Generelt

Fart på, ferie og en bisættelse

Det er altså ikke med min gode vilje at intervallerne i mellem nye indlæg bliver længere og længere! For det er egentlig ikke fordi jeg ikke har haft noget på hjerte, jeg har bare haft svært ved at finde tid – og så overskud, hvis jeg skal være helt ærlig. Siden alt det med Fields Of Freedom og min influenza, tror jeg næsten aldrig at jeg har følt mig mere slidt. Set i bakspejlet har der også været alt, alt for meget fart på det sidste halve år, og jeg har måske forsøgt at gabe over lidt for meget. Det er denne blog jo egentlig i sig selv også et meget godt eksempel på. Men det er som om at det har kulmineret her i marts. De sidste par uger jeg har ikke rigtig kunne finde ro i min krop – den er konstant i et eller andet form for “beredskab”, og jeg har tjekket mails i alle vågne timer. Det er egentlig dér mit fokus har været; på mit arbejde og så den daglige tilstand af geting by. Jeg har stort set ikke passet nogle af mine andre nytårsforsæt, for at være helt ærlig. Selvom jeg ikke har trænet, har min krop føltes sådan – når jeg f.eks. strækkede kroppen ud om morgenen, føltes det helt ligesom man strækker ud dagen efter at man har smadret igennem i træningscenteret. Selvfølgelig et signal fra kroppen om at skrue lidt ned for tempoet.

Men jeg har i de her uger også vidst at jeg havde ferie fra nu – i går, faktisk – hvilket blev sådan en mållinje ude i horisonten, som man helt mentalt dehydreret vaklede i mod. Der sker noget underligt oppe i ens hoved, når man er i den tilstand. For egentlig har jeg ikke haft meget mere travlt på jobbet, end i så mange andre perioder – men alt bliver ligesom forstørret og føles tungere. Når en ny haster kommer ind fra højre, føles det som om den der store sten fra Indiana Jones kommer ramlende og rullende ned i mod en – hvor i mod når man er i topform børster man hastere og sure mails af sig, som var det daggamle krummer på et køkkenbord. Men når man er i Defcon 5 mode, så bliver man anderledes tynget af det, og sandheden er at man bliver mindre effektiv, mere tøvende og mere usikker. Der skal man altså lige hive sig selv op i hårrødderne, og fokusere på den skide målstreg. Og måske tænke lidt på the basics, i stedet for at overkomplicere ting. Jeg gjorde selv det at jeg skar alt ind til benet, og droppede alle mine aftaler som ikke handlede om arbejde. Og lod nytårsforsæt være nytårsforsæt.

Oveni det hele døde min farbror John sidste weekend. For mig ud af det blå. Jeg tror stadig ikke det er gået rigtigt op for mig faktisk. Jeg var heller ikke så tæt på ham de sidste 10-15 år. I den del af min familie har min farfar og farmor været det faste samlingspunkt siden jeg var barn, men da først min farfar døde og min farmor senere kom på plejehjem, blev det desværre mindre og mindre jeg så til John. Men han har altid haft en stor stjerne i mit liv, og min mor har ofte fortalt at han i sær var meget begejstret for mig i mine første leveår, indtil han fik sine to egne sønner at lege med, mine to fætre. Jeg har altid mærket et bånd og en kærlighed fra ham til mig – og som sagt omvendt. Jeg holdt meget af hans humor. Han kunne noget med ord, det var tit et spil og leg med sammensætningen af sætninger, eller en krølle på en historie, som lige krævede lidt tankevirksomhed at få rettet ud igen, så man kunne forstå den i hele sin mening. Han kunne også være meget alvorlig og passioneret, og så talte han i et højere og nærmest andægtigt toneleje, så man virkelig lyttede efter. Jeg gætter på at det var noget han kunne bruge i sit politiske virke, hvor han siden 1993 var kommunalbestyrelsesmedlem for Socialdemokraterne. Selvom jeg ikke nødvendigvis er politisk enig med min kære farbror, så har jeg kæmpe respekt for hans virke, og at nogen aktivt bidrager til demokratiet og samfundet på den måde. Derudover var han ekstrem aktiv i sit sociale engagement i sit lokalsamfund.

Af samme grund var kirken fyldt i fredags. Og jeg mener fyldt fyldt! Der var sat ekstra klapstole op i rækkerne i mellem kirkebænkene, og folk stod op fra midtergangen, og selv våbenhuset var fyldt til sidste mand. Og i dette år, som statistisk set bør være mit midtlivskrise-år, kan man sgu ikke lade være med at tænke over scenariet, når man selv skal herfra. Forestil dig at have betydet så meget, for så mange mennesker, at du kan fylde en hel kirke. Det er fanme vildt, mand. Jeg håber da der vil komme et par stykker til min bisættelse, måske også 1 eller 2, som jeg ikke havde regnet med. Men man kan jo ikke lade være med at tænke over hvilken arv man selv efterlader. Jeg kommer f.eks. ikke til at sætte børn i denne verden (det kan vi altid få et andet blogindlæg ud af), jeg har ikke lagt navn til noget i offentligheden og ingen kan vidst klandre mig at have et stort engagement i mit lokalsamfund. Jeg tror ikke engang jeg nogensinde har været ude at samle penge ind til Røde Kors eller lignende. Jeg kan godt mærke at det er tanker som jeg ikke skal nære for meget.

Men min store drøm er at bygge noget. Jeg har ikke forhåbninger om at det er noget som forandrer verden eller gør at der bliver rejst statuer af mig eller sat mindeplader op. Men bare noget, som de folk der skal hjælpe mig at bygge det, synes er pisse sjovt, og noget som giver dem lyst til at stå op hver morgen og smadre igennem. Noget som giver dem brød på bordet og mere til. Det er vel ikke for ambitiøst, og vel omvendt heller ikke ligefrem uambitiøst. Det skal bygges på humor, varme og flid. Og lige præcis de tre grundegenskaber har jeg i hvert fald til fælles med min kære farbror John.

Æret være hans minde.

1 kommentarer til “Fart på, ferie og en bisættelse”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *