Kim: Hvad laver du? Kapster: Sidder lige og skriver med Kamilla på messenger Kim: Kamilla? Har jeg hørt om hende? Kapster: Kan du huske den chat-psykose jeg havde i vinters? Kim: Jaha! Kapster: Okay. Hun er faktisk den eneste der overlevede. Hun er den eneste jeg stadig skriver med. Da jeg ligesom vågnede op af det der "bekræft-mig"-koma, var kun hun tilbage. Hun var simpelthen så sød, at det ville være spild andet. Nu har hun lige fået webcam. Hun er fanme lækker! Kim: Cool.

Pause på ca. 10 min.

Kim: Kasper? Kapster: Ja? Kim: Der er noget jeg ikke forstår ved hende Kamilla... Kapster: ja ? Kim: Har hun set dig ? Kapster: Ja, hun har set et billede. Hvorfor? Kim: Nå, men ik for noget.

Ja, når ens venner åbenbart synes man ligner Klokkeren fra Østerbro, kan det godt være svært for dem at forstå at det modsatte køn overhovedet vil have noget med én at gøre. Ak ja - hvad er venner til for, hvis ikke de lige kan rive ens selvtillid fra hinanden? Tak, Kimo.

Man ved at man er ved at blive gammel, når...

... man kan fortælle anekdoter om den vin man drikker - eller forsøger at gøre det.

Kasper: 'Der knytter sig en lidt finurlig historie til lige netop denne vin...'

Man ved at man er ved at blive gammel, når...

... man efter at have været i byen både fredag og lørdag samme weekend, også har tømmermænd den efterfølgende mandag.

Kasper: 'øøvha, jeg har det da ikke alt for godt - og så på en mandag - gad vide om jeg ikke skulle besøge lægen igen?'

Man ved at man er ved at blive gammel, når...

... man har været hos lægen mere end to gange på ét år, men uden at være på skadestuen.

Kasper: 'hvad mener du med at jeg skal bruge en salve? er du sikker på at det dér ikke skal fjernes med laserkirurgi?'

Man ved at man er ved at blive gammel, når...

... man via tekst-tv slår de tekster til, der normalt bruges af hørehæmmede, når man ser danske serier på tv.

Kasper: 'jamen hvad siger de!? åårh, giv mig fjernbetjeningen!'

Man ved at man er ved at blive gammel, når...

... man læser andre sektioner i avisen end sporten og tv-oversigten.

Kasper: 'gad vide om der igen er nogle af de der dybdeborende og spændende baggrundsartikler om valget i Afghanistan i udlandssektionen?'

Man ved at man er ved at blive gammel, når...

.... man ikke bliver sur og misfornøjet, når ens mindre søskende efterlader kæmpe opvask uden at tilbyde og hjælpe, fordi man i virkeligheden synes at det er meget hyggeligt at stå og vaske op alene.

Kasper: 'nej nej, stik I bare af, og hyg jer, søde venner - jeg skal nok klare det!'

Man ved at man er ved at blive gammel, når...

... man på stuebordet finder sin controller til sin playstation ovenpå den bog man er igang med at læse, og nænsomt flytter controlleren, og tager bogen istedet.

Kasper: 'årh ja, jeg kan lige nå et par kapitler inden jeg skal i seng'

uddrag fra Kapster.dk-ordbogen

Neglette substantiv <en; -ten, -ter, -terne>
Betydning og brug:
Ordet neglette stammer oprindeligt fra det engelske ord 'neglected' (som betyder forsømt), og er en betegnelse for en kvinde, som er forsømt af sin kæreste - denne kvinder savner opmærksomhed og kærlighed derhjemme. Kvinden tager i byen uden sin kæreste, og finder stor glæde i selskab med andre mænd, som giver hende den opmærksomhed hun savner. Negletten lægger aldrig skjul på at hun har en kæreste, men kan dog alligevel flirte hæmningsløst.

Negletten bliver ofte forvekslet med den lige så udbredte narrefisse. Narrefissen er dog kendetegnet ved at hun altid beder om dit nummer, men aldrig ringer tilbage - hvorimod i en situation med en neglette, bliver et telefonnummer aldrig aktuelt. En neglette kan du således aldrig score den første aften, men de kræver derimod lidt mere arbejde. Så medmindre hun er det værd, skal du ikke bruge alt for mange ressourcer på en neglette.

Du kan genkende negletten på sætninger som denne:
"Aj, jeg gad godt at min kæreste var ligeså sød og forstående som dig"
"Vores forhold er slet ikke som det var i starten - jeg savner følelsen af at være rigtig forelsket"
- eller den her, som gør rigtig ondt:
"Jeg forstår simpelthen ikke, at du ikke har en kæreste - du er så sød!"

Jeg har et fint forhold til min ex-kæreste. Selvom vi ikke var helt enige, da vi gik fra hinanden, kan vi sagtens snakke sammen nu, og vi laver ind imellem også ting sammen, og altsammen uden at der er nogen der har noget i klemme. Men ind imellem kommer man i situationer, som man kun kommer i, fordi man har lige netop den type fortid sammen. Og jeg snakker om den slags der lige knækker éns selvtillid... Typisk sker det hjemme hos hende, når man er på 'udebane', og på få sekunder kan hendes lejlighed bedst betegnes som House Of Pain, og en solid mavepumper vil føles som et blidt kærtegn til sammenligning.

Den anden dag var jeg på besøg hos hende, og skulle aflevere nogle film, som hun ville låne. På et tidspunkt er vi inde i hendes soveværelse, og jeg siger jokende:
"Nåh, det er måske herinde du gemmer din nye kæreste? høhøhøh"
Jah, joke, måske - men der er jo også en slags søgen i spørgsmålet, for det man allermindst vil høre lige dér, er at hun rent faktisk har fundet en ny. Ikke at man vil have hende tilbage, eller noget, men det der med ex-kærester der har fundet en ny kæreste, er lidt ligesom et tandlægebesøg: man ved at huller er uundgåelige, de skal nok komme en dag, og man frygter for denne dag, vil helst have det overstået - til trods for at det sjældent gør ondt på længere sigt, og at man ved at man ikke dør af det!

Anyways - for ligesom at underbygge joken, går jeg hen til vinduet, og trækker gardinet væk, for 'at tjekke om han nu står der - hahaha', hvilket han selvfølgelig (=heldigvis) ikke gør. Til min store overraskelse ligger der et kort i vinduet, som jeg har skrevet til hende, på en af hendes fødselsdage, mens vi stadig var sammen. Et meget følelsesladet kort. Og jeg tænker hvorfor det mon ligger fremme i vinduet? Hun er typen der ikke nødvendigvis gemmer disse ting væk i kasser på loftet - den slags kort kan sagtens ligge i en bunke med en masse andre i reolen eller i skuffen i laaaaaang tid. Men vinduet? Og dér lå det, helt alene.

En milliard forklaringer skyder igennem hovedet, men jeg spørger hende alligevel - lidt drillende/hoverende, for hey! - det var jo trods alt hende der gik fra mig:
"Nååå! Hvad laver det her, hva ?!", og jeg står triumferende og vifter med det, som en anden Sherlock Holmes, der har fundet det gyldne bevis i en mordsag.
Min ex kigger op fra det hun sidder og har gang i, kigger ned igen, og siger henkastet:
"Ja, der var den her genstridige bi jeg skulle ha viftet ud af vinduet".

Godt så.

uddrag fra Kapster.dk-ordbogen

Charlie substantiv <en; -n,-s>
Betydning:
Nedladende betegnelse om person som opfører sig markant anderledes end andre i sin egen aldersgruppe - opførslen minder måske mere om den man finder hos personer 20 til 30 år ældre.
Ordet kommer fra TV-stationen af samme navn, som henvender sig primært til den ældre danske befolkningsgruppe.
Brug:
"Jeg tror jeg bliver hjemme iaften. Jeg skal jo også tidligt op imorgen"
Her vil det være passende at kalde personen 'Charlie'.

Man har ved undersøgelser fundet ud af at unge, usikre mænd drikker mere end gennemsnittet. Så er det jeg lige skal høre: er den undersøgelse finansieret af en privat fond, eller er der nogle af mine surt optjente skattekroner, der har været med til at understøtte det projekt? Hvis det sidste er tilfældet, må den ansvarlige minister godt lige træde ind på mit kontor til en kammeratlig snak.

Undskyld jeg siger det, men at lave sådanne undersøgelser er idioti. Som forsker skal man lave undersøgelser, når man har en teori, som enten ikke er prøvet af i praksis, eller som man ikke bare kan tænke sig til. Et eksempel kunne være: er sex i ude i rummet, bedre end på jorden? Jeg kan have en teori om vægtløshedens indflydelse, men jeg vil ikke kunne vide hvordan det reelt var, før end at det var afprøvet. Men at undersøge om unge, usikre mænd drikker mere end gennemsnittet, svarer lidt til at undersøge om det nu også gør ondt at falde ned ad 30 trappetrin. Sidstnævnte burde iøvrigt være en passende straf til de involverede.

Usikkerhed og alkohol hænger sammen - det er en slags universel ying og yang. Usikkerhed skal kvæles, og det skal kvæles med alkohol, og helst meget af det. Og blandingsforholdet er jo ikke 1:1 - hvis du mixer en drink med gin i, men du ikke kan lide smagen af gin, så blander du jo ikke fifty-fifty, vel? Nærmere 1:8 eller 1:10, ik? Og sådan er det også med usikkerhed... jo mere der er af det, jo mere alkohol skal der til for at kvæle det. Velkommen til Uge 42.

Når man går i sine egne tanker på gangene på sit arbejde, så vil man bare ikke snuble over en fold i tæppet, på få splitsekunder vende sig om for at rette folden ud, udbryde for sig selv, fnysende: 'ååårh crap!', og i selve fnysset opdage at et eller andet meget, meget småt, men udefinerbart, skyder ud fra en åbning i ansigtet - var det spyt, var det skæl, eller det der var værre ? - for så at opdage, at hende den søde pige, fra den anden afdeling går lige bag dig. For man gider bare ikke være en umotiveret klods-hans, der ikke kan løfte sine fødder, som iøvrigt bander, og kan skyde bussemænd med næsen - det vil man bare ik. Så kan det kun være mandag. For anden gang i ugen.

Så fik jeg endelig set den - Ringenes Herre 3. Som alle andre medløbere sprang jeg med på bølgen efter at have set den første film i Imperial en decemberdag i år 2001. Uheldige omstændigheder gjorde at hypen døde fuldstændig for mit vedkommende i perioden op til premieren på den sidste film i triologien. Alle talte selvfølgelig om den, og den gik hen og vandt en masse oscars - men ikke desto mindre nåede jeg aldrig at få den at se, før den var pillet af plakaten.

Men da min søster tilfældigvis havde den på DVD, måtte jeg jo låne den. Og jeg kan lige så godt sige det: jeg blev skuffet. Filmen er absolut ikke dårlig, men dog den ringeste af de tre film. Klart, endda. Filmteknisk er den stærk, og på fuld omgangshøjde med de 2 forrige. De tekniske special effects er stadig storslåede, og selve filmens univers slår ikke sprækker, og bevarer sin troværdighed. Til gengæld stinker historien. Den er alt for løs og usammenhængende i sin fortælling, og samtidig er den desværre også alt for lineær, og dermed forudsigelig og halvkedelig.

Efter at Saruman er skubbet ud af handlingen, mister den onde side meget personificering, og dermed bliver persongalleriet noget ensidigt. Den brugte krigsretorik er som taget ud af en republikansk præsidents mund, og samspillet mellem Mr. Frodo og Sam er kvalmende, og tendenserer jo næsten homoseksuelle undertoner.

Derudover byder filmen på en afslutning som i den grad må betegnes som en blære-provokatør - her kan man være glad for at man trods alt ikke var i biografen, for jeg er overbevist om at min blære ikke ville kunne holde til en afrunding af en film som strækker sig over en ½ time... op til flere gange går skærmen i sort, og man tænker 'nu er den færdig!' men nej! Som en anden duracell bunny bliver den bare ved og ved og ved og ved.... Filmen der ikke ville dø.

uddrag fra Kapster.dk-ordbogen

Flashback Sunday substantiv <en; -s>
Betydning og brug:
Fællesbetegnelse for de søndage, som ligger efter en lørdag indeholdende en bytur. Flashback Sundays er kendetegnende ved at éns hukommelse er sløret når man vågner, men at man langsomt ihukommer de hændelser som fandt sted dagen før. Flashback Sundays kan være af både dårlig og god karakter, dog hænder det sidstnævnte sjældent.