdødsoplevelse i Hamburg

Jeg var i Hamburg for første gang i weekenden! Og på et tidspunkt troede jeg at det også skulle blive min endestation, men det vender vi tilbage til.

Egentlig har jeg været i Hamburg før. På den klassiske gennemkørsel under Elben på vej mod sydligere himmelstrøg, eller på banegården hvor jeg har skiftet tog til Paris et par gange. Og så dengang Danmark skulle spille landskamp mod Brasilien på Hamburger SVs hjemmebane i yderkanten af byen. Men jeg har aldrig rigtig været i Hamburg, eller overnattet der. Så da vores gode ven Bo spurgte om vi ville med derned for en enkelt overnatning i denne weekend, var det en no-brainer. Bo driver pladebutikken Recordpusher i Odense, og skulle derned for at lure lidt i de lokale pladebutikker. Samt mødes med en privat vinylsamler om søndagen, som han skyldte nogle penge for nogle tidligere handler, og samtidigt for at se om han kunne komme hjem med nogle gode ting til sine kunder i Danmark.

alle billeder taget af Camilla Lundbye

Mit indtryk af Hamburg er den her lidt rå, upolerede storby, Reperbahn, St. Pauli, og et sted hvor folk bare drikker sig ned, og tager på rock’n’roll eventyr! Sådan synes jeg ikke rigtig vores tur var. Det startede sådan set fint nok, vi ankom til vores hotel lørdag ved 13-tiden efter lidt forsinkelse fra det sædvanlige motorvejsbøvl rundt omkring Hamburg. Da Bo kom op fra parkeringskælderen påstod han at han havde delt elevator med Nikolaj Lie Kaas. Small world, han skulle selvfølgelig op på 7. sal. Siden så ingen Nikolaj, men følelsen af stardom presence ramte os alle, og under resten af opholdet håbede vi konstant at rende helt casual ind i Carl Mørck, og rundt om hvert et hjørne var man klar til at springe frem og råbe “HEJ NIKOLAJ” og overfalde Danmarks sjoveste mand med et selfieønske, på den der klamme dansker-på-ferie måde. Øjeblikket udeblev, og det er sikkert godt det samme.

Efter at have smidt taskerne ind på værelset, stævnede vi ud i Hamburg. Destinationen var Schanzenviertel, et lidt råt kvarter, i stil med Nørrebro i København, og et sted med et par gode pladebutikker Bo skulle tjekke ud. Vi går ud i minus 50 grader med en windchill factor på 100, og går fra hotellet op til selve bydelen. Efter at have gået lidt rundt søger vi ly på en burgerjoint hvor de serverede en solid variant fra den nye burger-skole, samt en stor fadøl. Ude i kulden igen, går vi lidt videre rundt, indtil det går op for Bo at 2 af de pladebutikker han havde udset sig, ikke findes længere, og den tredje har intet af interesse. Forblæste og godt mætte af den store burger beslutter vi os for lige at smutte tilbage på hotellet. Og her skulle vi nok bare have fortsat. For jeg køber godt nok et par øl med op på værelset, men der sker bare noget når man spiser frokost kl. 15, får et par øl og kommer ind fra kulden og ind i varmen. Så ja, vi falder alle 3 i søvn, og nogle får endda to lure. Diskussion gik så efterfølgende på om vi skulle droppe at gå ud i kulden igen og bestille roomservice til aftensmad, eller om vi skulle tage en taxi tilbage til Schanzenviertel. Vi endte i et lidt underligt kompromis med at spise på hotellets restaurant i gadehøjde, hvor tjeneren talte dansk, og Nikolaj var stadig ingen steder at se. Totalt antiklimatisk endte jeg min aften med at ligge på en foldeudseng, se noget der mest af alt mindede om en tysk genindspilning af den svenske Selskabsrejsen, og spise en næsten ubegribelig syntetisk Haribo-kopi af Bassets lakridskonfekt, alt i mens Hamburgs vilde natteliv for vores vedkommende virkede henlagt i afdeling Q.

Nikolaj udeblev også fra den interkontinentale morgenbuffet i hotellets restaurant. Det gjorde Bos bombe til gengæld ikke, det var først her det gik op for mig at den vinylsamler vi skulle mødes med ikke boede i selve Hamburg – men i stedet 90 kilometer syd for storbyen. En ting var at jeg ikke fik set Hamburg dagen før, noget andet var at jeg nu også kunne sætte et kæmpe lighedstegn ind i mellem min søndag og den tyske autobahn. Efter at have fortæret klassisk bake-off, pulver-røræg og pulver-mælks-latté, var vi efter en hurtig selfie i kælderen foran Nikolajs tomme bil, klar til at erobre Verden. Sådan helt bogstaveligt talt, for den her vinylsamler – Martin – boede i en by der hed… Verden!

Så en god times tid senere ankom vi til Verden, og jeg havde været igennem alle “Jeg lovede dig jo at jeg ville vise dig Verden, skat”, “Lille Verden, hva” og “Om lidt er Verden for vores fødder” varianterne. Vi triller igennem Verden, som viser sig at være en større by end først antaget. Vi passerer en masse byggemarkeder og en McDonalds – som må være Verdens største! hahaha den kom jeg først på nu….. eeh.. anyways – Bo siger at det her minder ham en mindre dansk fængselsby som Ringe eller Horsens. Vi triller ned af den lille vej inde i centrum af byen, som Martin havde angivet som hans adresse. Vi passerer undervejs et fuldstændigt smadret spøgelses-byhus, og jeg joker med at jeg ikke håber det er derinde.

Vejen ender blindt. Ved et fængsel. Det begynder at føles lidt mystisk. Vi kan ikke rigtig se nogle husnumre, og Martin har angivet at han bor i “nr. 11-13”. Vi vender bilen, en ældre tysker står og fejer foran fængslet, og Bo foreslår at vi spørger ham om han ved hvor nr. 11-13 er. Det tyske står Bo for, Camilla og jeg kan cirka ligeså mange tyske gloser som de har i Die Sendung mit der Maus. Efter lidt dialog frem og tilbage, siger Bo noget med “Martin ist ein Vinyl-mann”, og gadefejeren lyser op, “Aaah, der Vinyl-mann!” og angiver at vi skal lidt længere tilbage, så finder vi det hus vi leder efter. Martin er af en eller anden grund én man kender her i byen. Vi triller lidt længere ned af vejen, ned forbi spøgelseshuset, men pludselig er vi allerede nede ved nr. 5 igen. Vi parkerer bilen og står ud. Vi går rundt og tjekker husnumre og finder nr. 15. Nærmest gemt væk bagved nr. 15 og spøgelseshuset, bag et stort stålhegn, ligger et andet hus. Jeg går ud foran spøgelseshuset, men der er ingen husnumre. Vi går sammen ned til det bagvedliggende hus. Der hænger pap foran vinduerne. Da vi kommer tættere på, kan vi se en lille postkasse på hegnet, og da vi læser navnet, går det op for os, hvad du formentlig forlængst har indset – det er her Martin bor. Camilla kigger på Bo og siger stille “Det mener du ikke”.

Bo ringer på døren med pap for vinduerne, og jeg håber lidt at Martin ikke er hjemme. Døren går op, og Martin – en lille, tynd mand i 50’erne, helt grå i ansigtet, små mørke øjne – tager i mod os. Han ser først Bo og lyser op i et lille smil. Så får han øje på Camilla og mig, og ligner pludselig mere én der lige har åbnet døren til sin egen intervention. Bo forsikrer at vi er hans gode venner, og minder Martin om at Bo havde nævnt at han var med nogle venner i Hamburg. Martin kigger mistroisk på i sær mig, og lidt modvilligt lukker han os alle tre ind i en lille bitte mellemgang, hvor der dårligt er plads til os alle, inden han lukker – og låser – døren bag os. Der er en lukket dør til højre, og ellers kun en trappe lige foran os. For foden af trappen står en papkasse med vinylplader. Jeg når at tænke at Bo bliver skuffet hvis det er alt hvad Martin ligger inde med, men at vi så omvendt får det her hurtigt overstået. “Come upstairs” siger Martin og begynder at gå op af trappen. Han forklarer på vejen op at han aldrig får gæster, og at der kun er 2 andre udover Bo, som har fået adgang til huset. En vinylinteresseret fra Schweiz og en fra Frankrig. Og så Bo. Jeg har bagtroppen op af den smalle trappe, så langsomt åbenbarer scenen sig for mig. Op af trappen er der først et par trin hvor venstre side er fyldt med tomme øldåser, så kommer der et par trin med fyldte øldåser, og så til sidst et par trin med fyldt konserves. Der lugter lidt af mug og indelukke. Jeg kan høre Martin oppe foran sige at han er ked af hvordan her ser ud, at han snart skal flytte, og at huset har “givet op på ham”. Jeg kommer helt op på 1. salen, hvor trappen munder ud i en slags stue på cirka 20 kvadratmeter. Der er ikke er noget lys, der ligger vasketøj henover trappegelænderet og i bunker rundt omkring på gulvet, nogle møbler ligger kastet sammen i en bunke i hjørnet, der står nogle vinylsingler op af væggen, og igen en masse konserves i nogle kasser. Alt er gråt eller brunt, og gammelt. Der er små stier hvor man kan passere igennem rodet. Martin siger et eller andet med at han ikke er vant til besøgende, og det chokerer mig ikke rigtigt. Han gentager at der kun er 2 andre som har fået lov at besøge ham. Han siger så igen “Come in”, og går hen i mod en dør for enden af rummet, og jeg tænker “puha, nu kommer vi ind hvor han rigtig bor”.

Vi træder ind i husets køkken. Han låser igen døren bag os. Det er et aflangt lille køkken med et lille vindue, og der er ikke mere. Det går op for mig at vi nu har set de rum, som Martin lever i. Og jeg har aldrig i mit liv set et køkken magen til. Det ligner noget fra en scene i Seven. Køkkenets endevæg var et stort rod af gammelt skrald og konserves. Der var ikke en bar plet på køkkenbordet, som må være det klammeste jeg nogensinde har set. Man kunne lige ane en enkelt gryde og kaffekande, som var det eneste som så ud som om at det var brugt fornyligt – resten havde stået uberørt i minimum et år. Udover et skærebræt som står ovenpå et par stablede tallerkener, med en nysmurt fransksbrødsmad med 3 spegepølserskiver på. Helt oppe i hjørnet oppe i mod vinduet står et brugt lasagne-fad, med et tykt lag spindelvæv henover. Generelt er der spindelvæv overalt. Vi står alle tre helt forstenede. Der står et lille bord i køkkenet med to stole, Martin trækker den ene stol ud, og siger henvendt til Camilla “Take a seat”. Camilla, som på vej ind i Verden ellers havde givet udtryk for at hun var træt og havde ondt i ryggen, er pludselig lyslevende “Nooo, no, it’s fine, I’ve been sitting in the car all day!”, lyver hun. Martin kigger kort på Camilla, trækker på skuldrene, og sætter sig så selv. Ingen af os andre tager den anden ledige stol, eller for den sags skyld gør antræk til at smide overtøjet. Jeg begynder at vågne op af mit granatchok, og er så småt forberedt på at se et eller andet dyr pile henover gulvet. Jeg krydser armene over brystet for at undgå at komme i berøring med… ting. “Do you want coffee? Something to eat?” siger Martin gæstfrit og peger på sin spegepølsemad. Jeg sværger for mig selv at jeg lover at jeg vil leve af bakeoff og pulveræg resten af livet, hvis bare jeg kan undgå at spise noget herfra. Bo fortsætter hvor Camilla slap med løgnene, og siger at vi er dækket helt ind, og ikke behøver noget – og at vi faktisk har lidt travlt, for han har jo lovet os at vi skal tilbage til Danmark. Og helst i live, tænker jeg.

Bo og Martin skal afregne gammel gæld, og Bo afleverer en stak sedler i Euro, som Martin fintæller. Han tæller først at der er 20 Euro for lidt. Han kigger mistroisk på Bo, og så på mig. Så tæller han pengene én gang til. Nu er der 35 euro for meget. Alt i mens det går op for mig at Camilla har sneget sin telefon frem for at tage billeder af køkkenet. Jeg prøver desperat at få øjenkontakt med hende, for hvem fuck ved om Martin bare snapper hvis han opdager det, og bliver insane og hakker os alle i stykker inde i spøgelseshuset ved siden af! Martin er i gang med sin tredje fintælling, og jeg træder et skridt frem og tager et greb i Camillas arm, og får hende til at lægge telefonen tilbage i lommen.

Bo og Martin får endelig klaret sit mellemhavende, og Bo spørger om Martin har nogle gode plader som han skal kigge igennem. Martin siger at vi kan gå ned på “lageret” og kigge. Jeg tænker om lageret er det vi så ligge for foden af trappen. Da han rejser sig på op fra stolen, siger han pludselig “I’m sick!”. Jeg føler ikke at jeg har blinket i 10-15 minutter nu, og mine øjenlåg er snart spærret så meget op at et lille vindpust ville få mine øjenæbler til at poppe ud. Han tager sig til hovedet. “My head, it’s in my head. For almost 2 weeks now!” siger han og kigger rundt på os. Ved ikke om han fanger bekymringen i luften, men han forsøger beroligende “Don’t worry, I don’t think you can get it! But my head, it’s filled with sickness.” Jeg ved ikke hvad det er han fejler, men jeg ved at jeg med totusind procents sikkerhed allerede er smittet med det. Camilla ligner også én der faktisk allerede godt på vej mod den terminale fase. Bo prøver med et “But you should go the doctor then, Martin”. Men Martin vil ikke til lægen, han tror ikke på dem, og har selvfølgelig generelt ikke meget til overs for den medicinske verden. Jeg kan huske at jeg på vej ind i Verden tænkte for mig selv, at det kunne være at man skulle låne toilettet hos denne Martin, for der var jo alligevel 4-5 timer hjem, når vi skulle derfra. Men lige nu vil jeg hellere skide i en papkop omme bag i Bos kassevogn, end jeg overhovedet vil vide hvor Martins toilet er.

Martin leder os ud af køkkenet, ned af trappen igen til den lille entré – og går hen til den anden dør ved siden af hoveddøren, og låser den op. Dette rum er 50 kvadratmeter stort, med sparsom belysning fra 3 bare pærer hængende ned fra loftet. Der er ingen vinduer og cirka 10 grader varmt i lokalet. Og så er der ikke andet end vinyler. Overalt! Alle vægge er beklædt med reoler fyldt med vinyler, et par enkelte reoler står også frit ud i lokalet. Vinyler står i høje tårne fra jorden. Der ligger en pandelampe på en stak vinyler lige foran mig. Bo ligner en der er trådt ind i en hellig hal. Jeg tænker mest om Kampusch ligger på en bar stålseng et sted inde bag en falsk væg. For snart 10. gang minder Martin om at meget få mennesker får adgang her til, og sender igen et tvivlsomt blik i min retning. Jeg får lyst til at sige “Hør her, kammerat, jeg nyder det her lige så lidt som du gør, hvis ikke mindre!” Bo kaster sig straks ind i en pladestak, og begynder at bladre løs. Jeg kan mærke at jeg ikke skal være her mere, jeg er nødt til at komme ud og få luft. “I’m not into vinyls” udbryder jeg. Martin kigger op. Det går op for mig at det er første gang jeg siger noget under besøget. Pludselig er det som om at tiden står stille, og jeg er med i velociraptor scenen fra Jurassic Park, og en forkert bevægelse fra nu, og ingen andre vil nogensinde finde os igen. Martin kigger skeptisk på mig, vipper hovedet lidt på skrå. Jeg gentager “I’m really not into vinyls. I think I will go for a walk in the town, if that’s okay”. Martin kigger lidt igen, og ser så pludselig nærmest lettet ud. Han begynder at forklare mig en rute jeg kan gå for at finde en café, hvis jeg har lyst til det. Camilla, som ellers også er en vinylsamler, er ikke sen til at sige at hun tager med. Indenfor få sekunder er vi ude af huset igen, og jeg føler nærmest at jeg er trådt ud af en optagelse til en Jussi Adler film. Alternativt snydt døden. Mens vi går væk fra huset, siger vi begge i munden på hinanden: “Wooow…”

Camilla og jeg finder hurtigt caféen, får noget kaffe og går på skift ud på caféens toilet og vasker fingre. Vi snakker om at Martin jo egentlig bare er en særling. Og hvis han ville, kunne han jo bare sælge hele det varelager han havde, finde et rigtigt arbejde, et bedre sted at bo. Men at dette er det liv han har valgt. Det var fuldstændig som at have været inde i en anden verden. Og meget langt fra min verden. Selvom han var ret speciel, og ikke særligt i mødekommende, så var han jo ikke farlig. Blev vi enige om. Selvom det var lidt mærkeligt med alt det pap foran vinduerne, og låsen af dørene. Vi griner lidt for os selv, på den der “what the fuck just happened” måde. Og her skal jeg helt ærligt indrømme at jeg faktisk nåede at drikke hele min kaffe før jeg kom i tanke om at Bo jo stadig var derinde. Han havde selv advaret os inden om at han sagtens kunne bruge et par timer i Martins lager, hvis det var alt det han troede at det var. Men han sendte en sms 25 minutter efter at vi havde forladt ham: “Jeg er færdig, vi kører nu”. Da vi kom tilbage sad han allerede i bilen med tændt motor. Da vi sætter os ind siger han bare kort “Jeg vil godt hjem i bad”.

Næste gang bliver jeg bare i Hamburg med Camilla (og Nikolaj), hvis Bo skal lave mere forretning med Martin. Jeg har været ved Verdens ende, og jeg skal aldrig tilbage igen.

2 thoughts on “Weekendhygge-nærdødsoplevelse i Hamburg”

  1. Hahahahahah jeg har siddet og grint højlydt over det specielt da du beskriver din mangel på lyst til at se Martins toilet. Kæft det godt og kæft en syg oplevelse

  2. Hahaha ja der er bare nogle situationer hvor man godt lige kan holde sig lidt ekstra, hvis det skulle være

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.