Generelt

Avicii og bjørnetjenester

Helt som Linda fra Blogsbjerg.com var så flink at foreslå i en kommentar til mit Blog nu, Ostefjæs! indlæg, har jeg har haft nogle kladder og noter liggende, som ikke er blevet til indlæg endnu. En af mine noter har bare overskriften “Netflix anbefalinger”, og var tiltænkt en anbefaling af nogle af de gode ting jeg har set på det sidste, specielt i den tid hvor jeg lå syg og havde ferie.

Øverst på listen af anbefalinger var dokumentaren “Avicii – True Stories”, som faktisk gjorde et stort indtryk på mig. Jeg havde ikke store forvetninger til den på forhånd, men den viste sig at være mere kompleks og sofistikeret end den klassiske musikdokumentar-skabelon som plejer at handle om at hylde og glorificere en given kunstner. Her fik vi i stedet et indblik i en bundrådden branche, som handler om profitmaksimering, og en industri som ikke har de fornødne redskaber til at stoppe op og lytte til kunstnerens egne behov. Der bliver i den grad drevet rovdrift på den unge Tim Bergling, a.ka. Avicii, og hans egen perfektionisme og trang til at udbrede sin kunst. Til et punkt hvor han bliver skubbet så meget ud på et overdrev, at han ikke selv kan bunde længere. Det er et finurligt game, hvor management og corporate-delen har et næsten selvdestruktivt kortsynet fokus på deres produkt – kunstnerne. There is no tomorrow, det handler bare om at rage alt til sig her og nu. Ikke underligt at der bliver længere og længere i mellem de der dynasty kunstnere, som man godt ved får en +20 år lang karriere og et bagkatalog på to-cifret udgivelser. Jeg kan jo også se på den måde der bliver udgivet musik på i dag, at det ikke længere handler om at lave V-Æ-R-K-E-T. I stedet hviler det på en strategi om at plante 4-8 singler i løbet af året, og så kan man samle det hele i slutningen året eller op til en turné, til en EP eller en vattet samlet release.

Jeg har ellers svoret at den dag, jeg for alvor ville blive påvirket af at en kunstner går bort, ville være når Bruce Springsteen slipper Fender-guitaren. Jeg har et meget specielt forhold til Bruce, ikke at jeg er fanboy i den forstand, men han er virkelig one of kind og ægte musiker. Enhver der har været til en Bruce koncert, ved at det ikke er for sjov, der er ingen kompromiser, det er fuld pedal i 3,5 time. Med musik og performance i centrum – man kan mærke at han bare elsker at stå deroppe, og så må vi andre bare finde os i ømme stænger og buldrende trommehinder.

For ellers er jeg ikke specielt påvirkelig, hvad det angår. Jeg var ikke rigtig med i hysteriet om MJ, Whitney, Bowie, osv. Min musiksmag er – som du måske har gættet – EKSTREMT bred. Min klart foretrukne genre er hiphop, men jeg kan bare ikke se mig selv sætte mig og reflektere specielt længe over livet hvis Drake dør af at få en basketball i hovedet, JayZ ryger ned med privatjetten eller Kanye West bliver kvalt under en Kardashian-balle. Det ville om ikke andet nærmest bare bygge videre på legenden.

Men jeg blev sgu lidt ramt af den der med Avicii. Ikke at jeg satte mig ned og tudbrølede, men det har da sat nogle tanker i gang. Selvfølgelig nok fordi den der dokumentar var frisk i erindring, men også fordi at jeg også har hørt min del af Avicii. Jeg hører ellers ikke så meget EDM mere, men da jeg omkring årtusindeskiftet spillede en del poker, hørte jeg sygt meget elektronisk musik i mens jeg spillede til langt ud på morgenen i weekenderne. Det var den eneste type musik jeg godt kunne holde ud at høre i 8 timer i streg for fuld blæs, og så stadig være fuldt fokuseret på det foran mig. Det er sgu ikke for sjov at noget af det klassificeres som “trance” musik. Og jeg husker stadig første gang jeg hørte Levels – det var i et eller andet Tiesto mix tape – og jeg var fuldstændig blæst bagover. Hvis man har hørt meget af den slags musik, så var man heller ikke et øjeblik i tvivl om at det var noget helt unikt. Det bevægede sig rundt i nogle spektrer som på en måde var hundrede procent loyalt mod kernen i sin genre, men som du allerede på første gennemlyt vidste sprang rammen. Det røg instant på repeat. Du KUNNE ikke sidde stille til det nummer, om du så ville – og det skreg bare på VodkaRedbull, hoppen i baren med vennerne på et “LÅ-LÅ-LÅ” trip. Det havde det der ‘nu peaker hele lortet kraftedme og jeg er fucking ligeglad med i morgen, mit overtræk og med hvad du i øvrigt synes – jeg vil bare hoppe og være glad’.

Helt tilfældigt har Camilla og jeg to gange ramt en Avicii singleudgivelse på en roadtrip til Stockholm. Når man så hører svensk radio i bilen, får du hørt den single cirka en gang i timen. Men der er også også noget i Aviciis musik som egner sig vildt godt til fuld blæs på motorvejen. Hooket på Hey Brother eller mellemspillet på Waiting For Love på en bred motorvej i midt-Sverige som slanger sig igennem klipperne. Og ikke at forglemme de sange han har produceret for andre, såsom Coldplays “Sky Full Of Stars”, som jo ret beset har mere aftryk af Avicii end af Coldplay.

Nu ved vi stadig ikke hvad der er sket på det hotelværelse i Oman, og kender man historien om Tim Bergling fra dokumentaren eller af andre veje, kan man jo komme med sine gæt. Måske får vi aldrig svaret. Så jeg ved ikke hvad moralen skal være i Tims fortælling. Efter at jeg havde set dokumentaren ville jeg have sagt at det skulle være noget med at være tro mod sine egne drømme og ønsker. Og mærke efter hvor man er, hvad det egentlig er man render og laver, og for hvad og for hvis skyld. Fravælge de ting som ikke giver en glæde på hverken kort eller lang sigt. Scenerne i dokumentaren hvor Tims management og selvkaldte venner, presser ham og begynder at spørge ham om han er villig til at gå glip af alle de penge, får seriøst min mave til at vende sig. Det er i denne sammenhæng en floskel at talent forpligter eller at de bredeste skuldre skal bære den tungeste byrde. For hvad, om jeg må spørge?

Det rammer dybt ned i noget inde i mig, i både min fortid og min nutid. I min fortid, fordi min elskede mor ofte gav mig nemme veje ud af ting jeg ikke kunne lide eller fandt svære. Jeg kan huske en lang diskussion i breve i mellem min gymnastiklærer og min mor, fordi min mor frabad sig – på mine vegne – at jeg skulle deltage i hop fra vipper højere end 3 meteren i svømmeundervisningen. Jeg var panisk angst for det, græd og tudede flere dage inden jeg vidste at det skulle foregå. Jeg kan huske at min gymnastiklærer, som ellers var af den gamle kæft, trit og retning skole, afsluttede diskussionen med min mor med at han mente at min mor gjorde mig en bjørnetjeneste. Min mor måtte forklare mig mange gange hvad det ord betød, for jeg kunne ikke forstå at der skulle være noget dårligt ved at gøre en bjørn en tjeneste. Det er muligt at det havde givet mig mere karakter eller mod, hvis ham sadisten havde fået lov at tyre mig ud fra 5’eren eller 10’eren, som jeg kunne se han gladeligt fik lov til med mine andre skræmte klassekammerater, som ikke havde den samme ørn af en mor derhjemme. Det var sgu ikke fordi de pludselig kom op af det bassin med hår på dilleren, tværtimod.

En gang i mellem skal man sgu lytte til sig selv, og gøre den bjørn en tjeneste. I sær hvis det ikke tjener et større formål i hverken et mindre eller større perspektiv.

Hvil i fred, Avicii.

2 thoughts on “Avicii og bjørnetjenester”

  1. “jeg kunne ikke forstå hvorfor det skulle være dårligt at gøre en bjørn en tjeneste” hahah den og så det med Kanye der bliver kvalt grinte jeg højt over. Din blog er bedre end det meste der ligger på nettet.

    Jeg så I øvrigt samme dokumentar da jeg passede hus ved jer, virkelig god og tankevækkende.

    1. Tak, Lasse 😀 Og ja, den er virkelig god, den dokumentar. Den sætter mange tanker i gang!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.