Generelt

Det at løfte en kiste

Jeg har selv været med til at bære en kiste 5 gange. I en alder af 40 år, er det tilsyneladende mere end gennemsnittet, når jeg taler med jævnaldrende, og ganske mange har aldrig prøvet det. Hvilket forhåbentligt i det fleste tilfælde er en god ting! Det spørgsmål man får, når man taler om emnet med folk, som ikke har prøvet det, er altid: “Er den tung?” Men godt, så lad os tage den én gang for alle.

Ja, den er tung, den er rigtig tung. Jeg har løftet tykke og tynde, og forskellen er rigtig tung og fucking tung. Jeg har set selv store mænd man skulle tro kunne klare mosten, lave 2-håndsgrebet når armene begynder at syre til. Men inden jeg skræmmer dig helt væk fra opgaven, så er der måder at gøre det nemmere på. Og så husk fremfor alt at det er en kæmpe ære at bære en kiste – det er din sidste chance for at vise den allerstørste respekt til den afdøde. Der er kun 6 pladser omkring kisten, så hvis du er blevet spurgt, er det fordi du har haft en stor betydning i den afdødes liv.

Første gang jeg fik æren, var det ved min farfars begravelse. Han var en stor mand, langt forbi de 100 kilo. Jeg var 22-23 år, og det var før jeg trænede – ikke at jeg har svulmende overarme nu, men dengang havde jeg virkelig tynde arme. Begravelser er altid om formiddagen, og af flere åbenlyse grunde, er det ikke en morgen hvor man får tænkt over at fylde kroppen med varm havregrød eller andet nærende. Så man møder op i en på alle måder svækket version af sig selv. Jeg havde gruet for det at skulle bære kisten i alle dagene op til, og det var måske faktisk fint nok i kirken, at have en praktisk opgave foran sig – så fik man undgået at suge sorgen helt tæt ind på sig. Præsten giver et signal, enten ved direkte at sige det, eller lige give et non-verbal signal der ikke er til at tage fejl af. Husk at du som sådan ikke kan gøre noget forkert, og du har fået at vide hvilken plads du skal indtage, inden I går i gang.

Hvis du ikke er verdens stærkeste person, skal du vide at der er nemmere pladser end andre. I andre guides jeg har læst op til dette indlæg, beskrives det som at de 4 hjørner er de tungeste, og dem i midten nærmest ikke bærer nogen vægt. Det er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt at pladsen i midten ikke føles tung, fordi vægten fordeler sig ud i hjørnerne. Så hvis du har fået en midterplads, og tænker “det her er da ikke tungt”, så er det ganske givet rigtigt. For dig. Men nu har du læst med her, og nu er du fanme en kammerat og løfter til, så du hjælper de andre. Og specielt hjælper ham eller hende bag dig. Den afdøde ligger med hovedet op mod alteret, hvilket vil sige at personen løftes ud med benene forrest. Og da stort set hele kropsvægten ligger i den sidste halvdel af kisten, er det klart den bagerste plads, der er den hårdeste. Jeg vil sige at stort set alle ville kunne være med til midterpladserne, de to forreste kan også klares af gennemsnittet medmindre det er en meget tung person i kisten. De sidste to pladser er ikke for alle, og slet ikke hvis den afdøde er til den tunge side.

På samme måde giver man lige et signal til hinanden, inden alle løfter. Ved min farfar tænkte jeg ved selve løftet “okay, det her er ikke så slemt”. Nu begynder I at sætte i bevægelse ud af kirken, og nu begynder du at mærke kistens tyngde. Medmindre I står en domkirke eller en lidt mere moderne kirke, så er pladsen på kirkegulvet relativt trængt. I de rigtige lede kirker, er der et knæk mod venstre ud mod våbenhuset, og det kan I små kirker godt være lidt bøvlet at få både dig selv og kisten rundt om de smalle hjørner. Igen, den er ekstra ond for dem der går bagerst.

Når I kommer ud af kirken, er det lidt forskelligt hvad der så sker. Hvis det er en begravelse ved selve kirken, skal kisten bæres ned til graven. Her vil der typisk være stillet nogle skamler ud, som I kan hvile kisten på, og lige få lidt blod rundt i armen igen. Her oplevede jeg til min farfars begravelse, at en granvoksen nevø til min farfar, stillede sig hen bag ved mig, prikkede mig på skulderen, og nikkede indforstået til mig, og tog min plads på det næste stræk. Han havde sikkert set mig kæmpe med vægten, og husk at det er en stor ære at bære kisten, så det virkede både som en hjælp til mig, og en kæmpe gestus til min farfar. Jeg tog min plads tilbage igen ved næste hvil. Det har jeg altid tænkt tilbage på som en rigtig fin måde at gøre det på, og vil opfordre andre til at gøre noget lignende, hvis situationen byder sig. Det behøver ikke være aftalt på forhånd, jeg tror de fleste ville synes det var en rigtig fin måde at løse det på.

Ved en bisættelse (eller begravelse andetsteds) skal kisten bæres ind i rustvognen. Oftest står vognen parkeret lige udenfor kirkegården, så den skal altså stadig bæres et stykke, og igen i denne situation kan skamlerne være taget i brug.

Til min farbror Johns bisættelse, var der en af de bagerste løftere, som fik problemer. Han blev faktisk afløst allerede ved første hvil, og selv hans afløser måtte på det sidste stræk ty til 2-håndsgrebet. Jeg løftede ikke selv, men jeg gik i følget lige bag kisten, og trådte faktisk et skridt frem for at hjælpe ham, men en anden så det samme som mig, og var hurtigere fremme. Han tog fat under kisten bagerst, og på den måde hjalp han til på det sidste stykke. Den synes jeg også er fin at skrive sig bag øret, specielt hvis du er sund og rask, og tæt på familien, og ved at afdøde er lidt til den tunge side. Igen, du kan ikke gøre noget rigtig galt, og der er ingen der siger at der kun må være 6 til at løfte.

Hvis du aldrig har prøvet at løfte en kiste før, så husk at det er helt okay at spørge til det praktiske. Selvfølgelig har de direkte pårørende meget at tænke på, men hvis der er noget du er i tvivl om, så tøv ikke med at spørge. Du kan også kontakte bedemanden direkte selv, hvis du har noget konkret, som bekymrer dig. Og lav evt. en aftale med et andet familiemedlem, hvis du er bange for at du ikke kan klare vægten. Måske mest som en mental hvilepude, for du kan SAGTENS selv løse det. Selv når du tror at din arm er ved at falde af, kan jeg love dig at du stadig har masser i tanken. Det er klart, at du skal ikke løfte hvis du har problemer med ryggen eller lignende. Camilla har haft en diskusprolaps, så da hendes far døde for et par år siden, løftede hendes bror bagerst, og Camilla gik så ved siden af sin bror og holdte ham i hånden. Så der findes flere måder at løse det på.

Afslutningsvis vil jeg understrege at jeg aldrig vil opfordre nogen til at lade være med at bære, hvis de er blevet spurgt – faktisk vil jeg på det kraftigste opfordre folk til at gøre det. Det er som sagt en kæmpe ære, og du føler dig stolt bagefter, og det bidrager ekstra til det bånd du har med den afdøde. Dette skriv er mere ment som en guide til at du ved hvad det hele går ud på, så det hele forhåbentlig er lidt afmystificeret for dig nu.

Har du prøvet at bære en kiste, og har du nogle råd, erfaringer eller anekdoter du vil dele, så skriv endeligt i kommentarboksen.

3 thoughts on “Det at løfte en kiste”

  1. Jeg vil lige komme med en kommentar, ofte bliver man sat overfor en person som har samme tilhørsforhold til den afdøde, som en selv, altså fx. 2 børn af afdøde bærer forrest, fx 2 fætre bærer i midten og så fremdeles. Her burde man nok først se lidt på højden på bærerne, det kan blive ekstremt tungt at bære i midten, hvis de forreste eller bagerste er mindre . Det var bare lige det ! Godt indlæg forøvrigt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.