Antal gange jeg har kastet op siden forrige indlæg

8

Jeg hader tømmermænd som kommer snigende opad dagen. Tømmermænd skal være der, når man vågner, så man ved hvad man har med at gøre. Det andet er bare fejt. Desuden skal jeg aldrig nogensinde have Leffe eller Newcastle Brown Ale i de mængder igen... puuuh..

Jeg kan i øvrigt se på min whiteboard-huske-liste, at der imellem linjerne 'en-gangs-karklude' og 'Udfylde selvangivelse' er tilføjet 'en omgang fisse'. Jeg gætter på at Rune har skrevet det i går aftes, mens jeg var på toilettet (eller en af de gange hvor det var min tur til at tjekke om min genbo var nøgen). Tak, Rune - men nu er det jo ikke sådan at jeg glemmer det, vil jeg sige. Den mangel er SÅ implicit, at den ikke behøver at være noteret nogen steder.

Statistik, bytur, fredag d. 29. april 2005

Antal scoringer	0
Antal improviserede slåskampe med Rune i elevator	1
Antal mistede mobiltelefoner i enten elevator eller taxa	1
Antal personer i baren som Rune højlydt påstår han kan smadre, fordi han har gået til karate i 4 uger	alle
Antal franske hotdogs købt som plaster på såret over mistet mobiltelefon	2
Antal gange jeg forsøger at ringe til min mobiltelefon fra mit fastnummer kl. 4 om morgenen	517
Antal gange jeg ikke kan huske mit eget nummer, når jeg skal spærre min telefon hos Sonofon kl. 4.15 om morgenen, til trods for at jeg netop har ringet til det nummer 517 gange	1
Antal personer som jeg synes jeg skal ringe op kl. 4.25 om morgenen for at fortælle at jeg har mistet min mobiltelefon	3
Antal naboer som skal kommentere at de gerne vil vide til en anden gang, hvornår jeg holder fest (slap dog af - vi var 2, og vi spillede playstation og drak klamme belgiske øl)	1

Da jeg var hjemme og sove - kun sove - hos en pige i februar, var jeg meget fuld. Så fuld at jeg på et tidspunkt steg ud af sengen for at kigge efter min hue(?).

Men også så fuld at den eneste klare tanke jeg havde i mit hoved, da vi kom op i hendes lejlighed (aarh, okay... måske havde jeg 2 klare tanker), var at nu måtte jeg for alt i verden ikke komme til at kalde hende noget hun ikke hedder. Det var da noget mærkeligt noget, tænker du måske. Men når hendes navn minder lidt om ens eks-kærestes og man virkelig-virkelig gerne vil lykkes med denne pige, så er det måske forklaringen. Og - nå ja - når man iøvrigt tidligere har dummet sig kraftigt på den konto.

Jep - jeg har lavet den før: kaldt min kæreste for mit eks-kærestes navn. Det er efterhånden en klassiker - noget som alle skal prøve - og selvom det er komplet uacceptabelt, så findes der jo på en eller anden måde en logisk undskyldning for det. Men hvis du synes det er pinligt, så skulle du prøve at ligge i sengen, lige inden I skal sove, og så kalde din kæreste for navnet på en fælles veninde. Den dag i dag, har jeg absolut ingen anelse om hvor det kom fra...

Aha! Nu er der pludselig nogle ting der dæmrer for mig... hmm... hvis der findes egokæleri, må jeg være egokæler...

(hvorfor er jeg altid den sidste der får noget at vide?)

jeg savner Mix-bladet... kan I huske det?.... de havde sådan en 2-3 sider bagi, hvor folk kunne skrive ind med noget a la 'Jeg mødte dig i baren på VEGA den 28. januar. Du havde en lyseblå top på, og din veninde hed Pia. Jeg synes du var vildt sød - men jeg fik aldrig dit nummer'.... det kunne jeg godt bruge nu... så ville jeg nok have en 7-8 indlæg per nummer...

(...) Kasper: jeg vil gerne være kæreste med Christine Milton Louise: hehe ok! Kasper: hun er da sød Louise: ja meget... men hun er da vist taget Kasper: hva ? seriøst ? Louise: ja Kasper: af hvem ? Louise: ja det ved jeg da ikke Kasper: hvor ved du så fra at hun er taget ? Louise: et eller andet interview med hende Kasper: ååårh... det er bare ik min måned Louise: hehe Kasper: det er jeg sq lidt ked af... jeg må nok indrømme at jeg havde gjort mig nogle forhåbninger Louise: ok det er trist Kasper: ja - på mange niveauer Louise: jaaah Kasper: men okay... det var så bare ikke 'meant to be' Louise: hehe nej søde... desværre. Hader at være den som skal breake det til dig Kasper: hvorfor skal jeg altid møde den slags piger ? De totalt uopnåelige typer. Louise: hahaha Kasper: det hænger nok sammen med at jeg udstråler sådan en ro Louise: du har sgu da ikke mødt hende Kasper: nææ... men jeg har kigget på hende mange gange Louise: hahaha Kasper: men kender du det, hvor man møder en som bare slår benene væk under dig.... og hvor du føler dig meget tryg i hendes selskab ? Sådan har jeg det med Christina Milton Louise: men søde du har jo ikke mødt hende Kasper: nu er du jo bare ond ved mig Louise: visse vasse Kasper: jeg ved da godt at jeg ikke sådan fysisk har mødt hende... men vi har jo bare et eller andet bånd sammen, som gør at vi heller ikke behøver at se hinanden hele tiden... for jeg stoler på hende, og hun stoler på mig.... og det er da også det der gør det her forhold så unikt Louise: bwaahahahaha Kasper: jeg var så bare ikke klar over at hun var sådan en der spiller på flere heste... det overrasker mig meget at hun har en anden Louise: hahahaha Kasper: men det er også oftest dem som er tættest på dig, som kan såre dig mest Louise: NU STOPPER DU! Kasper: nå... men så er jeg altså single igen Louise: hehe ja - åbenbart Kasper: måske jeg skulle gå efter Pernille Rosendahl nu ? Hun har længe spillet op til mig

Når man er single er man tusind gange mere bevidst om hvilke signaler man sender - i stort set alle henseender - sammenlignet med når man er i forhold. Det giver på en måde en vis tryghed at vide, at der er en derhjemme, som elsker dig (næsten) lige meget hvad du foretager dig. Jeg var fanme Superman, da jeg havde en kæreste. Hun kunne sende mig ud efter Tampax, kondomer, piller mod diarré eller det der var værre - og måske endda med instrukser om at spørge en ekspedient om nogle detaljer omkring produktet. Og jeg var da fløjtende ligeglad. Folk kunne rende mig. Men den der fuck-jer attitude er ligesom gemt helt af vejen nu. Eksempelvis er jeg begyndt at få komplekser med sådan nogle simple ting som at købe toiletpapir eller WC rens. Straks tænker jeg at alle de andre kunder i ISO kigger på mig, og tænker at nu skal han hjem og skide og være rigtig ulækker.

Og samtidig har jeg formentlig aldrig været mere forfængelig end jeg er nu. Nu kan jeg dårligt trække gardinerne fra, uden at tjekke om håret sidder som det skal. Jeg har satme fugtigheds-creme, body-scrub, hårbalsam, næsetrimmer, you fårkin name it, i got it. Ting som jeg ganske vidst havde et bekendtskab med tidligere, men de ting stod ligesom på mine ex-kæresters hylder (... måske med undtagelse af næsetrimmeren). Dengang havde jeg albino hud-kulør, jeg fik min kæreste til at trimme mit hår istedet for at gå til frisør, og lige inden jeg blev single var jeg endda blevet sådan lidt små-kvabset - lidt ligesom Robbie Williams var en overgang, uden sammenligning iøvrigt - og det er også helt væk nu.

Men forfængeligheden har selvfølgelig også sine grænser. Der var dengang jeg havde noget puds i øjet, og gik med det i et par uger, fordi jeg håbede det ville gå i sig selv igen, så jeg kunne slippe for at gå op til den unge, lidt halvlækre læge med alskens klamhed i mine øjenlåg. Suk...

Jeg identificerede et filmkys som et tørt kys i går. Tørre kys er de værste - hårde, kantede og ulidenskabelige. Der må gerne være lidt saft og gefühl i et kys. Ikke desto mindre fik det mig til at tænke, at selv de tørre kys savner jeg. Jeg ville give en lillefinger for sådan et... aarh... jeg er lille smule forfængelig - måske ikke en lillefinger... måske bare en negl... og det skulle jo heller ikke være et kys fra hvem-som-helst... og hvis jeg fik et kys fra en der ikke bare var hvem-som-helst, så skulle det jo helst ikke være et tørt kys.

Faktum er at de kys jeg husker ikke har noget med selve teknikken at gøre - men derimod situationen. De sidste kys. Som det jeg fik af min ex, stående på trappen med mit habengut pakket i 2 store IKEA-poser. Eller det jeg fik af Karin, stående i regnen, hvor ingen af os tænkte på at jeg rent faktisk havde en paraply. De første kys. Som det jeg fik af min ex-ex på låget af en kummefryser, med stort set hele min gymnasieklasse som tilskuere. Som det jeg fik i taxaen på vej hjem fra byen af hende der ikke ville være kæreste med mig. Man kan diskutere om det ikke samtidigt er konsekvens-givende kys på godt og ondt, men det gør ikke oplevelsen mindre...

Hmm... on second thought - giv mig bare et af de der tørre kys fra en hvem-som-helst.

Jeg er hjemme hos mine forældre weekenden over. Skal til konfirmation i morgen, og tænkte at jeg kunne tage hjem et par dage, og hygge lidt med mine forældre og mine hjemmeboende søstre inden. Jeg ved ikke om det er et levn fra min SU-tid, men når jeg er hjemme går jeg altid på rov i køleskabet. Og hver gang jeg tager noget derinde, så omtaler jeg altid mig selv i '3. person with a twist': Må Den Fortabte Søn godt tage dit og dat? Og det virker hver gang.

Kender I typen som skraber smørret på brødet, og derefter tørrer det overskydende smør på kniven af på kanten af smørbakken? Så smørret altid efterlades klam og fuld af krummer fra andet brød. Sådan er begge mine søstre. Nu er de også hhv. 17 og 16 år, men alligevel skulle man forvente at de havde lidt mere dannelse hvad angår mad. De kan få sådan en bakke smør til at se ud som om en fasan er blevet flået dernede - og når jeg konfronterer min mor med at hendes smør ligner et satellit-billede fra en borgerkrigs-ramt landsby i Afrika, svarer hun at de jo bare spiser en masse ristet brød, som jeg jo også selv gjorde, da jeg var i deres alder. Jo,jo, den er jeg med på - men jeg efterlod fanme ikke et halvt franskbrød i selve smørret. AD!, siger jeg bare.

Jeg havde fri i går, og jeg brugte blandt andet dagen på at købe en plante. Jeg har boet alene i 15 måneder, og dette er den 5. plante i den tid. Den første var en indflytnings-gave og den fik jeg hurtigt has på. Så har jeg haft 2 andre, som heller ikke levede mere end højst et par måneder. Og i et sentimentalt øjeblik købte jeg en julestjerne d. 16. december - så var der ligesom gode chancer for at den ville overleve julen ud.

Denne gang har jeg så købt en plante, som jeg venter mig meget af. Der følger nemlig en skriftlig vejledning med, som i detaljer forklarer hvordan den skal passes - og så skulle man mene at der denne gang er gode chancer for at jeg ikke fårker det op. Og den er da også supernem at passe, da det er en ørkenplante - skal kun have vand en gang imellem, og så kan den tåle temperaturer mellem 5 og 35 grader! Det kan IKKE gå galt.

Nu tænker du sikkert at jeg er endnu en af de fyre, som ikke husker at vande sine blomster. Det er faktisk ikke tilfældet, for jeg vander dem nemlig for ofte. Ja, man kan endda gå så langt som at sige, at jeg reelt drukner dem i omsorg og kærlighed, så de til sidst visner og går bort. Og således kan man drage en parallel mellem mine planter og de piger jeg forelsker mig i.

Så den næste pige jeg møder må også godt leveres med en skriftlig vejledning.

Bonus-info: "Planten kan blive flere hundrede år gammel." Fair nok... den skal så også gå i arv, kan jeg forstå - sammen med sengebordet.

Dato: 4/20/2005 05:45:20 -0500
Fra: "Kasper D. Jensen"
Til: joan@eb.dk
Emne: Kort spørgsmål

Kære Joan Ørting,

jeg er ivrig læser af din brevkasse. Jeg har et meget simpelt spørgsmål, som jeg ikke håber at Danmarks bedste sexolog er for stor til at svare på :-) - og som kan være med til at afgøre et væddemål mellem en ven og jeg:
Rider piger, eller bliver piger redet? I sengen...

kh
Kasper D. Jensen

PS. Hvis dette spørgsmål mod forventning bliver offentliggjort, og man død og pine skal have et alias, så vil jeg godt hedde 'Den Sexløse'.

Dén mand er jo ALDRIG tilfreds!

(...) Kim: Hva fanden???? Nu ser jeg lige at du også har lavet en fejl i det citat af mig, der står i højre side på kapster.dk.. "flæbe over sine kærestesorger, og ikke for at du skal blive".... ordene "du skal" skal fjernes!!! Kasper: hehe... du mener at jeg ikke generaliserer nok ? :-) Kim: nej, jeg beskriver jo pigernes motiv for at invitere os ud... det er for at flæbe og ikke for at blive redet... derfor passer "du skal" slet ikke ind i sammenhængen... Deres motiv kan jo ikke være.."jeg har kærestesorger... nu skal han fandme blive..." Kasper: Jamen, hvis jeg fjerner det, så lyder det som om det er hende der skal rides.... piger bliver ikke redet - de rider.... Kim: Nu er den her snak ved at være for langt ude, men jo de gør! Kasper: Ikke hjemme hos mig!... men det er selvfølgelig også på mange måder et udsagn der klinger hult, når det kommer fra mig....

Generationsforskelle! Jeg har en rigtig god veninde, Randi, og jeg synes pige-venner er fantastiske... de fungerer som nøglen til at forstå, hvorfor kvinder gør som de gør. Jeg har sagt det før; it's a war out there, og i krig skal man have spioner. Men hele konceptet med at en dreng kan være ven med en pige, uden at det betyder andet, det forstår min kære farmor ikke. Heller ikke selvom jeg har lagt mig i selen for at forklare hende det. Sådan noget fandtes helt tydeligt ikke, da hun var på min alder.

Da Randis og min fødselsdag ligger forholdsvis tæt på hinanden, afholdte vi sidste sommer en større fest for vores venner (klassisk kasper-aften, iøvrigt - mind mig om at fortælle om den en anden gang). På selve min fødselsdag ringer min farmor mig op, som hun jo altid gør, for at ønske mig tillykke. Hun spørger lidt til hvad jeg så skal lave på dagen, og jeg forklarer at jeg egentlig ikke rigtig skal noget, fordi jeg jo afholder den her store fest i weekenden sammen med en veninde, og derfor sparer krudtet.

Farmor: Nåå? En veninde? Kasper: Ja! Randi. Farmor: Jamen, det er så dejligt at høre, Kasper! Hvor har du mødt hende? Kasper: eeh... tja, det er en gammel kollega, egentlig. Farmor: Hvor er jeg glad for at du har mødt én - det gør mig så glad! Kasper: Nej, nej, farmor! Det er bare en veninde. Altså - hun er jo ikke min kæreste eller noget! Farmor: Nå, okay. På den måde.

Så snakker vi lidt videre, men senere igen fortæller hun, at hun er usigeligt glad for at jeg har sådan en god veninde... og hun siger ordet veninde sådan lidt indforstået - og igen forklarer jeg stille og roligt, at det netop blot er en veninde, og denne gang fornemmede jeg vi forstod hinanden.

Et halvt år senere henter min far mig 1. juledag, for vi skal til den traditionsrige julefrokost hos min farmor. Efter en halv times kørsel siger min far:

Far: Ja, du skulle da bare ha' sagt at hvis du ville ha haft Randi med. Kasper: hva?!?.... Randi? hvad mener du? Far: Jamen, det var egentlig farmors idé...

Goddamnit!! Okay, Farmor - én gang til for Prins Knud...

Jeg så engang min genbo nøgen. Jeg kan tydeligt huske det - det var en lørdag i februar, for jeg skulle til fest, og var på vej ind til skabet i mit soveværelse efter en skjorte - og da jeg træder ind i soveværelset, kigger jeg ud af mit vindue. Og her kan jeg se henover gården ind til den pige som bor overfor mig. Hun står splitternøgen i sit køkken, og ryger en cigaret mens hun taler i telefon. Det er som sagt februar og det er aften, så det er mørkt udenfor. Men ikke i hendes køkken - der er masser af lys! Og hun vader bare rundt som om at det var det mest naturlige i verden. På et tidspunkt læner hun sig endda frem og kører en finger rundt i duggen på ruden. Så er man altså ikke ked af det! Jeg har haft hende mistænkt for at hun decideret gerne VILLE ses (det bilder jeg ihvertfald mig selv ind). Men okay - det skal hun have: Gud var ikke i dårligt humør, den dag hun blev stykket sammen. Jeg gætter på at hun er midt i 20'erne, hun er pæn, har et stort rødbrunt krøllet hår og et sæt bryster som bare sidder lige hvor de skal.

Så der står jeg så - i mørket i mit soveværelse, fuldstændigt lammet, ude af stand til at bevæge mig. Det er ik fordi jeg er lurer-pervers-agtig, men i den her situation kan jeg slet ikke få mine øjne væk. Derfor havde jeg også nær skidt i mine bukser, da min telefon ringede. Jeg fik simpelthen det største chok i verden, og det gik op for mig at jeg ikke havde trukket vejret i flere minutter.

Siden har jeg måtte indse, at jeg ikke kan få hende til at være nøgen, når jeg lige har lyst. Jeg har ellers gjort det til en fast rutine, at de timer af døgnet hvor jeg er hjemme og vågen lige suser forbi soveværelset cirka hver halve time, for at se om der er noget action hos min genbo.

Min genbo til den anden side 'deler' også ting med mig. Men her er vi så i den helt anden ende af skalaen. En mand i midt-30'erne som ser pornofilm på sin bærbar computer i sin sofa - med ryggen til sine store vinduer, så jeg - og formentlig stort set alle andre i min ejendom - kan følge med i hans film. Dog er jeg da glad for at han i det mindste sidder med ryggen til, så jeg ikke umiddelbart kan se ham samtidigt.

I'm surrounded by freaks...

Så er Kim tilbage fra ferie, og har været forbi kapster.dk for at blive opdateret.

(...) Kim: til gengæld er dit citat af min skostørrelse joke... røvdårlig... Kasper: ja... men du var ik hjemme, og jeg kan ik huske hvad du nøjagtigt sagde Kim: du får mig jo til at lyde som en eller anden vestjysk tranlampe Kasper: hm... og hvor er det nu Varde helt præcist ligger ? Kim: fuldstændig blottet for humor Kim: man kan næsten høre dialekten i dit citat... Kasper: hold dog op! Kim: devisen er åbenbart: make myself look good by making everyone else look bad Kasper: ååårh... nååå ja!... det er dét, der er kendetegnende ved kapster.dk....! (...) Kasper: kimo ? Kasper: hvad er en tranlampe egentlig ? Kim: tran er en slags fedt i kroppen... du ved.. levertran f.eks. På en eller anden måde kan fedtet brænde på sammen måde som en olielampe. I gamle dage gemte man fedtet fra de dyr man slagtede for så at bruge det i lamper... Kasper: Poul Thomsen, hvor har du gjort af Kim ???

Statement Søndag:

Jeg har øl og hornmusik til overflod.


Jeg savner balance i tingene.

Indenfor de sidste 15 måneder har jeg fået leveret møbler 2 gange, fået leveret hvidevarer en enkelt gang og haft besøg af TDC 3 gange. Og jeg synes det er skræmmende at man ikke er i stand til at komme med et mere præcist bud på hvornår man kommer forbi end 'mellem 7.30 og 17.30' eller 'mellem 16.00 og 22.00'. Og sjovt nok kommer de altid hos mig i sidste øjeblik - og det hører jeg også fra alle andre. Hvor kommer de først?

Er vi virkelig ikke nået længere med udviklingen indenfor logistik? Her mere end 50 år efter D-Dag - som jo må betegnes som et logistisk mesterværk - kan man alligevel ikke komme tættere på, end at jeg skal reservere en ½ dag. Jeg forstår det ik. Man får jo at vide flere uger i forvejen, hvilken dag de kommer, og man skulle derfor tro at man imellemtiden kunne planlægge en nogenlunde sikker rute - brug dog eventuelt krak! Jeg mener; det er jo ikke fordi vejene flytter sig imellemtiden.

Jeg læste et sted at mange teknologiske fremskridt indenfor de sidste 10-15 år, først for alvor har vundet indpas, når folk (primært mænd, gætter jeg på) finder ud af hvordan det bruges til porno og sex. Internet, DVD, kamera-mobiler. Hvis man kan bruge samme teori indenfor logistikkens verden, så er mit bud at TDC, fragtfirmaer og hvad-har-vi måske skulle skele lidt til hvad de gør i escort-branchen. Jeg tror de har en forholdsvis høj procent af tilfreds(stilled)e kunder, og mon ikke det er en af de få brancher hvor kunden måske mere end ofte opnår sin... ehm... tilfredsstillelse tidligere end han selv havde håbet på?

Jeg fik leveret mine møbler igår aftes. 1½ måned har de været undervejs, og da jeg stod og kiggede på dem bagefter, mindede de mig egentlig blot om pigen der ikke ville være kæreste med mig. Jeg vidste ikke at man kunne være bitter på møbler - men det har vist sig ikke at være et problem. Derfor har jeg valgt at isolere de nye møber lidt... de skal ikke tro at de bare på den måde kan integreres blandt mine andre møbler lige med det samme. Jeg skal lige se dem an først, og man kan godt sige at de er på prøve... ét fejltrin, og så er det ud!

Selv møbler har det åbenbart svært med autoriteter, og derfor havde vi allerede den første batalje kort tid efter. Jeg har nemlig blandt andet købt et sengebord, som kom i over 70 dele!! Vi snakker om en lille trækasse på ca. 45x45x45 centimeter. 77 dele i alt - ikke mindre. Nu synes jeg selv at jeg har lidt handyman* i mig og har tommelfingrene rigtigt skruet på (her bedes eks-kærester, sted-fædre samt alle der hedder Kim holde deres mund!), men jeg vil vove den påstand at den manual der fulgte med, kræver en bygningsingeniør-eksamen som minimum for at forstå. Halvanden time tog det mig at samle det lort. Og jeg kan godt afsløre allerede nu, at det bliver det sidste sengebord jeg NOGENSINDE køber, for jeg nægter at lade al den sved, blod og tårer være forgæves - det har bare at holde for evigt! Det skal gå i arv i familien! Og apropos arv - selv hvis jeg møder den sødeste pige i verden, og hun har et sengebord hun har arvet fra sin oldemor, og vi kun har plads til ét, så giver jeg mig ikke - det bliver hendes der ryger på loftet!
_______
* Okay. Når jeg siger at jeg er handyman, er det lidt ligesom folk der kan selvforsvar. Ofte lærer de jo også hvordan man kan tale sig ud af problemerne eller se dem opstå på forhånd, og derved undgå dem - men bliver det nødvendigt at bruge deres færdigheder, så kan de godt.

Top3 over tegn på at Kasper er syg:

3. Overser to dage i træk (!!) at der er Champions League, og kommer først ind i midten af anden halvleg begge aftener

2. Bliver pludseligt rørt af et ÅNDSSVAGT amerikansk reality-program på TV - og skynder sig med en klump i halsen at zappe videre

1. Involverer alle kvindelige bekendtskaber i sit sygdomsforløb, så han kan score maksimal medlidenhed

Et af disse bekendtskaber sendte mig i går i Matas efter Kan Jang piller, som på glasset defineres som 'ekstrakt af russisk rod'. Som om det ikke i sig selv burde få mig til at tøve, så smager de her piller lidt ligesom det fiskefoder min kære Farfar brugte til at fodre sine guldfisk med lugtede af. Og jeg skal så sluge 4 af de her piller fra helvede 3 gange i døgnet, og til trods for at der ikke er nævnt nogle bivirkninger, har jeg sjældent haft så dårlig tarm-region... eller 'løbesod', som Rune plejer at kalde det...

Egentlig startede jeg med at skrive pænt tilbage i en mail til Rundfunk, at jeg ikke var interesseret. Men jeg synes at jeg - ligesom for at give dem lidt mere baggrundsstof til emnet - ville uddybe mine holdninger omkring de ting de spurgte til. Og det gjorde jeg åbenbart så overbevisende, at det blot gjorde mig lidt mere interessant - så derfor kastede den søde tilrettelægger med den lækre telefon-stemme sig ud i et regulært overtalelses-forsøg over telefonen. Jeg var forberedt på samtalen, så jeg var rimelig skråsikker da hun ringede mig op. Men hun var simpelthen så sød at tale med, og pludselig var der gået en ½ time - og desuden lykkedes det hende at få mig talt varm (altså... ik på dén måde 'varm'!) omkring emnet. Så jeg endte med at love at sove på det, og så ringe tilbage til hende i dag. Den kløgtige læser, kan jo så regne ud at jeg allerede tog beslutningen i går aftes, qua gårsdagens indlæg.

Så imorges ringer jeg den søde tilrettelægger med den lækre telefonstemme op for at fortælle om min beslutning. Lidt skuffende går den videre til hendes telefonsvarer - men jeg går i infight med den, fordi jeg tænker at hun nok gerne vil have det at vide asap, så de kan komme igang med Ekaterina istedet. Så jeg går i gang 'Hej - det er Kasper bla bla bla'. Jeg vil lige indskyde her at jeg har et job, hvor jeg taler meget i telefon, og ca. hver 6. opkald jeg foretager, resulterer i at jeg indtaler en besked på en telefonsvarer. Så jeg er ikke uerfaren i det her. Så da jeg kommer frem til afslutningen, siger jeg 'hav en dejlig dag!', som er sådan en ting, jeg har lært at sige, fordi jeg ved at det er noget der efterlader et godt indtryk hos personen som skal have beskeden. Men så går jeg lige pludselig i stå. Jeg ved ikke om det igen er min debile hjernehalvdel, som det lige pludselig går op for, at det her måske er det sidste den søde tilrettelægger med den lækre telefonstemme skal høre til mig og vice versa. Så der opstår en mærkbar akavet pause i min ellers glidende talestrøm - hvorefter jeg afslutter med et kort 'farvel'.

For det første er jeg blevet forkølet over de sidste par dage (og har samtidig ferie i denne uge - hvor fedt er det?!), så min stemme knækker i enden af det 'farvel', og ender nærmest i en grådkvalt snøvlen. For det andet er der ALDRIG nogen der siger 'farvel' i enden af en indtalt besked. Man siger enten 'vi snakkes ved' eller 'hej' eller noget andet friskt. Ikke 'farvel'!

Jeg kvitterede ved at sætte et tandmærke i min nokia.

Jeg har fået en mail fra TV2 Rundfunk. De vil gerne have mig i studiet for at tale om weblogs, om hvad det giver at blogge, og om bagsiden af medaljen. Men kun fordi Ekaterina var for kylling til at stille op. Jeg er personligt lidt ked af hendes afbud. Jeg er nemlig ivrig læser af hendes blog. Ekaterina kommer oprindeligt fra Georgien, og har boet i landet i 9 år - og hun undskylder konstant for det hun selv kalder 'dårligt dansk', hvilket er fuldstændigt nonsens og unødigt. Man skal nemlig være dement eller ordblind for ikke at forstå hvad hun skriver. Og det at der engang imellem er en smutter understreger blot hendes mod og lyst til at skrive og dele med os andre - udover at jeg finder det charmerende. Dét lagt sammen med at hun skriver godt og er meget ærlig, gør at man altid føler det nærværende at besøge hendes site. Men Ekaterina sendte stafetten videre til mig, og det er jeg smigret over.

Tilbage til mailen. Jeg er nemlig fuld af forundring over hvordan min hjerne fungerer. Den kan åbenbart operere på to niveauer, som handler fuldstændigt synkront. Om der er tale om højre-venstre hjernehalvdel eller om Store- og Lille-hjernen, er jeg ikke kvalificeret til at svare på. Ihvertfald registrerer jeg et eller andet håb om noget spændende, da mine øjne løber ned over mailen og får øje på et telefonnummer og at afsenderen er en pige - nøjagtigt samtidigt med at min anden (og tilsyneladende mest velfungerende) hjernehalvdel allerede har regnet ud, at det handler om min weblog og ikke mig personligt.

Nå. Jeg har ellers svoret at den dag jeg skulle træde frem i offentlighedens lys, skulle være når Woman inviterer mig til at være 'Månedens Mand'... som om det i forvejen ikke var ambitiøst nok, så har jeg nok heller ikke øget mine chancer, ved at kalde samtlige deres læsere løgnagtige. Desuden kunne jeg forstå på tilrettelæggeren med den lækre telefonstemme, at der skulle optages en lille bid herhjemme - og jeg går ud fra at det skal være mens jeg sidder ved computeren. Nu er det sådan, at der har sneget sig sådan en spyware-halløj ind på min computer - spørg mig ikke hvordan - og det er jo lidt pinligt, hvis der kommer en porno-, viagra- eller poker-popup, imens jeg skal sidde der og virke super seriøs.

Så, nej. Jeg sender indbydelsen retur til Ekaterina, og håber hun bliver BlogStar. Og imellemtiden kan jeg gemme mig i anonymiteten lidt endnu. Ihvertfald indtil Woman ringer.

Jeg var til konfirmation igår i min familie. Her hilste jeg på en pige, som jeg ikke har set i 4-5 år. Hun er sådan en pige som jeg har leget meget sammen med som barn til andre familie-fester. Til min moster og onkels bryllup kravlede vi under bordet, og bandt gæsternes snørebånd sammen med dem de sad ved siden af (ud fra den historie kan man konkludere følgende: for det første at jeg i en alder af 6 år allerede formåede at udvise et relativt lavt humorniveau overfor det modsatte køn - for det andet at jeg i samme alder heller ikke var i stand til at tage til fest, uden at bringe mig selv i pinlige situationer). Og siden dengang er vi altid blevet sat ved samme bord til forskellige familie-arrangementer.

Hun er 2 år yngre end mig, og i de her 4-5 år der var gået siden sidst jeg så hende, var hun blevet stjerne flot! Klassisk køn og med en mild udstråling og et smil, som man på en eller anden måde ikke kunne undgå at blive indfanget af.

Nu ved jeg godt hvad I tænker, og jeg tænkte i princippet det samme de første 2 minutter. Jeg skal gerne indrømme, at når min mor taler om hvad der sker i yder-områderne af min familie, så hører jeg sq ikke altid efter. Men det gik da hurtigt op for mig, at den her pige, var lige netop dén pige, min mor nogle dage forinden havde fortalt om; at hun nu var blevet mor og skulle giftes til maj. Og efter at jeg havde trykket pigens hånd, kunne jeg heller ikke lade være med at sende mit mor et bebrejdende blik a la:
"what the f... hallo!? Mor!... jeg er single - jeg er din søn... hvorfor har du ikke sagt noget om at hun er blevet hot?!"

Men okay - nu var barnet næsten 2 år gammelt (iøvrigt en rigtig charmetrold), og da jeg kun har været single i lidt over et år, kan jeg jo hurtigt regne ud, at HVIS min mor skulle have nævnt denne pige som en mulighed, mens det stadig kunne lade sig gøre, ville det være et direkte mistillidsvotum til min daværende kæreste. Så jeg kan selvfølgelig ikke klandre min mor for noget. Men jeg kan klandre livets sans for timing.

...

"da jeg kun har været single i lidt over et år"... Det er så første og sidste gang I ser denne sætning på denne side, med ordet 'kun' inkluderet. Aaargh!

Hvis en pige, som er frisør til daglig, bager på dig i byen, kan man så umiddelbart tage det som en kompliment til sit hår?

Om jeg så scorede/blev scoret? Nejnej.... ork nej. Hende her frisøren havde selvfølgelig en veninde med, som var så fuld at hun var til skade for sig selv og sine omgivelser. Og derfor forsvandt de ud i en taxa, inden det blev rigtig sjovt. For mig.

Det sker iøvrigt mere end ofte for mig i byen. Jeg falder i snak med den her rigtig tiltalende pige, og en ½ time senere kommer hendes overdrevet fulde veninde, og siger at hun altså vil hjem nu. Og så er hende jeg taler med, nødt til at smutte førend at det blev spændende. Hvorfor? I bor jo ikke sammen.

Prøv at høre her: Sådan gør fyre aldrig! aaaaaaldrig! Hvis jeg i mit livs brandert var faldet og havde åbent benbrud, og jeg så at min ven var ved at score, så ville jeg ikke forstyrre ham. Jeg ville bare skride... måske endda uden at sige farvel. Og det endda selvom han havde mit dankort eller nøglerne til min lejlighed. Jeg ville hellere sove op ad en kantsten, end at fratage min ven muligheden for hvad han nu har gang i. For sådan er fyre - altid villige til at ofre sig for holdet og sine medspillere... og det kunne I piger godt lære noget af.

Jaja, jeg ved godt at der sidder nogen og tænker: det er da for fanden et trick, Kasper... faktisk er hendes veninde ikke fuld - hun redder sq da bare sin veninde fra dig. Nej, nej! Sådan er det ikke! IKKE!!

Golfundervisningen fortsætter...

(...) Kim: hvis du kan skal se een golfturnering om året, så er det denne uge du skal tænde for Viasat Kasper: er det sawgrass de spiller på nu ? Kim: nej for helvede...! Kim: Sawgrass var den du stod og klogede dig om for et par uger siden... golfens 5. master Kasper: major Kim: godt Kasper: du tester mig!?! Kim: ja, det gør jeg... men det er for tyndt at du ikke kan den her. Kasper: Augusta!! Kim: ja - lær det Kasper: jeg lavede en eagle på et Sawgrass par 5 hul imorges på min gameboy, mens jeg var på toilettet... Kim: på 16. hul ? Kasper: jeg tror det var 2'eren... kan det passe ? Kim: ja, det kan det godt! Kasper: det var 2. hul... 526 yards Kim: flot! Jeg lavede en eagle på hul 9 på Harding Park i sidste uge. Kasper: damn! - IRL ? Kim: ja In Real Life. Når de skal spille American Express Championship der til oktober, skal jeg sidde foran skærmen når Tiger 'kun' laver birdie der og sige "kom igen, lille mand" Kasper: hehehe Kim: min søn er ked af det..... be right back! Kasper: det er sq da vildt... var du så ikke oppe at køre ? Kasper: altså... Kasper: der lød jeg lidt usympatisk Kasper: jeg mente det med eagle'n... ikke din søn

Kim er den person der har lært mig alt jeg ved i mit nuværende job. Samtidig var han den der hjalp mig med alt det praktiske, da jeg skulle flytte i min nye lejlighed, og jeg måske i den periode havde min opmærksomhed et andet sted. Han var med ude og kigge på lejligheder, han kiggede mig over skulderen på advokat- og bankpapirer, og han lagde bil til, da jeg skulle flytte. Og i kraft af at han er 5 år ældre end mig, og for nyligt er blevet far, tør jeg egentlig godt sige - og jeg har sagt det før - at han på sin vis er den storebror jeg aldrig fik. Så når Kim taler, så lytter jeg. Selvom han sikkert vil påstå (med rette) at jeg ikke altid har lyttet lige godt efter.

Kim er fuldstændig vild med golf. Og god til det. Så god at han i en periode har kunne leve af det under sydligere himmelstrøg. Så er der en person der ved meget om golf, så er det Kim. Og vi snakker ikke jeg-er-medlem-af-Himmerland-golfklub-har-handicap-20-og-ser-en-masse-golf-i-fjernsynet-og-tror-derfor-jeg-kan-snakke-med-om-alt. Vi snakker omvandrende golf-leksikon. Og han fortæller livligt om det, så snart han kan komme til det. Og i og med at jeg lytter til alt hvad Kim siger, så er jeg nok den person i Danmark der ved mest om golf, som samtidig aldrig har været i nærheden af en golfbane.

Så i sidste uge prøvede jeg at imponere min gamle lære-mester:

(...) Kasper: jeg stod i øvrigt i en kæmpe brandert på Heidis og så Golfens 5. Master i forrige weekend på deres tv-skærme, og fortalte alle de detajler der findes i golf, samt de anekdoter jeg har lært af dig, til alle dem der gad at høre på det Kim: ok?? Fedt! Det var der ikke så mange, der gad, vel? Kasper: bwahaha... eehh... nej! Kasper: 'dét der, det er det man kalder et dog-leg... lige det her hul, kan man spille på 2 måder... hov, hvor skal du hen? kom tilbage' Kim: hahahahha.. nemlig... Kim: iøvrigt var det den 5. major... ikke master.

Arrh pis! Fornemmer I det også? Far er ikke sur. Far er skuffet.

Virker det provokerende, når man vinder sin første rigtige pokerturnering, og man, imens man grådigt skraber alle jetonerne til sig efter den sidste, afgørende hånd, spørger de andre:
"Hvad var det I sagde det her spil hed? Det er sq da vildt sjovt, synes jeg!"

Efterfølgende troede jeg at der lå en international poker-spiller-karriere foran mig, men har siden lært følgende:

Man har enten held i spil eller kærlighed.... medmindre man hedder Kasper. Så er man bare fucked.

Woman, nr. 58, marts 2005.

Womans store single-undersøgelse, spørgsmål 21:
"Hvilke egenskaber skal en mand have, for at du kan tænde på ham?"

Smuk
11% meget vigtigt
77% lidt vigtigt
12% slet ikke vigtigt

(..)

Sjov
76% meget vigtigt
22% lidt vigtigt
1% slet ikke vigtigt

Nu er jeg jo matematisk student... dvs. at 99% procent af de 12% piger som slet ikke synes det er vigtigt at mænd er smukke, burde jeg have en chance hos.
Det giver følgende regnestykke:
(0,99 * 0,12) * 100 = 11,88
Dvs. ca. 12% af alle kvinder. Eller ca. hver 8. pige.

Det harmonerer ikke med min virkelighed. Så mit kontra-spørgsmål er: lyver piger? Eller har Woman pyntet på tallene? Hvis Woman påstår at de ikke pynter på tallene, er der hermed givet en åben invitation til at tage med mig i byen en dag... så kan de selv få syn for sagen, og se hvor løgnagtige deres læsere er.

Gåseøjne!?! Har jeg gåseøjne!?! Så tror da pokker at jeg ikke har en chance!! Aaaarhmen.... hvorfor fanden er der heller ikke nogen der siger noget? Jeg mener der er et par håndfulde venner og familiemedlemmer, der ikke har levet op til deres fulde ansvar her - det er jo gerne ens nære, der skal gøre en opmærksom på éns fejl og mangler. Tak for ingenting!

Jeg har intet imod homoseksuelle. Jeg ved godt at jeg tit bliver kaldt homofobisk af mine venner, men det har intet på sig - det er kun fordi de hele tiden vil røre og kramme... og det gider jeg altså ikke... jo... når jeg har fået tilpas tequila eller navy shots, så mister jeg alt hvad der hedder intimsfære overfor mine venner - så skal vi kramme, og så kan jeg sagtens stå, når vi skal til at sige farvel, og kundgøre at 'jeg ææælsker dig sssgghhu.. du er... uhh... du er min allerbedsscchte ven... Aj lååårve ju, mand!... det sshiger jeg daj... hvis du nogenscchinde mangler noget, schhå... *brrrbrb*... åh.. ssschå kommer du til mig, okaj?'...

Men! Jeg har som sagt intet imod bøsser og lesbiske ( - ihvertfald ikke i forhold til det kendskab jeg har til lesbiske piger, hvilket dog er begrænset til... ehm... hvad jeg har kunne... ehm... "læse" mig til på internettet... men dér ser det fint ud, synes jeg). Jeg har det lidt som Casper Christensen engang sagde i Mandrilen: "Jeg har intet imod bøsser - de skal bare ikke komme og stikke deres tissemand op i mig".
Og det bliver heldigvis respekteret. Heller ikke fra den side får jeg mange tilbud. Men jeg har dog noteret mig et par ting i mit statistik-program. Man kan nemlig se hvilken side mine besøgende var inde på, inden de fandt over til kapster.dk. Og der kan jeg se, at jeg i marts har 2 besøg fra www.boyfriend.dk! Og det er jeg jo nødt til på en eller anden måde at forholde mig til. Jeg er jo ikke blind overfor at Danmark ikke har et hetero 'gay icon' på samme niveau som England har David Beckham og USA har Justin Timberlake. Jeg har jo allerede den lyserøde trøje, så hvorfor ikke?

Kapster - Gay Icon. Hmm. Det kolliderer godt nok med mine ambtioner om at blive den næste pave. De vil jo helst have en ret konservativ én af slagsen. Og den der pave-tjans vil nemlig give mig den ultimative undskyldning for hvorfor at jeg på et år har flere fødselsdage end jeg har dage med sex.

Samtale på messenger i går.

(...) Simon: Hov... Jeg har vist helt glemt at gøre dig opmærksom på hvem der vandt på Brøndby Stadion igår... Kasper: så stopper vi her... farvel, Simon - det var ellers lige så hyggeligt Simon: Det var de hersens ulve fra Midtjylland på et mål af en gammel "løve" David "The Hammer" Nielsen... Kasper: nyt emne, nyt emne Simon: Hvad kan du? Kasper: var du ude igår ? Simon: hvorfor tror du det... ;) Kasper: fordi du virker bagstiv Simon: Nåh, det ligger nok til familien... Kasper: lidt jeg-har-stadig-sprit-i-kroppen-så-nu-er-jeg-lidt-kæk-overfor-min-fætter agtig Simon: Eller også er man bare nødt til at være kæk når ens fætters vi-vinder-det-hele hold lige pludselig får gummiben, og endnu engang udstiller dansk fodbolds mangel på klasse... Kasper: NYT EMNE ! Simon: Jamen ulvene var sgu da ikke meget bedre! Kasper: aaaaargh Simon: Og de ligger nummer to! Kasper: hey... jeg viste et billede af dig til hende Maya Kasper: nååå.... så blev du stille! Simon: Hvor har du fået billede af mig fra? Kasper: hmm... fra en fest sidste sommer på LA Bar i kbh Simon: hehe... Kasper: jeg advarede hende om at du var stiv og havde en gul t-shirt på Simon: bwahahaha Kasper: men hun tog det pænt Simon: Godt så... Kasper: hun tog faktisk i byen, og sagde at hun ville kigge efter dig Simon: hehe... i rendestenen... Kasper: ja, noget i den stil

Min kære fætter er flyttet til Århus, og jeg prøver at fixe ham en date med en bekendt jeg har derovre. Min fætter var i en periode en yngre udgave af mig, og en overgang talte vi seriøst om at han skulle overtage kapster.dk, hvis jeg nogensinde kom ud af den her single-fælde. Men så tog fanden ved ham, og nu vælter han sig i damer. Så nu må jeg vel finde en ny protegé.

Kald mig bare en misantrop, men jeg bryder mig virkelig ikke om folk der samler ind til et godt formål. Altså - jeg synes det er fantastisk at de gør de, og jeg smider altid penge i bøtten. I dag var det endda Kræftens Bekæmpelse der var forbi, og da det er en personlig mærkesag, fik de lidt ekstra.

Men problemet med indsamlerne er at de altid kommer søndag formiddag. Og søndag formiddag er der 80% chance for at jeg ligger og har det rigtig, rigtig skidt. Og i dag fraveg egentlig ikke væsentligt fra det koncept. Så jeg rejser mig fra mit dødsleje - iøvrigt fuldt påklædt, som det jo er kutyme, når jeg vågner i min post-fuldskab-tilstand - og går ud til døren, og udenfor står en lille dreng med hans mor. Jeg smiler pænt til dem, og smider en seddel i drengens bøtte, og tager imod den lille folder. Da jeg er på vej ind i stuen igen, slår det mig at jeg synes at moren gav mig elevatorblikket, og smilte til mig. Jo, jo - lidt lækkert hår har man vel altid.

Alle mine jeans har knapper, pånær ét par, som jeg har på idag. Og når man er vant til knapper, så er lynlås åbenbart så abstrakt et begreb, at min lille hjerne ikke kan forstå det. Så jeg glemmer faktisk engang imellem at lyne op, når jeg har været på toilettet. Ret charmerende, i know! Og da jeg sætter mig i min sofa, går det op for mig, at det da heller ikke er en undtagelse i denne situation. Tivoli er åben - på vidt gab. Og med hvide boxers er det ret tydeligt.
Så det var altså IKKE et flirte-smil, hun gav mig. Det var et du-er-eddermame-pinlig-smil.

Nu ved jeg hvor det gik galt med hensyn til den lyserøde trøje! Ham manden fra Brunata var hjemme hos mig den 10. marts. Han skulle aflæse målerne på radiatorerne og installere nye. Og så installerede han dem her:

Sidst havde jeg en lyseblå farve i den der lille trekant nederst på måleren. Så da jeg ikke er helt tilfreds med den lyserøde farve, rynker jeg lidt på næsen, og siger til Brunata-manden: 'Lyserød? Du har dem ikke i andre farver?' Brunata-manden ser ud som om at jeg er åndssvag, så jeg vælger at kapitulere uden videre kamp.

Men det er jo dens skyld. Det er den første lyserøde ting der har sneget sig ind i min lejlighed. Og det er jo klart den der har manipuleret mig til at købe mere lyserødt! Aaarrgh!!

Jeg havde en lyserød trøje på den anden dag. Det var ikke nogen ubetinget succes, vil jeg sige. Jeg havde været i Magasins herre-afdeling for en måneds tid siden, og jeg fik en god fornemmelse af at forårsfarverne i år holdes i den pastel'ske skala. Så i Påsken købte jeg en lækker lyserød trøje, og den fik så sin debut her den anden dag. Her er blot et uddrag af nogle af de bemærkninger som den fik med på vejen af mine mandlige kollegaer på min arbejdsplads:

"det der er grunden til at jeg altid har en skifte-trøje liggende i mit skab herinde"

"ska du ik hellere tage en cola light istedet for en almindelig? Tror du ik den er for stærk til dig, den der?"

"husk at lyne jakken helt op når du kører igennem Klerkegade eller Adelgade på vejen hjem - folk bliver så let provokeret nu til dags"

"den klær dig - men du har jo også en frisure og en kropsbygning der understøtter signalet"

Jeg tror bare jeg er forud for min tid. Jeg synes selv at jeg kan bære den. Og jeg lukrerer fortsat på at min eneste kvindelige kollega synes jeg så pisse-lækker ud i den. At hun senere på dagen tilbød mig at låne hendes lip-gloss er en parantes i den sammenhæng. Suk!