Generelt

Himmelhunde i en verden uden børn

Må man tage hunden med sig ind i himlen?

Nåhmen, vi har vel alle stået der i en kæmpe jägerbomb brandert på Heidis og skrålet med på Teddy Edelmann schlageren. Lad nu være, det er mere fakta end påstand.

Hej du spillemand.

Nu vi snakker om bomber, så er det da lidt af en granat at kaste over til spillemanden, det er sgu grown up shit!
Jeg tænker det er et form for filosofisk spørgsmål. For tænker vi den færdig, så er det vel mest normalt at hunde dør før deres ejere – skulle det omvendte ske, skulle hunden jo helt paradoksalt slås ihjel for at komme med på himmelflugt. Jeg ved ikke om det er det der menes her, og Teddy slipper i hvert fald let om det i 2. vers:

Jeg svared’ ham lidt kort da jeg sa’e hør
din hund kommer nok i himlen når den dør
det var sent og jeg sku’ køre hjem

Fair nok, manden er på arbejde, og vil gerne hjem. Men klogere bliver vi ikke.

Forhåbentligt er det ikke sådan at det skal forstås.

Camilla og jeg har ikke og får ikke børn. Boom, gearskift. Sådan er det, emnet er debateret ud, og alt fandt sin rette hylde relativt tidligt i vores forhold. Det er 2 individuelle beslutninger, som er endt i én fælles. Ellers havde det nok ikke virket. Nogle gange samler og/eller drikker nogen i venskabskredsen sig modet til det, og begynder at prikke rundt i det. Og det er isoleret fair – både at være semi-berøringsangst omkring det, og så at være nysgerrig/forundret/bekymret/forarget. Jeg har været alle takes igennem, endda et ‘bare det var mig’. Grown up spillemands shit. Fordi jeg hviler så meget i min beslutning, så bliver de samtaler næsten altid et spejlbillede af folks egne indgange til emnet. Og handler nogle gange mere om dem end mig. Jeg elsker børn, at sætte børn i verden er smukt. Jeg er ikke modstander, jeg er ikke en statement – der er ikke nogen “man kan da ikke sætte børn i denne verden” salut. Det er bare sådan det engang er. Når du har drukket dig mod til, kan vi tage snakken. Det er mere et bog-emne end et blog-emne at komme hele vejen rundt.

I stedet for børn, har vi fået hunde. 2 styks Cavalier King Charles Spaniels. Åh jo, fint skal det være. Og jeg kan så tydeligt høre både mig og Camilla ofte sige sætningen “Det er jo så vores børn”. Det er jo selvfølgelig en sandhed som nogle kan få lyst til anfægte, og det forstår jeg sådan set godt. Det er formentlig på INGEN måde det samme som at have rigtige børn, den er jeg med på. Men… Når for eksempel vores ældste hund Cooper er syg hele natten, som han var her natten til torsdag, så kan jeg ikke finde ro – jeg har det så forfærdeligt selv. Når han kigger på mig, og lægger poten op på mig, og med hans midler signalerer til mig “Hjælp mig”, så er jeg ved at ramle fuldstændig sammen indeni, jeg kan ikke finde hvile, jeg ville gøre alt, hvis bare jeg kan gøre ham god igen. Når han så ender med at blive indlagt, så ophører jeg næsten med eksistere, fordi jeg forsvinder ind i en glasklokke, al kommunikation med Camilla er højst to-stavelses-ord, og jeg har egentlig lyst til sidde alene på kontoret og arbejde, for så forsvinder tankerne væk. Jeg har aller mest lyst til at være hos ham. Det er i grunden underligt, for havde det været Camilla der var indlagt – eller rigtige børn – så havde jeg jo aldrig drømt om bare at tage hjem. Så havde jeg da som minimum siddet i gangen og ventet. Men den mulighed faciliterer dyrlæger ikke helt på samme måde.

Men… nu slår vi lige en fuld cirkel igen. For med det afgrundsdybe kaos jeg føler indeni omkring et “hundebarn”, så tør jeg slet ikke tænke på hvordan jeg ville have det med et menneskebarn. Jeg har den største respekt for alle forældre i verden, hvordan I coper med de her ting, hvordan I overhovedet får det til at hænge sammen, hvordan I ikke forsvinder i det mørke der nogle gange opstår uden at kunne finde tilbage igen. Det er jeg oprigtigt usikker på at jeg selv har værktøjerne til, og så er vi tilbage til (én af flere grunde til) hvorfor jeg ikke har sat børn i denne verden. Modargumentet kender jeg til hudløshed: “Du er ikke klar før du står i det, men du bliver klar”. Og jeg forstår godt mekanismen, men igen har jeg bare ikke fuld tiltro til at jeg har de mentale ressourcer der kræves til at få den mekanisme til at klikke rigtigt for både mit og mit barns velbefindende, på kort og lang sigt.

Cooper har det bedre, tak. Han er hjemme igen, på vej tilbage i mod fuld styrke, løber rundt og gør fugle væk, i sit eget lille Sisyfos projekt. Og jeg går rundt lige bag ham og er konstant nervøs for om han falder i søen og ikke kan komme op, om der kommer nogle biler ned til vores grund som han løber ud foran, om der et hul i hegnet han kan løbe ud af, og hvad han putter i munden, og kigger som en anden videnskabsmand vurderende på det der kommer ud i den anden ende af ham. The basics. Jeg elsker ham overalt på jorden, som var han mit lille barn.

Men der er en lille catch22 ved det her setup, som der ikke er helt samme risiko for ved rigtige børn: Med langt overvejende sandsynlighed skal jeg sige farvel til Cooper før han skal sige farvel til mig. Jeg overlever Cooper, og jeg kommer også til at overleve hans lillebror, Coopers efterfølger, og hans efterfølger, og så videre. På den måde bliver vores tid sammen meget kort. Jeg ved ikke om jeg tror på et afterlife, men hvis det findes, håber jeg at det er okay at tage hunde med, eventuelt i snor. For hvis man må du spillemand så bli’r jeg glad.

1 thought on “Himmelhunde i en verden uden børn”

  1. Jeg har haft lyst til at kommentere på dette indlæg, siden jeg læste det, for det er simpelthen så fint <3

    Jeg var gammel, da jeg fik mine (donor)børn. 33 med den første, 38 med den næste, og jeg tror, at det dét, der fucker med hovedet på os, der har børn. For når man er 30+, uanset om man har børn eller ej, så har man fået de første uvelkomne erkendelser af, at man ikke er sikret happy ever after, bare fordi man betaler sin skat og (det meste af tiden) taler pænt til andre. 30+ begynder man at få angst af den tyske slags, der staves med stort A, og den eksploderer, når man får børn. Det gjorde det for mig, i hvert fald. Det er som om, jeg med hvert af mine børn, fik en ekstra skygge, der er med mig, hvor end jeg går, og som altid og konstant minder mig om, hvor meget jeg nu har at miste.

    Vidende, hvad jeg ved nu, ville jeg stadig gøre det hele igen, hvis jeg skulle starte forfra, for det Angsten er bundet fast i, har også givet mig det bedste, jeg nogensinde har oplevet. Så mønten har to sider, og det øver jeg mig i at huske, når katastrofetankerne tager vejret fra mig.

    Tak for at sætte ikke-passivt-aggressive ord på fravalg af børn. Det er et valg, jeg altid gerne vil høre om, men som ofte kommer til ende i en slags skæld ud, hvis man spørger, fordi der er virkelig meget, man ikke må sige (åbentbart)

    God weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.