Generelt

Fields of Freedom

Camilla havde inviteret en fremmed mand hjem til os fredag aften. Vi var egentlig gået i seng, men nu var Camilla stået op igen for at tage i mod ham. Det var kun 10 minutter siden at hun havde introduceret mig for idéen – som jeg lidt følte at jeg ikke havde noget at sige omkring – og nu sad jeg i sengen for mig selv, og tænkte “Hvad fanden skete der lige?”. Jeg nåede dårligt at tænke den tanke til ende, før jeg kunne høre mandens fodtrin på gårdspladsen udenfor.

Men vi starter lige et andet sted. Da vi flytter ind i august 2017 på vores nedlagte plantage-ejendom her på Fyn, går det op for os at en af nabogårdene drives som et animal sanctuary af en ung waliser. Han hedder Chris, og stedet hedder Fields of Freedom. Chris har i et par år reddet dyr fra kummerlige skæbner, og driver stedet med midler han får ind via donationer. Så i de måneder vi har boet her, har vi været vant til at høre alt fra hunde til gæs, til køer og æsler, oppe fra hans grund. Camilla er en kæmpe dyreelsker, og hvis det stod til hende, så levede vi sikkert det liv Chris gør. Så fascineret har hun (og jeg) på afstand fulgt med på Instagram i alt hvad der skete med dyrene, og vi endte da også selv med at give månedlige donationer. Men fra oktober måned kunne vi godt se at noget var galt. Den gård som Chris og alle dyrene bor på, har ikke været i den bedste stand – for at sige det mildt – og al den regn vi har haft i efteråret, var begyndt at erodere jorden under gården, så den faktisk helt bogstaveligt talt var ved at falde fra hinanden! Til fare for Chris og alle dyrene.

Chris startede en fundraising for at kunne købe en ny gård, og efter en masse god omtale fra nogle af de store influencers på instagram indenfor den verden, lykkedes det at samle nok penge ind til at kunne købe en ny gård i nærheden af Ringe på Fyn. Så her i slutningen af februar begyndte Chris at flytte alle dyrene og alle sine ejendele fra den gamle til den nye gård. Alt var tilsyneladende godt. Camilla begyndte næsten at græde på et tidspunkt, fordi hun også synes det var vemodigt at noget som var så smukt for hende, ikke længere skulle være vores nabo.

Men torsdag i sidste uge gik noget galt under flytningen. To køer, Mila og Hannah, som Chris for noget tid siden reddede fra en slagtedød (læs lige deres meningsløse historie her), var simpelthen blevet så forskrækkede under forsøget på at få dem ind i en stor hestetrailer, at de havde forceret et hegn, og var løbet væk. Det lykkedes senere Chris at indfange dem igen, men de måtte opgive at flytte dem i denne omgang. Og nu var det ligeledes blevet så mørkt, at Chris også måtte efterlade 4 hængebugsvin(!) på gården. Tilbage på den nye gård var Chris selvfølgelig oprevet over hvad der var sket, mest fordi at han ikke lige havde en plan b klar, og fordi der er 45 kilometer i mellem den nye og gamle gård. Så Chris skrev til en af de frivillige som tidligere havde hjulpet til på Fields of Freedom, om han kunne tage ud til køerne og grisene, og passe dem indtil plan b var på plads. Lasse hedder den frivillige, og han lovede at tage derud som det første fredag morgen.

Mila & Hannah have taken a real shine to @lassedbe 🐮🐮😋😋#fieldsoffreedom

A post shared by Fields of Freedom (@fieldsoffreedom) on

Næste morgen drog Lasse afsted mod den gamle gård, med en sovepose under armen, og gik så hele dagen og fik muget ud hos dyrene, og givet dem frisk mad og vand. Men huset var jo mere eller mindre tømt for inventar, så der var ikke rigtig noget sted Lasse kunne sove – andet end på gulvet. Og nå ja, så var der ikke noget varme i huset, kun en brændeovn. Og Tanev og TV2 havde allerede fortalt os om at den sibiriske kulde var på vej. Så Lasse var tæt på at give op, og da Chris fandt ud af det, tænkte han “Jeg skriver til Camilla”.

Nu er vi nok nået dertil i denne fortælling, hvor jeg er nødt til at deklarere hvad Camilla er for mig. Camilla er nemlig på mange områder min absolutte modpol. Hvor jeg er ofte er meget kontrolleret, er Camilla impulsiv. Jeg er behersket, Camilla er passioneret. Jeg er introvert, Camilla er alt andet. Jeg ser motivet hos andre, Camilla ser det gode. Jeg vil være entreprenør når jeg bliver voksen, Camilla vil redde dyr. For mig er i morgen en plan, for Camilla et eventyr. Vi er på mange måder så forskellige. Men jeg kan ikke leve uden Camilla, jeg elsker hende for at hun er så modsat mig og den dynamik det giver vores forhold. Hun tilfører en x-faktor til mit liv, som min konforme tilgang til stort set alt, ville have snydt mig for. Jeg hader nogle gange rejsen derhen, men når vi er i mål eller det er overstået, har jeg altid fået en erfaring eller et eventyr, som jeg sjældent ville være foruden. De knubs det giver, er selv i en alder af 40 år med til at udvikle mig, og de gode oplevelser det giver er så berigende. Det er derfor jeg vil giftes med hende til sommer.

Men når hun sætter sig op i sengen kl. 21.45 en fredag aften, og siger “Der kommer lige en frivillig ned til os oppe fra Chris, som skal låne gæstesengen i nat”, så hader jeg hende. I hvert fald i et par timer. Hvorfor helvede skal vi nu blandes ind i det? Og hvem er det overhovedet? Kan vi bare lukke en fremmed mand ind i vores hus nærmest midt om natten? Hun kommer eddermame til at stå med det hele selv, jeg gider ikke hjælpe! Seriøst, hvor længe skal han så være her? Jeg kan ikke sove i nat. Fuck my life. Jeg tager til København.

Men Lasse er selvfølgelig pisse sød. Verdens mest høflige unge mand, som bare vil redde dyr og gøre en forskel. Så det siger selv at han skal være velkommen til at låne vores gæsteseng, og ikke ligge på gulvet i et tomt, koldt hus, mens Sibiriens The Beast From East hærger ind over landet. Vi får hældt varmt the på ham, og han får lidt rester fra vores aftensmad. Vi får vist ham ind i gæsteværelset, og da Camilla og jeg ligger i vores egne dyner igen, griner jeg og ryster på hovedet. Camilla siger “Elsker du mig ikke bare?” med et stort grin. Måske i morgen, tænker jeg.

Det var i fredags. Nu er det torsdag aften. Lasse er stadig i vores gæsteværelse.

Det trak lidt ud med plan b, og i mellem tiden passede Lasse køerne og grisene, og tog både mig og Camilla med nogle af gangene, for at vi kunne se hvad det gik ud på. Vi forsøgte at eksekvere på plan b tirsdag aften. I mørket og i 9 minusgrader med en isnende chillfactor lige i masken, byggede Camilla, Lasse, Chris og jeg samt to ekstra frivillige en form for tunnel af jerngelændere, som vi forsøgte at få køerne ned igennem op til en hestetrailer. Efter halvanden times baksen med først at bygge tunnelen, og derefter at få lokket de to store dyr ned igennem tunellen, gik den ene ko i panik lige før vi fik dem op på rampen, og valgte at springe over det halvanden meter høje hegn. Chris gav op, og sagde at der var brug for en plan c. I stedet ville han så tage grisene med tilbage til den nye gård, så turen ikke var helt forgæves. Det gik relativt set noget nemmere at få skubbet de 4 grise op i hestetraileren, og vi fik sendt dem godt afsted.

Altså lige indtil at Chris og de to frivillige stod i vores entré, fordi at de var kørt fast i sneen med traileren, og spurgte om Lasse og jeg kunne komme og hjælpe med at skubbe. Men det hjalp ikke, så Chris var nødt til at lade traileren stå, indtil han kunne komme tilbage med en bil med flere hestekræfter. Så Camilla og jeg gik frem og tilbage om natten og om morgenen, for at kigge til grisene, som stod midt på vores markvej efterladt i 9-10 graders kulde. Men tilsyneladende var grisene ikke klar over den fare de var i, for de lå bare og puttede sammen i det tykke lag hø vi havde lagt ind til dem. Onsdag formiddag kunne Chris komme i en 4-hjulstrækker og endeligt hjælpe grisene ned til den nye gård.

I mellemtiden blev Lasse syg, sådan rigtig syg. Han har formentlig ikke kunne tåle at være ude i så mange timer for at passe køerne i de her kolde dage. Så han har ligget i nogle døgn i vores gæsteseng fyldt med feber og hovedpine, og hvad der lignede halsbetændelse. Vi fyldte piller og the på ham, og i dag er han endelig blevet bedre. Til gengæld har Camilla så lagt sig i dag med fuldstændig samme symptomer. Jeg har hjulpet Lasse med køerne de sidste par dage, for selv om han var syg, insisterede han på at passe på dyrene. I går var der kun 17 grader indenfor i vores hus. Vores fyr maxede ellers ud på sin kapacitet, men det kunne simpelthen ikke følge med i de to-cifrede minusgrader. I dag er det heldigvis meget bedre, jeg tror måske endda det genererer varme nok til at man kan få et lunkent bad!

I morges fandt vi så ud af at vi var sneet inde. Der var fyget så meget sne ned på markvejen fra en høj oppe over, at man ikke kunne passere i bil. Der var så ikke så meget andet at gøre end at åbne FrostFitness-centeret, og komme i gang. Da jeg var færdig, kunne jeg så løbe tilbage til huset, tage to Skype møder med vores kontor i København, derfra op og klappe Camilla lidt på panden og prøve at få noget væske og mad i hende, derfra videre op til Fields Of Freedom sammen med Lasse, hvor jeg slæbte 2 halmballer og 4 x 10 liter vand 150 meter op af en stejl bakke i 30 centimeter sne, tilbage i nyt Skype-møde, og så ellers i gang med at kværne en indbakke, som jeg først har fået bugt med her omkring kl. 20 i aften. Jeg har følt mig “på” ift. et eller andet der skal løses i dagevis nu.

Plan C er at Chris har hyret et par professionelle folk plus en dyrlæge til at komme på lørdag, og få flyttet de stakkels køer. Indtil da ved jeg at der starter en ny dag kl. 5.44, hvor jeg forsøger at bevare overblikket, håbe på lidt varmere temperaturer, holde sygdom på afstand – og selvfølgelig minde mig selv om at jeg ikke havde oplevet alt det her, hvis jeg ikke havde mødt Camilla…

13 kommentarer til “Fields of Freedom”

  1. Det her er så vild rørende og morsomt, en blanding af en god Morten Korch film klonet med The Exorcist.

    P.S. der er en NOR-VARM Gasovn på vej her fra, lander forhåbentligt i dag 🙂

    1. Ah det er klasse med den ovn! Jeg håber et eller andet sted ikke at vi får brug for den på denne side af sommeren – men nu kan The Beast From The East bare komme an!

  2. Smukt, rørende og underholdende på en og samme tid.
    Den kærlighed altså – rammer du smukt ind❤️

  3. Tusind tak for åbenheden, hjælpen og den fantastiske gæstfrihed i begge har budt mig. Det glemmer jeg helt sikkert aldrig. Virkelig velskrevet og humoristisk blog indlæg Kasper det super godt fanget hvordan du sætter ord på denne her ret absurde situation!

    1. Lasse, det var en fornøjelse at lære dig at kende! Det bliver ikke sidste gang vi ses, og det ved du også godt

  4. ❤️ skønt at læse, at du lever livet max sammen med din dejlige kæreste skriv noget mere – det er en kæmpe fornøjelse at læse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *