Generelt

Dét der med at leve af at blogge

Når man kun skriver blogindlæg én gang om ugen, eller sjældnere, skulle man tro at der var masser at skrive om. Det er der vel sådan set også, men jeg vil jo gerne ramme et eller andet, som jeg synes kunne være bare et my interessant for andre end mig selv at læse med om. Det var faktisk også en af bevæggrundene i at blogge igen, at (gen-)forstå mekanismerne i hvad det vil sige at have en blog. Qua mit arbejde for Concept.dk, er jeg dagligt i kontakt med rigtig mange bloggere og influencers i alle mulige varianter. Det er 10 år siden at jeg bloggede sidst og 15 år siden at jeg bloggede først. Bare i det fem års spænd, skete der ret meget. Os der havde blogs dengang blev jo opfattet som helt enormt udlevende og selvudleverende. I dag er det jo et allemands-game, man skal jo faktisk helst være lidt extrovert, have en fest på snap, være nice på insta. Selv de introverte er begyndt at være extrovert i deres forsøg på at okay-gøre deres intoverthed.

Jeg fandt noget midt-imellem da jeg bloggede sidst, fordi jeg skrev bag et pseudonym – kapster. Så kunne jeg gemme mig bag det, men også tillade mig at skrive lidt mere frit. Det gav dét, man vel i bedste fald kan kalde en kunstnerisk frihed. Jeg udleverede mig selv i høj grad. Men uden at nogen vidste hvem jeg var, når jeg gik ned af strøget. Jeg er af natur en person der kan se noget sjovt i alt, og det fik det langt meste en af vinkel af, når jeg genfortalte på bloggen. Og når jeg opdagede at jeg sammen med mine læsere, kunne grine af nogle af de her ting, blev det i høj grad også terapeutisk for mig. Jeg kunne afvæbne nogle situationer, som oprindeligt blev oplevet som ubehagelige eller pinlige. Til sidst blev indgangen til mange ting man måske tidligere var lidt nervøs for på forhånd, til et “Nå, men i det mindste kan der blive et godt blogindlæg ud af det”. Jeg blev mere frygtløs af det. Til en grad, hvor man til sidst også følte at nu havde man været hele vejen rundt.

Men i tiden op til det, synes jeg ikke jeg kæmpede så meget med hvad jeg skulle skrive. Det flød ligesom bare. Sådan er det ikke helt længere. Nu skal der lige tages en masse forbehold. Jeg kan ikke bare uden videre sætte mig og udlevere mit forhold til Camilla, til min familie, venner eller kollegaer. Jeg kan ikke uden videre skrive i detaljer om hvad jeg laver på mit arbejde. Jeg kan ikke bare sætte mig og beskrive nogle af de idéer og visioner jeg har. Og det er jo ellers de ting der fylder mest i min hverdag. Så hvad så? Jeg kan ikke lave mad uden en opskrift (seriøst!). Jeg kan ikke dele fede træningsøvelser. Jeg kan ikke sætte tøj sammen, så det bliver fashion. Jeg kan ikke sætte et møbel ind i et rum og få det til at se naturligt ud.

Så det at lave indhold – content, som vi kalder det i fagsprog – er hårdt arbejde. Og det at lave godt content er fanme svært! Dét har jeg virkelig fået fornyet respekt for, det kan jeg ikke understrege nok. Jeg skal da være hudløs ærlig og sige at jeg da nogle gange har tænkt “Kan nogen seriøst leve af det der?” Men det er der jo masser der kan, og jeg er selv medvirkende til at give smør til brødet til mange af dem, i kraft af mit arbejde. Og al den energi og tid de lægger i deres arbejde – og ja, jeg kaldte det arbejde – er jeg sgu et eller andet sted glad for faktisk også giver dem en monetær værdi. Der er altså meget af det indhold som de her mennesker skaber, der er klasser bedre end hvad der skabes på de store traditionelle medier.

For et par uger siden var jeg i Aarhus for at mødes med Ann-Christine, som står bag en af de allerstørste blogs herhjemme, Valdemarsro.dk. Hun er fanme sej, hun har sgu styr på det, skal jeg hilse at sige. Vi hjælper hende med salget af bannerannoncerne til hendes side, men resten er jo 100% hende og hendes team. Når man kører hjem derfra kommer man til at tænke på Jay-Z og linien “I’m not a businessman, I’m a business, man”. Hun har gjort sin hobby til sin levevej, men selvom det er en hobby, skal man ikke tage fejl af at det stadig er hårdt arbejde. Der skal altså leveres indlæg næsten dagligt. Der skal fremstilles en ny opskrift, og det skal ikke være én hun har liggende i sit snart kæmpe bagkatalog. Når opskriften er fundet, testet og fremstillet, skal det hele jo også dokumenteres. Og hun har jo nærmest et studie derhjemme i køkkenet, og udstyr der ikke bare er hendes fars gamle aflagte Kodak-kamera. Resultaterne skal bagefter redigeres i Photoshop. Der skal laves SEO, der skal svares mails og kommentarer. Det er 37 timer, and then some. Dét pres det må være at skulle levere indhold på det niveau hver evig eneste dag, må også være hårdt. Jeg føler mig presset bare at levere indhold her til, til de 2-3 læsere jeg har, udover min svigermor – så tør jeg slet ikke tænke på hvad det vil sige at skulle præstere i rammerne på en af Danmarks mest besøgte blogs.

Derfor har jeg kæmpe respekt for det. Og som sagt endnu mere nu, hvor jeg selv – på ren amatørbasis – prøver at skabe indhold. Så får man en forståelse for mekanismerne. Det er fascinerende at nogen med deres evner til at formidle på det her niveau, jo i kraft af dette er successfulde iværksættere og entreprenører. Så kan det godt være at det kan være svært at skalere op til en global industri, og blive mange-multi-millionær. Men – man kan mene hvad man vil om Jesper Buch, men hans mantra om at man er success som iværksætter, når man kan betale sin egen løn, er spot on i mange af de her tilfælde. Jeg synes sgu det er sejt. Og jeg synes det er spændende at arbejde med nogle af de her mennesker, og der er da noget svært tilfredsstillende ved at være medvirkende til at drive lidt omsætning hjem til deres drøm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.