Generelt

Mere Tim Bergling, panikanfald og åbne døre

Det er tid til den nu nærmest ugentlige update fra mig (det kalder måske nærmest på et nyhedsbrev format efterhånden…) – og jeg havde egentlig besluttet ikke at bruge mere tid på Avicii dokumentaren, fordi det kan også blive lidt for meget at padle rundt i det samme. Men nu har jeg set dokumentaren 2 gange mere siden hans død, og jeg synes egentlig blot der åbner sig flere og flere lag i fortællingen. Som er vigtig – selvfølgelig isoleret set i historien om Avicii og/eller Tim Bergling, men også til fortællingen om det at have stress og angst, og leve i en performancekultur. Jeg ved ikke hvordan det er at være Tim Bergling. Men jeg kender noget til de to andre ting.

Hvis man endnu ikke har set dokumentaren, vil jeg blot igen minde om at få det gjort. Men for dem der ikke har set det, har jeg gransket internettet, og fundet dette klip, som egentlig rammer godt ned i mit oplæg:

For det første: Hvis du aldrig har haft et panikanfald, eller har været bevidst om at du bevidnede en andens angstanfald, så har du netop set et! Hvis du missede det, og den svenske oversættelse af mirakuløse årsager glippede, så starter Tims panikanfald samtidig med klippets start og 15 sekunder frem.

Okay, det ser da ellers ikke voldsomt ud, tænker du måske. Nej, det er jo ikke sådan at han råber og skriger, sætter ild til sig selv og truer med at smide sig ud over balkonen i hotelværelset. Men du kan roligt regne med at der er komplet kaos oppe i hans hoved. Selvom han sidder forholdsvist roligt og virker tilstedeværende, er hans sindstilstand ikke meget forskellig fra en mand der står midt i en krigzone med eksplosionerne flyvende rundt om ørerne.

Det er så absurd vigtigt at forstå at Tim hverken er en krukke eller en forkælet megastjerne i den her situation. Han har det oprigtigt træls. Og det er også vigtigt at opdage at der ingen omfavnelse er fra den umiddelbare omgangskreds, som portrætteres i den pågældende scene. Der sidder en eller anden tour-manager eller booking agent, gætter jeg på, og pusher på de her gigs som Tim er booket ind til, og han hører egentlig bare Tims modspil som banal piveri, og kører derfor videre med sin egen agenda.

Jeg har tidligere i mit liv selv lidt meget af angst. Jeg er et andet sted nu, men har da stadig nogle småting jeg dealer med. Jeg har også prøvet at brage ned med stress. Begge dele kalder på indlæg for sig selv. Men det betyder at jeg nogenlunde ved hvad jeg taler om. Og specielt i arbejds øjemed. Jeg har været så heldig at jeg altid har haft empatiske chefer, som jeg har kunne have denne snak åbent med. Jeg tror ikke altid at de har forstået det 110%, og det forlanger jeg omvendt heller ikke. Men de har forstået essensen i det. Det har betydet at de på nogle områder har givet mig et frirum, som de måske ikke nødvendigvis ville give til alle. Min egen erfaring har været at hvis bare jeg vidste at der var en vej ud – at døren stod åben, hvis jeg skulle beslutte mig at løbe i fuld spring – så var det faktisk meget nemmere at være i dét jeg frygtede ville blive ubehageligt. Når mine chefer har kunne skabe en tryg legeplads, så er det der jeg har kunne udfolde mig og udleve mit potentiale bedst, og faktisk også være i stand til at motivere mig selv. Den omvendte situation opstår når jeg er blevet utryg over noget. Så ender det som negative spiraler, og sætter sig i frygt og angst, og ender med næsten at paralysere mig. Nu nævnte jeg selv eksemplet med 5-meteren i svømmehallen i mit forrige indlæg – men hvis nu den skide gymnastiklærer i stedet havde lagt hånden om mig, og sagt “Hey Kasper, der er ingen der siger du skal – men hvad siger du til at vi sammen går derop og kigger ned? Og det er helt okay at du går ned igen. Men du er også topsej, hvis du beslutter dig for at tage springet når vi er deroppe”… så lur mig om situationen ikke havde været en anden.

Måden vedkommende håndterer Tims panikanfald i ovenstående klip er omtrent den den værste måde at gøre det på. Ikke at blive hørt, ikke at blive omfavnet, og sætte hårdt mod hårdt, eskalerer kun situationen. Tårnene er braget ned i Tims sind i klippets 16. sekund og frem, og situationen er dér gået fra svær til uløselig.

Den indsigt har jeg selv forsøgt at bruge aktivt i mit eget lederskab af mine medarbejdere. Jeg har prøvet at opbygge den her fornemmelse af hvornår der skal gives et frirum til at min medarbejder selv kan udfolde sit talent, og hvornår jeg skal træde ind og pace, og være kontant med deadlines og KPI’er, for at få det optimale ud af vedkommende. Og hvornår vi skal gå op på 5-meteren sammen og lige tage bestik af situationen. Det hele behøver ikke at være blødsødent, for engang i mellem – og mig selv inkluderet – skal man også mærke varmen fra kogepladen. Men vi må indse at alle skal ledes og influeres forskelligt. Ligesom nogle er har et mere skrøbeligt sind, er der andre ude i den anden ende af spektret, som skal have kniven for struben for at performe – de skal føle at det er liv og død hver dag, fordi de lever på suset af at hele er på spil. Om jeg er god til den dosering overfor mine medarbejdere, er op til mine nuværende eller tidligere ansatte at vurdere – men min fornemmelse er at jeg bliver bedre og bedre til det.

Tilbage til stakkels Tim og den her musikindustri. Jeg håber meget at det man ser en manipuleret virkelighed, en karikatur eller et enkeltstående tilfælde. Men det har jeg på fornemmelsen at det ikke er. Musikindustrien ser ud til at hvile på nogle ekstremt kortsigtede individuelle forretningsmodeller, hvor kunsteren anskues som et produktionsapparat som skal optimeres, og ikke et menneske som skal ledes og guides. Det fremgår ellers af dokumentaren at Tim omgiver sig med et større entourage af venner, som jeg tror bedre forstår hvad det er han dealer med. Og det jeg har svært ved at forstå og acceptere, er hvorfor at nogle af disse venner ikke hopper ind i mellem Tim og de her industrifolk, og ligesom beder dem om at back the fuck off. Og lige kigger Tim i øjnene, og fortæller ham at altså bare kan droppe det hele lige nu, hvis det er det han vil.

I serien med netop navnet Entourage, følger vi 4 barndomsvenner hvoraf den ene breaker som stor skuespiller i Hollywood. Han ender med at bruge sin bedste ven Eric som sin manager. Jeg savner lidt sådan en type i dokumentaren. En der kan agere buffer i mellem agenter, tour managers, booking agents, osv. Men som også samtidig forstår Tim, og som kan give Tim det eller de frirum han har brug for. Som ved hvor grænsen er, og som er villig til at sige fuck’em! til industrien, hvis Tim bare gerne vil ud af døren. Det havde ikke behøvet at være en af Tims venner. Det kunne bare have været en højre hånd, ansat til at lede og varetage Tims interesser. Og ikke Aviciis! Som jeg læste i en kommentar et sted: Millions listened to Avicii, but no one listened to Tim.

Om vi er ven, leder, forældre, eller på anden måde har indflydelse på vores omgivelser, så er det bare afsindigt vigtigt at vi husker at lytte, omfavne og nogle gange holde døren åben – det er ikke altid til at forudse hvad det er vi imødekommer, hvis vi ikke prøver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *