Ferie

Turen går til Bordeaux

– og vi har brug for tips! Ikke så meget til Bordeaux, selvom de også er velkomne, men faktisk mere turen derned.

Da brylluppet blev aflyst stod det efterfølgende rimelig klart for Camilla og mig at vi stadig skulle til Bordeaux i den uge, hvor brylluppet skulle have stået. Vi havde jo alligevel booket opholdet ved vingården. Faktisk har en stor del af Camillas familie og et par venner også holdt fast i deres ferieplaner, så vi bliver stadig en 10-12 mennesker som skal holde sommerferie sammen i skyggen af vinranker og et stort glas clairet. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Parantes bemærket, kan jeg se at nogle af de ferieboliger vi endte med at frigive, stadig kan lejes. Så hvis du er på udkig efter en billig sommerferie i august, synes jeg afgjort I skal tjekke haux.com ud. De boliger der fortsat er ledige, ligger ikke ved dem vi har lejet – så bare rolig, du kommer ikke til at holde ferie sammen med mig. Du slipper for at se mig rende rundt med åben skjorte, Prins Henrik style, i en konstant drue-brandert. Ja, så skal du i hvert fald decideret opsøge det, men så betragt dette som en advarsel.

Anyways, vi har styr på de overordnede rammer for ferien. Hus- og hunde-passer er booket, opholdet på Haux er booket og betalt,
og vi skal være på der fra mandag d. 6. august til d. 13. august. Turen derned foregår i bil. Til dels fordi jeg ikke kan flyve, og til dels fordi Camilla har så mange problemer med sin ryg i øjeblikket, at vi faktisk er nødt til at haves hendes egen madras med. Bonus er selvfølgelig at også det er klart nemmere at have et par kasser vin med retur til Danmark.

Turen hjem tænker jeg foregår i ét hug, måske med én overnatning. Når man er på vej hjem, vil man bare hjem.

Men turen derned er en anden sag, og det er her jeg kunne godt kunne bruge andres ferietips. I får lige mine tanker indtil videre.

  1. Jeg vil undgå at vi skal køre fredag 3. august – 5. august. Mange franskmænd har deres ferie i august, og i følge kø-kalenderen er specielt lørdagen nærmest et dødningehoved – det er den eneste rent sorte dag i hele kalenderen for hele året. Så jeg tænker ikke at der er nogen grund til at udfordre skæbnen.

  2. Så jeg vil have en “base” hvor vi lander torsdag d. 2. august, og først kører fra igen mandag d. 6. august, for at køre direkte til Bordeaux. Så af samme grund, skal det helst ikke være mere end 500-600 kilometer væk fra Haux (google maps).
  3. Stedet skal have pool og/eller være tæt på vand. Med andre ord; man skal kunne lufte badebukserne.
  4. Vi vil gerne undgå at skulle over Paris – når vi kører fra sted til sted, vil vi gerne have så fri bane som muligt. Så en rute der går øst om tænker jeg er foretrukken. Og hvis nogen kender til andre ting man skal undgå på både de tyske og franske motorveje i den periode, så er de tips også meget velkommen.

Jeg har selv leget med tanken om at basen kunne ligge i Champagne-Ardenne. Men jeg kender ikke området godt nok til at vide om det også kan fungere som reel sommerferie? Og så er det måske også liiige langt væk nok fra Bordeaux. Man kunne også bare tage den hele vejen til Bordeaux med det samme, altså selve byen. Det er måske bare svært at kombinere med badebukserne. Men vi er rimelig åbne for forslag. Også ikke mindst fordi vi er ude i super dårlig tid nu.

Dét man skal være klar over omkring Camilla, er at hun er super cool i bilen de første par timer. Derfra transmogriffer hun sig gradvist om til en T-Rex. Og de er bare forbandet bøvlede at dele bil med. Så det er også en faktor som der bare SKAL tages højde for, hvis jeg skal komme levende hjem fra den her ferie.

Jeg kalder på alle frankofile og bilferie-entusiaster!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.