Egentlig skulle jeg slet ikke ha været ude i går. Jeg var i byen med mine kollegaer i fredags - på den hårde måde. Drak tæt fra kl. 15 til kl. 3. På vejen hjem får jeg den brillante ide at skrive SMS'er til
Cristina. Jeg mødte hende nemlig i byen i sidste weekend, og kunne slet ikke få hende ud af hovedet igen. Hun er mit kryptonit - jeg bliver virkelig svag i alle led, når hun er i nærheden. Igennem det sidste halvandet år, har hun været et tilbagevendende emne. Jeg ved godt at hun er bad news for mig, men jeg er alligevel voldsomt tiltrukket af hende. Det må være noget fysisk, for min hjerne er fuldt bevidst om at jeg bør holde mig langt væk fra hende. Men jeg følte mig lidt ignoreret af hende den nat jeg mødte hende, og det får hun indirekte at vide i de SMS'er jeg er ved at skrive. Jeg betror hende at jeg synes hun er lækker (for gud ved hvilken gang), og at jeg gerne vil lære hende bedre at kende. Bare hvis hun skulle være i tvivl. Og at jeg var ked af, hvis jeg havde skræmt hende væk
de andre gange. Hun skriver tilbage at hun synes jeg er sød, og at hun gerne vil ud og drikke kaffe med mig en dag.
Så jeg burde vågne op dagen efter med kroppen fuld af selvtillid. I stedet vågner jeg op med maven fuld af noget, der skal op igen. Igen og igen. Jeg har tømmermænd på overarbejde og med weekend-tillæg. Jeg brækker mig som har jeg aldrig lavet andet. Ikke desto mindre sidder jeg lørdag aften og overvejer at tage i byen igen. Det der taler imod er at jeg har voldsomme tømmermænd og at jeg skal tidligt op søndag for at mødes med min mor. Det der taler for er... hmm... jamen, hvad er der ellers at lave en lørdag aften? Da jeg en time efter midnat ankommer på
Stambar 2, møder jeg hende igen. Helt tilfældigt. Og jeg kan egentlig godt mærke det fra starten - der er bare ik den der 'vibe'. Det er tydeligt at den kaffe hun skrev om natten før, bare var ment som en kaffe. Til trods for at baren er fuld af andre søde og lækre piger, bliver jeg mere og mere indebrændt, efterhånden som jeg får mere at drikke. Andre fyre begynder at trænge sig på, og forsøger at score hende og hendes veninde, og jeg bliver bogstaveligt talt skubbet mere og mere i baggrunden. Det hele kulminerer da hun forlader stedet lige inden lukketid uden at sige farvel til mig. Ignoreret og forsmået bestiller jeg shots og øl for skylle skuffelsen ned - og i hvad der må betegnes som et mirakuløst klarsyn, sletter jeg Cristinas nummer fra min telefon. 15 minutter senere står jeg ude på gaden i en hvad der snart bedst kan beskrives som en voldsom brandert, og skriver en SMS til Cristina (den klassiske 'Hvor er du?'), og bander højlydt ad mig selv, fordi jeg ikke kan finde hendes nummer. Korttidshukommelse længe leve. Klokken er 5, min selvtillid er knækket, solen er stået op - jeg kaster håndklædet i ringen.
På vejen hjem cykler jeg forbi
McDonalds, køber 2 cheeseburgere, og beslutter mig for at kigge forbi
Stambar 1. Da jeg kommer derned står jeg lidt udenfor, og spiser stadig burger. 2 flotte blondiner, som står inde på baren, fanger min opmærksomhed, da de er ved at slå ruden ind. De gestikulerer at de gerne vil have min burger. Jeg teaser dem lidt, og spiser den lige foran ruden, lidt drillende. Pludselig får jeg den charmerende ide at pakke den halve burger sammen, og gå ind og give den til de 2 piger. Klokken lidt i seks virkede det åbenbart logisk for mig at 2 flotte blondiner vil have en halvt afgnavet burger af meget, meget fuld mandsperson. Så jeg putter den i inderlommen, og bevæger mig indenfor. Jeg når dog ikke længere end til døren, hvor jeg får at vide at de er ved at lukke stedet, så jeg kan ikke komme ind. Skuffet og betuttet står jeg udenfor, og tænker at så venter jeg bare til de 2 blondiner kommer ud af sig selv.
Jeg bliver i midlertidigt fanget i et mindre inferno. En ung, sort fyr er meget nærgående overfor en noget ældre kvinde. Hun kommer over og stiller sig tæt på mig, jeg kan mærke at hun er utryg. Jeg smiler til hende, og hun begynder at tale til mig, mens hun forsøger at ignorere den anden fyr. Hun er noget ældre end mig, jeg vil tro hun er i slut-30'erne. Men hun er egentlig ret flot. Sådan lidt klassisk i det, slank, flotte grønne øjne, med nogle frække små fregner på næsen, og med raffinerede, diskrete bling-bling-smykker. Hendes bryster er helt sikkert ikke ægte - ikke fordi de er vulgært store, men de sidder bare som var hun 20 år yngre. Hun taler dansk med en irriterende accent - en twist af noget amerikansk - og kaster hensynsløst engelske udtryk ind i hver anden sætning. Jeg spørger til det, og det viser sig at hun har boet og arbejdet i LA i mange år. Nu bor hun i Hellerup, og har egentlig været i byen med sin svenske ven fra Malmø. Han er bøsse, og hun har ikke set ham den sidste time. Hun er sikker på at han har scoret en eller anden. Hun er utiltalende og spændende på en gang. Hun er en stereotyp af noget jeg egentlig ikke troede fandtes. En halv-forsømt karrierekvinde fra Hellerup som tager i byen med sine udenlandske homo-venner og drikker martini-vodka og/eller cosmos. Den unge sorte fyr er ved at gå bananas. Han vælger den nemme løsning: kalder hende en billig, gammel møgluder, som kun ignorerer ham fordi han er sort. Hun ironiserer over det, og kalder ham et sort svin, men jeg kan se at han ikke fanger ironien, og han er ved at gå sort? eller? han er ved at sprænge i luften. Jeg lægger mig imellem, uden at tage parti, og siger til dem at de nok har bedst af at gå hver sin vej. I det samme kommer de to blondiner ud fra baren, og den ene råber 'hey - det er jo McD-manden'. Jeg nikker og smiler, men har lidt travlt med at holde øje med de andre kamphaner som står foran mig, og derfor vælger de også hurtigt at forsvinde ind i en taxa.
Den sorte fyr vælger heldigvis at gå sin vej efter et stykke tid. Men han har dårligt vendt ryggen til os, før der kommer en meget stiv svensker på min alder, og spørger min nye veninde, om hvornår de danske kirker åbner. Han har brug for at skrifte lige nu, for han har haft syndige tanker, som handlede om hende og ham, lige siden han så hende inde på baren. Hun griner, tydeligvis uimponeret. Jeg spørger om jeg ikke skal fange en taxa til hende, så hun kan komme væk fra de her typer. Det synes hun er en rigtig god ide. Hun løfter min arm op omkring hendes skuldre og hun tager sin hånd rundt om livet på mig, under min jakke. Hun dufter godt, og hendes krop er meget varm. Hun er imponerende frisk, tidspunktet taget i betragtning. Hun synes jeg er galant, og jeg kan mærke at den knækkede selvtillid er ved at blive lidt potent igen.
På vej ud mod Gothersgade spørger hun hvor jeg bor, og jeg siger at jeg bor på Østerbro. Det kan hun tydeligvis godt lide. 'Er det i nærheden af Dag Hammerskjolds Allé?' (en af de RIGTIG dyre gader på Østerbro - og i Kbh i det hele taget). 'Ja', svarer jeg. Alt er vel relativt? Hun behøver ikke at vide at jeg bor ca. 2 kilometer derfra, i den formentlig billigste lejlighed på Østerbro. Vi kan dele en taxa, foreslår hun. Hun skal nok betale. Jeg har det som om at jeg er med i en film. Det er ligesom at jeg har set det her scenario før. Jeg føler mig som en ung, klam skandinavisk gigolo, som er godt på vej til at tilfredsstille en ældre, forsømt forstadsfrue. Jeg ser allerede mit nummer gå på omgang blandt misligholdte fruentimmere i det nordsjællandske, og mig selv stable sukkerknalder i Magasins cafeteria i dagtimerne. Overskrifter om at modne kvinder er gode i sengen flimrer forbi den indre nethinde. Jeg føler mig frastødt og fascineret af mine tanker, i en sær sammenblanding.
Da vi efterhånden har stået ude på Gothersgade og forsøgt at praje en taxi i 10 minutter, siger hun pludselig 'Nå! Jeg kan høre at der er musik derinde fra', siger hun og peger over mod en kælderbeværtning. 'Så jeg tror at det er nu at jeg vil sige tak for i aften'. 'Jamen...' forsøger jeg. Hun slår en lille latter op - halvt hånlig, halvt overbærende. 'Du troede måske at vi skulle hjem og fucke? Haha... I am old enough to be your mother, you know'. Hun stryger min kind med sin håndflade, ligesom for at sætte en tyk streg under det med mor-tingen. 'Mon ikke vi ville være bedre tjent hver i sær med en på vores egen alder, my dear?' spørger hun med sin ulidelige accent. 'Jo.. haha... jo helt sikkert' siger jeg, formentlig knaldrød i hovedet. Dumme møgkælling.
Tilbage til cyklen, trille hjemad, forbi Dag Hammerskjolds Allé... da jeg kommer ind i min stue falder jeg om på sofaen, totalt udmattet. Jeg vågnede op med jakke og hele pivtøjet på 6 timer senere. Og med en halv burger i inderlommen. Hvorfor blev jeg ikke bare hjemme?
