Generelt

Fields of Freedom pt. II

Hvor kom vi fra? Nå ja, Mila og Hannah – de 2 tilbageblevne køer fra Fields Of Freedom flytningen. Hvis jeg synes den uge der var gået op til mit forrige indlæg, var lidt ud over de sædvanlige, så fulgte den kommende uge uden tvivl trop.

I løbet af fredagen blev det klart for os at Chris ikke kunne nå at få enderne til at mødes i forhold til at få køerne flyttet om lørdagen alligevel, og den nye plan hed tirsdag i ugen efter. Jeg kunne godt mærke på Lasse at det tog pusten lidt ud af ham. Han begyndte at nævne muligheden for at han måske ville tage hjem. Og hvem kunne bebrejde ham? Nu havde han i over en uge passet de to køer, og ikke lavet så meget andet. Og Camilla havde de sidste par dage været syg af influenza, og selvom jeg godt ved at jeg er pissegodt selskab, kan selv det have en udløbsdato. Det må alligevel have været pænt kedeligt for en ung mand i sin bedste alder at være “fanget” langt ude på landet, med et par mennesker man stadig kun lige havde lært at kende. Men som han sagde flere gange, følte han sig helt tryg ved at overlade opgaven til mig, med at give køerne nyt mad og vand, hver dag frem til tirsdag. Jeg var måske ikke lige så overbevist. Hvordan skulle sådan en slatten kontorbums som mig kunne tage ansvar for to gange 400 kilo kampvægt i 3-4 dage, uden at nogen måtte lade livet. Jeg forsøgte vagt at appellere til at dette jo var Lasses projekt, og om det ikke var en god idé at se det til ende. Lasse ville tænke over det, men det skulle vise sig at jeg kun købte mig tid til dagen efter.

I mellem tiden kunne jeg ikke holde sygdommen på afstand længere. Selvfølgelig cirka en halv time efter at jeg havde lukket min bærbar ned fredag eftermiddag, vælger jeg at lægge en tidlig billet ind på “Månedens medarbejder” ved at performance-optimere min influenza, så den rammer mindst muligt arbejdstid. Jeg var den sidste mand til at falde i husstanden – først røg Lasse ned, så Camilla – og nu mig. Og jeg får ikke bare sådan en hverdags-influenza, nej, vi taler World War Z-versionen. Jeg er helt færdig, og ligger bare og raller i fosterstilling. I mens feberen buldrer, går jeg i gang med at inddrage Camilla i hvordan jeg ønsker at min castrum doloris skal foregå. Hun kigger ikke engang op fra det blad hun læser i, da hun siger at hun synes vi lige skal se tiden an. Jeg ligger og tænker om hun overhovedet har hørt rigtigt efter, for jeg hviskede jo også helt sagte, med det allersidste af mine kræfter. Mens jeg svæver ud og ind af min deliriske tilstand, ender jeg til sidst med at give op, og falde i søvn.

Næste morgen havde jeg det ikke meget bedre. Lasse gik op til køerne om formiddagen, og da han kom tilbage pakkede han sine ting, og jeg kørte ham op til toget. Det var lidt vemodigt at sige farvel til Lasse, sjældent har jeg mødt så pligtopfyldende et menneske. Så på en måde var det også med en vis ærefrygt at skulle tage over efter ham, man ville helst ikke gøre det dårligere. Jeg kunne lige få et par timers søvn, inden jeg skulle op til min første “vagt” alene med køerne. Ud på eftermiddagen pakkede jeg mig ind i 9 lag tøj, og gik op mod Mila og Hannah. På mellemvejen skulle jeg lige ind til vores fælles nabo Marie for at hente vand. Vandet i rørene i Chris’ hus var nemlig frosset til is nogle dage forinden, så vi havde fået lov at fylde vores spande op med vand inde hos Marie. Marie er tæt på 100 år, og bor alene på en gård som ligger lige midt i mellem vores grund og Fields of Freedom grunden. Det betyder så også at der er et par hundrede meter længere at bære vandet. Men alt for dyrene.

Jeg bar først de 2 spande vand op til foden af grunden. Her kunne jeg også samle det hø jeg også skulle have med op til køerne. Deres stald ligger et stykke op af grunden, som bare går opad og opad, i et bakkelandskab man skal se, for helt at forstå hvor stejlt det er. 10 meter fra foden af grunden starter det elektriske hegn, så jeg starter med at hægte det af, så jeg kan bære alle tingene ind på den anden side, uden at få stød i bollerne. Når hø og vand er på den anden side, kan jeg hægte det elektriske hegn på igen. Herfra bærer jeg så først de 2 spande op til stalden, dernæst høet. Allerede midtvejs på den første tur op, er jeg fuldstændig syret til i alle muskler. Og da jeg kommer op med det sidste hø, er jeg fuldstændig badet i sved. Køerne står i en stald på ca. 25 kvadratmeter, og Chris har besluttet at de skal holdes derinde ind til de kan flyttes. Måden at komme ind til dem på, er at kravle ind via vinduet(!), fordi dørene til stalden er gået i stykker ved et uheld tidligere, og derfor er barrikaderet, til køerne skal ud for sidste gang. Så jeg åbner skoderne til vinduet, og Mila og Hannah kommer hen til åbningen – og så står vi der og kigger lidt på hinanden. Jeg bryder høet op i mindre luftige stykker, og kaster dem ind til venstre for køerne, og de begynder gladeligt at gumle løs. Når jeg er færdig med høet, kan jeg trække mig selv ind via vinduet, og finde deres store vandspand, som jeg tømmer for frossent bundvand og gammelt hø og halm. Så kan jeg fylde den store spand op med vandet fra de to 10-liters spande.

Jeg har stor respekt for de store dyr, når jeg går rundt derinde. De er fucking store! Når de sætter sig i bevægelse, virker det ikke til at man skal stille sig i vejen. Og så laver de sådan nogle små, uforudsigelige ryk med hovedet engang i mellem, og med deres små, men spidse horn, bliver man lidt noia over lige at få sådan en fætter ind i sidebenene eller… øjet! Men jeg forsøger at klappe og stryge de store dyr lidt på siden af halsen, og det virker beroligende på os allesammen. En halv times tid senere lukker jeg skoderne til igen, og siger godnat til Mila og Hannah, og tager de tomme spande med ned til Marias gård igen. Hjemme igen falder jeg fuldstændig om af træthed.

Søndag og mandag samme program, 2 gange om dagen. Med den forskel at man på den første tur skal have 4 spande vand, dobbelt så meget hø med, samt et par halmballer, som jeg stryger ud som nyt underlag til køerne, så deres lort og pis bliver dækket af frisk halm. Op og ned af bakken, op og ned af bakken. Fuldstændig mat af sygdom, i minusgrader og snevejr. Jeg kan næsten ikke huske andet fra de to dage. Andet end at jeg begyndte at føle et kæmpe ansvar for Mila og Hannah. Jeg kunne vågne om natten, og ligge og tænke på om de var okay. Om de manglede vand. Fik jeg nu givet dem nok mad. Var der i øvrigt nok mad i det hele taget, for vi var snart løbet tør for hø. Kan de så spise halm? Fik jeg slået slåen for på skodderne? Kan de hoppe ud? Findes der ulve på Fyn?

Camilla hjælper til på de sidste par ture. På den aller sidste tur mandag eftermiddag løber vi tør for hø. Vi leder rundt i de gamle stalde i hovedhuset efter hø eller andet. Vi finder en halv pose korn, og tænker det kan bruges. Da vi forsøgte at flytte køerne ned i hestetransporten ugen før, havde vi set Chris bruge korn til at lokke Mila og Hannah med, og det lignede at det var rent slik for dem. Med det in mente, siger jeg til Camilla at vi lige gemmer kornene til sidst, for jeg ville ikke have dem til at blive helt over excited. Jeg kravler ind til dyrene, og får styr på vandspanden, og fylder den op med vand fra de andre spande. Da jeg er på vej ud af vinduet igen, synes Camilla åbenbart at vi har ventet længe nok med det korn, så hun beslutter sig for at hælde det op i et par spande – hvilket køerne finder ud af øjeblikkeligt, så i mens jeg hænger med røven oppe i halvanden meters højde inde i stalden, bliver jeg pludselig stanget midt på baglåret af en overivrig ko som har fået lyst til korn. Jeg bander for mig selv, i mens jeg kommer ud af stalden i en vis fart. Jeg tager mig til ballen, og kigger bebrejdende på Camilla. “Hvad?” siger hun, og ser uskyldig ud. “Er du sur?” spørger hun lidt efter. Nej, hvorfor skulle jeg være sur over at få et kohorn op i røven, fordi du ikke lige kan vente 2 sekunder mere?

Jeg skal ærligt indrømme at jeg var begyndt at føle mig knyttet til Mila og Hannah. De var begyndt at virke meget trygge omkring mig, og jeg om dem. Jeg havde rigtig ondt af at de bare stod i den dumme stald dagen lang, og jo i princippet var blevet efterladt, selvom det ikke var med nogens gode vilje. Så da tirsdagen kom, var jeg lidt nervøs for det hele. Det skulle bare lykkes at de kom afsted denne gang, der måtte ikke være en plan d. Dette skulle være dagen de kom afsted, ellers var det næsten ikke til at bære. Chris havde fået en frivillig til at komme ud til gården – han kunne ikke selv komme – og så ville der komme en dyrlæge, og en rigtig landmand med en traktor og en åben kreaturvogn, som skulle køre dem ned til den nye gård.

Jeg var begyndt at arbejde igen om mandagen i en 4-5 timer. Så jeg tænkte at jeg var klar til tirsdag. Jeg startede da også dagen med 2 Skype møder, og så passede det med at jeg kunne løbe op bagefter og hjælpe til med Mila og Hannah. Da jeg kom derop var den anden frivillige kommet. Kort efter kom dyrlægen, og ganske kort efter landmanden. Camilla kom også op og hjalp til. Planen var at bedøve Mila og Hannah, og så give dem såkaldte grimer på (hovedtøj), køre kreaturvognen helt op til stalden, og når de så vågnede lidt op, trække dem op i kreaturvognen. Dyrlægen og landmanden var fuldstændig afslappede, som om at de havde prøvet dette mange gange før. Stemningen var en helt anden end forrige tirsdag. Vejret var også noget andet – hvor vi forrige tirsdag stod i 2-cifrede minusgrader i mørke, var det denne dag 5 grader og solskin. Dyrlægen havde givet Mila og Hannah så meget bedøvelse, at de faktisk var faldet helt om. Så det var nemt for landmanden at tøjre grimerne til. Vi fik fjernet barrikaderne fra stalddørene, og åbnet dem. Der havde jo ikke været muget ud i et par uger nu, og Lasse og jeg havde givet dem så meget ny halm over dagene, at der næsten var 40 centimeter halm inde i stalden. Kreaturvognen blev bakket helt op til stalddøren, og vi fik lagt hø ud på rampen, og trukket staldørene til igen, så der reelt var bygget en sluse. Grimerne var lavet af ét langt reb, og gjort så lange, at de blev snurret et par gange løst rundt om jernbjælkerne på hver sin side af kreaturvognen.

Alt var klart. Dyrlægen gav Mila og Hannah et skud modgift til at vågne lidt op på. Først vågnede Mila op, og jeg blev bedt om at trække alt hvad jeg kunne i grimen, og Mila fulgte med trækket op i kreaturvognen, og helt ned mod forreste hjørne. Landmanden skubbede til hende bagfra, og kom frem og bandt hende fast med nogle usandsynligt store knuder. Jeg sprang over i modsatte side, for nu var Hannah også ved at vågne op. Samme procedure, jeg trak alt hvad jeg kunne, så meget at grimen på et tidspunkt gled ned over hendes øje og strammede til, men vi fik trukket den lidt til side, så øjet igen var fritlagt. Landmanden bandt også hende helt fast. Dyrlægen og jeg sprang ned bag kreaturvognen, og fik hurtigt lukket og låst rampen. Landmanden kiggede knuderne efter en gang mere, og hoppede så ud af kreaturvognen, og op i traktoren. Dyrlægen og den frivillige løb ned til dyrlægens bil, for at agere eskorte for kreaturvognen ned mod den nye gård.

Jeg stod lidt og kiggede på Mila og Hannah. De var begyndt at vågne sådan rigtig op nu. De to store dyr stod fuldstændig tøjrede til forenden af kreaturvognen. Landmanden tændte motoren på traktoren, og det vækkede dem yderligere op fra deres rus. Nu sled de og ruskede, sparkede til siderne på kreaturvognen. De store sorte øjne som de forrige dage havde været fyldt med ro og tillid, var nu fyldt med angst og panik. Vognen satte i gang og begyndte at trille ned af bakken. I ren skræk begyndte både Mila og Hannah at pisse ud over det hele. Traktoren og kreaturvognen bevægede sig ned af bakken, forsigtigt rundt om hjørnet, og satte så lidt op i fart, og trak væk fra gården, ude af syne.

Det hele gik så stærkt og var så voldsomt. Kun Camilla og jeg stod efterladt tilbage. Jeg satte mig ned på hug, jeg havde pludselig ingen kræfter mere. Camilla kom over til mig, og lagde en hånd på min skulder. Lyden af traktoren fortonede sig i baggrunden. Og pludselig ramte det mig bare, som et godstog lige i brystkassen. Det hele. Fields Of Freedom der var flyttet. Lasse der havde kæmpet for køerne. Den sibiriske kulde som havde gjort alt uudholdeligt. Vores fyr der ikke kunne følge med, så vi ikke havde varme nok i huset eller til et bad i flere dage. Da vi sneede inde, og jeg måtte skovle sne i et par timer. Da Lasse blev syg. Da Camilla blev syg. Da jeg blev syg. Da vi var alene med køerne. Alle de ture op og ned af bakken med fyrre i feber. De sidste 14 dages ansvar, bekymringer og frustrationer var pludselig afsluttet. Og at Mila og Hannah så var så bange nu her til sidst! Det var ikke til at bære, hvorfor kunne man ikke trøste dem og sige at alt skulle blive okay, og at der ikke skete dem noget ondt?

Og så begyndte jeg at tude. Ikke bare sådan to stille tårer ned af hver sin kind, vi taler decideret bryde-sammen-hulke-tude. I en kæmpe blanding af alle mulige udefinerbare følelser. Camilla holdte om mig og klemte til.

Vi gik tilbage til vores eget hus efter lidt tid. Og efter en time hvor jeg lige skulle sunde mig lidt, var jeg klar til at arbejde igen. Og arbejdede så frem til kl. 18. Men jeg var aldrig helt mig selv resten af den dag, jeg var pænt ude i tovene. Jeg begyndte at tude igen, da jeg kunne se på Fields of Freedoms instagram at Hannah og Mila var kommet frem og genforenet med de andre dyr. Jeg tudede da jeg så et klip fra den ny John Mogensen film (der hvor han synger “så længe jeg lever” for sin kone). Jeg tudede da jeg så den der åndssvage Skoda reklame med ham drengen der bliver drillet, og faren lader sønnen sidde foran – som jeg har set 6-7 gange før. Jeg kørte med fuldstændig åbne tårekanaler hele den dag.

Nu er der gået et par dage mere, og jeg er i mellemtiden blevet helt rask og helt stoppet med at tude. Hele forløbet står tilbage som en lidt fjern døs, på en måde. Jeg tænker stadig meget på det, der er en del indtryk som stadig skal bearbejdes. F.eks. har jeg svært ved at forene mig med den angst jeg vitterlig kunne se – og mere vigtigt: genkende – i øjnene på Mila og Hannah, da de blev kørt væk. Fuck de var bange, mand. Og jeg kan godt leve med deres angst, for jeg ved at de bare skulle stå igennem en time i helvede, og så ville de få det fedt igen. Men det kan man jo så ikke sige om alle de dyr der hver dag køres til slagteriet. Den viden sidder dybt i mig nu, og jeg har svært ved at omsætte den til noget rigtig brugbart endnu. Det er ikke sådan at jeg springer ud som veganer lige nu og her, eller skal til at være super påduttende overfor hvordan andre behandler dyr, og i det hele taget starte et eller andet religiøst korstog. Men lige i skrivende stund forstår jeg bare end nogensinde hvor den slags kommer fra, og har vel aldrig haft større sympati for deres projekt. Jeg tror lige der er nogle ting der skal bundfælde sig.

Chris har lovet at Camilla og jeg må komme og besøge ham og Milla og Hannah meget snart på det nye Fields Of Freedom – som han skrev: “You’re welcome in my home any day and any time for what you’ve done for me”. Om ikke andet er det enormt givende at føle at man har gjort en forskel. Jeg kan ikke love at det ligefrem er noget jeg vil gøre hver eller hver anden weekend fra nu af. Jeg tror det er bedre overladt til sande helte som Chris, Lasse og hele den verden. Så vil jeg hellere tage Richard Branson vejen, og først tjene en røvfuld penge, og så hjælpe til på den måde i stedet senere i livet. Jeg skal alligevel ikke efterlade en arv til nogen, så det kan dyrene få lov at nyde godt af.

3 kommentarer til “Fields of Freedom pt. II”

  1. Pyha man bliver helt forpustet, men I har ikke skånet jer selv, med feber og op af bakke, lidt helte har I været !

  2. Fandme flot og rørende skrevet. Og virkelig rammende beskrevet hvordan der er et eller andet overvældende der clicker I hovedet når man kommer tæt på nogle dyr man måske aldrig har haft et reelt forhold til og pludselig connecter det med hvordan industridyrene bliver behandlet. Jeg kørte også selv på de sidste dampe, det var en ret overvældende tur for os alle, men kæft hvor gjorde du det godt og fantastisk hvordan du tog over. Bliver fedt at komme over og se hvordan det hele er faldet på plads det nye sted 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *