Og så lovede jeg jo i går, at jeg ville skrive om dengang jeg var på NASA.
Faktisk ved jeg ik helt hvad der skete i går, da jeg skrev det. Jeg må have været super stresset over at skulle forfatte et indlæg i halvlegen, for da jeg havde lagt det ud, skimmede jeg lynhurtigt teksten igennem, og så til min bestyrtelse at der hvor jeg VILLE have skrevet "men den kan I få i morgen" havde skrevet... ja, det er ik en joke.... "men den kan I få i munden".
En freudiansk fortalelse af dimensioner. Jeg beklager dem der nåede at læse dette, og blev stødt. Hvis det er nogen trøst, så synes jeg også selv det var en kende pinligt.
Anyway!... NASA. Skulle der være nogen der ikke ved hvad NASA er, kan jeg fortælle at det udover at være et amerikansk rumforskningscenter, også er et dansk diskotek, hvor du skal være noget, for at komme ind. Dvs. du skal være kendt eller rig for at komme ind. Jeg er jo ingen af delene, så hvad jeg lavede jeg der, tænker du nok.
Min veninde Randi og jeg har fødselsdag med en uges mellemrum, og derfor holdte vi sidste år en fest på LA Bar for vores venner. Det var en kanon sjov aften, og det var fedt at se så mange af mine venner samlet på en aften. Naturligvis vil alle skåle lidt med fødselsdagsbarnet, så det vil næppe overraske nogen at jeg langsomt blev mere og mere fuld. Undervejs brillerer jeg selvsagt med et kikset scoringsforsøg hos en af pigerne fra Randis crew. Klokken nærmer sig 3, og vores gæster er næsten alle gået, og Randi og en af hendes veninder spørger om vi skal tage videre. Fint nok, tænker jeg - jeg skal bare lige samle mine ting. Dér går det så op for mig at jeg har mistet min mobiltelefon. Desperat forsøger jeg at finde den alle steder - et af de første steder jeg kigger, er i min taske, som jeg har lagt i et hjørne. Desværre finder jeg min ikke min taske i helt samme tilstand, som da jeg forlod den. En eller anden har brækket sig på den. Ikke sådan en rigtig omgang alt-maveindhold-bræk, men dog noget mere end et lille surt opstød. Og alle mine gaver ligger i tasken. Lækkert.
Så uden scoring, uden mobiltelefon og med en taske med bræk på, bevæger jeg mig udenfor. Randi har skaffet en stor gul Nettopose, som vi smider indholdet af tasken ned i, og tasken smider vi ud. Og så kommer Randis veninde med det fantastiske forslag at vi skal tage på NASA. Hun kan sagtens skaffe os ind, for hun kender dørmændene på stedet. Whatever. Jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke gider tage stilling til noget. Jeg skal bare have ringet til TDC for at spærre min telefon, og hvad vi så ellers gør, rager mig. Så vi tager på det famøse diskotek - jeg med en kæmpebrandert og en bræk-dunstende Nettopose, som jeg i øvrigt pænt checker ind hos garderobepigen (jeg gætter på at det er første gang hun har været udsat for det, men man kan åbenbart tillade sig lidt af hvert når man kender folk der kender folk der arbejder på stedet).
Da jeg træder ind på det, som der sikkert er helligt land for nogle, mødes jeg af et blændende hvidt lys. Der er lys overalt. Og meget hvidt. Det er meget eksplicit at vi her er på et sted, der handler om at blive set og se på. Men jeg er fuld, træt, deprim og ikke gearet til at lade mig imponere af noget som helst. Pigerne forsvinder ud på dansegulvet, og jeg synker ned i en hård "sofa". Alt det hvide lys får min krop til at tro at det er morgen, så der går ikke meget mere end et kvarters tid før jeg stille falder i søvn. Hvor længe jeg har været væk ved jeg ikke, men jeg vågner ved at en mand som ser betydningsfuld ud og har et fint lille headset på, rusker mig og siger: "Du kan ikke sidde herinde og sove". Man kan godt. Det er svært med alt det lys, og den her pissehårde sofa. Men man kan godt, og det synes jeg også jeg lige har bevist. Manden ligner dog ikke umiddelbart en der vil lade sig imponere af at jeg kan ting, som han ikke troede var muligt. Slet ikke da han følger den første sætning op med et spørgsmål, som ikke udtales som et spørgsmål, men mere en slags kommando: "Tror du ikke du skal tage hjem?".
Kanon aften.
