Er I her endnu? :-) Nå. Det var så det. Puuh... 7 indlæg om og til kvinder. Med intro og denne outro blev det til 9 indlæg. Hvis du læser dette som det første, skal du selvfølgelig starte forfra. Blogmediet har det jo med at give slutningen væk først, så hvis du ikke vil snydes for at læse dette i den rette rækkefølge og sammenhæng, skal du trykke her.

Jeg tror jeg vil lade bloggen være stille et par dage, så I har mulighed for at fordøje nedenstående indlæg lidt. Det får jeg nok også selv brug for. Jeg skal nok følge med i kommentarboksene, som til min store overraskelse også er brugt her til aften. Fantastisk! Tak fordi I fulgte med.

Nu vil jeg lige overveje om man skulle tage ind til byen og give den lidt gas med drengene. Der er jo en hel ekstra time at fyre den af i.

Til Syvende Og Sidst.

På det syvende indlæg var Kasper færdig med det arbejde, han havde udført, og på det syvende indlæg hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført.

Kan jeg slippe afsted med det? Går den? Ik helt vel. Nej, vi skal lige have fulgt det her helt til dørs. Jeg har påbudt mig selv at skrive om kvinder - og jeg håber at det skinner igennem at jeg er helt tossede med jer, på trods af et par småting, som jeg bare ikke fatter en meter af. Nu har jeg jo i midlertid forbudt mig selv at tale om sex. Og jeg må ik lave indlæg der ender i punchlines. Men det forhindrer mig vel ikke i at snakke om bryster?

Jeg er vild med kvindens krop. Men jeg er især vild med jeres bryster. Op til flere gange er jeg mere eller mindre uforvarende stukket afsted med min mors "Kvinde Kend Din Krop". Jeg tør jo ik helt gætte på om det stadig forholder sig sådan i de nyere udgaver, men da jeg var barn, der var der en hel side med 15-20 billeder af forskellige kvinders nøgne torsoer. Det var min yndlingsside.

Jeg kom engang til at tale med en af mine veninder om bryster, sådan helt generelt. "Men I vil vel have dem så store som mulige?". Nej, nej, nej!... det er givet sandheden for visse, men for mig er det ik størrelsen der er vigtig. Okay, ret skal da være ret. Der skal være noget. Jeg vil ik være i tvivl om hvad det er jeg har med at gøre. Men bare det at have et bryst mellem hænderne, stort som lille... altså... der er røget mange søndag formiddage på den konto... den her klump af mælkekirtler, med den der brune dut på toppen, omringet af en ligeså brun, lille fin cirkel... for fann... dem der kalder en playstation legetøj for voksne drenge, har jo tydeligvis aldrig været i nærheden af et bryst.

Jeg er ved ikke om det er godt eller skidt at vedkende sig dette: Men I havde bare ik været det samme uden. Tak.

7 down, all done

Jeg brokker mig ofte over at jeg er single og/eller ikke får sex. Og samtidig siger nogle af de nærmeste venner at jeg er kræsen, og bare skal åbne lidt op for mulighederne. Det er jo to udtalelser der er i direkte kontrast til hinanden.

Jeg bilder mig selv ind, at det handler om det 'marked' jeg bevæger mig i: at 9 ud af 10 af de piger, som finder interesse i mig, er piger som jeg synes er uinteressante. Og resten er de der femme fatale typer, som virkelig tænder alle alarm-lamper, og derfor får mig til at holde mig langt væk, fordi jeg ikke vil have brændt nallerne.

Men det stikker selvfølgelig dybere end det, og vi er nu inde at røre ved en betændt masse. For piger kan basalt set deles op i tre kategorier:
1) pigerne ER vitterlig uinteressante
2) jeg vil gerne knalde med dem
3) jeg vil gerne være kæreste med dem

Kategori 1 siger sig selv - her er ingen problemer.

Kategori 2 er en smule kompliceret. Der synes at være mennesker fra mit side af kønnet, som skødesløst penetrerer hvad-og-hvemsomhelst uden at se sig tilbage. Lige dét har jeg ikke rigtig i mig. Af en eller anden årsag er jeg ikke i stand til at gøre noget for min egen skyld - at stille mine behov på bekostning af en anden er sq svært for mig (Donna Ø kunne have en field day med mig). Der er selvfølgelig ingen der siger at det skal være på bekostning af den anden, der er jo andre der har de samme behov, jo, jo - bevares! Men hvor deres hensigt ligger afsløres i 99% af mine tilfælde meget sent - og jeg er så bange for at såre nogen eller træde på nogens følelser, at jeg simpelthen undlader at gøre forsøget på at finde ud af det. Derfor kommer jeg aldrig videre med pigerne fra kategori 2.

Kategori 3 er nem at forklare. Jeg har jo notorisk svært ved at komme i nærheden af disse typer. Og når jeg endelig gør, sidder jeg med den ene fod på bremsen. Det handler om at jeg er bange for at blive såret igen, og derfor er kategori-3-pigerne heller ikke nogen jeg kommer så skide langt med.

Grundlæggende er det bare et klassisk 'dreng møder pige, pige knuser drengs hjerte, dreng bange for at ende i samme situation igen'-syndrom lagt sammen med et 'mor opdrager dreng til altid at være sød ved alle piger, dreng tror derfor at han skal gifte sig med alle piger han kysser med'-syndrom.

Kan ikke li at såre - bryder sig ikke om at blive såret.

Skakmat.

6 down, 1 to go... åh, man begynder at se en ende på det, ik?

Jeg forstår jer ikke altid.

Der skete noget meget mærkeligt for 2 måneder siden. En pige tilføjede mig til sin Messenger. Det er i sig selv ik så mærkeligt - tro det eller ej - men det er faktisk sket før. Det mærkelige lå i at det ikke var en jeg kendte eller burde kende til, og hvad der var mere mærkeligt, var at hun ikke skrev til mig, for ligesom at præsentere sig selv. Men jeg kunne se hendes displaybillede, og her kunne jeg se en overordentlig køn blondine, blå øjne, og et meget sexet smil. Så jeg var selvfølgelig noget nysgerrig, men også på vagt, for der er før sket mærkelige ting i mit liv, og jeg har venner som aldrig ville stå i vejen for at tage pis på mig.

Da der er gået en lille uge tager jeg mig sammen til at skrive til hende, om jeg burde kende hende et sted fra. Det viser sig at hun ikke kender mig og ikke aner hvordan jeg er havnet på hendes Messenger. Hun påstår hårdnakket at hun ikke selv har tilføjet mig, og at hun intet kender til mig, og ikke er læser af kapster.dk. Meget, meget mærkeligt. Men hun er vildt sød at skrive med, og også sådan lidt halv-flirtende, så jeg er en lille smule ramt af paranoia. Efter at have skrevet lidt med hende beder jeg hende tænde for hendes webcam, for jeg SKAL bare vide om der sidder en eller anden af mine venner og griner sin røv i laser. Så hun tænder. Og jeg er fuldstændig lamslået. Den meget kønne pige jeg før kunne se på displaybilledet, er om muligt endnu mere køn og endnu mere sexet i levende live.

Som sagt er jeg fuldstændig paralyseret, og jeg kan bare ikke lade være med at grine. Jeg sidder og tænker for mig selv 'Hvad fanden i helvede foregår der?' Altså, helt ærligt... superlækre, søde og monstersexede blondiner kommer ikke bare tilfældigt valsende ind på min Messenger - det gør de bare ikke - og jeg begynder at tænke om der mon vitterligt findes en gud. Problemet er i midlertidigt at jeg sidder på mit arbejde, og jeg har åbenbart svært ved at skjule min nyvundne glæde ved livet. Derfor kommer der en af mine kollegaer over før jeg når at gemme vinduet væk - så han ser hende, og han bliver ligeså paf som mig. "Hold da kæft!!..... Kasper!... for satan". Ja. Jeg ved det. Det er vildt. "Spørg hende hvor gammel hun er!" siger han. Fint, jeg spørger, alt imens vi begge skyder hende til at være omkring 20-21 år. Men svaret er 17.

På det tidspunkt var det ikke mere end et par uger siden, at jeg havde givet udtryk for, hvad jeg mener om den slags. Men i takt med at jeg lærer hende bedre at kende, jo mere rokkes jeg i min tro. Hende her kan slet ikke sammenlignes med mine søstre, f.eks. Hun er en kvinde, ikke en pige. En meget ung kvinde, but nevertheless. Bor for sig selv, tjener sine egne penge, og virker som om at hun har et godt netværk af venner. Udover at være fysisk på omgangshøjde med noget jeg normalt ser i blade eller på nettet, er hun intelligent, skarp i sin retorik og har en fantastisk humor.

Så SELVFØLGELIG overvejer jeg det næste skridt. Men med en aldersforskel på 10 år, bliver jeg alligevel lidt nysgerrig for hvordan min omgangskreds egentlig ville reagere. Og det er så her vi kommer til kernen i mit indlæg. For hvorfor er det lige at kvinder bliver meget mere fortørnede over den slags end mænd gør? Da jeg spurgte en af drengene om han ville holde mindre af mig, hvis jeg var sammen med en pige på 17, svarede han: "Kasper, jeg vil holde om muligt ENDNU mere af dig". En anden af drengene mente, at hvis jeg ikke gjorde noget ved det her, kunne jeg ligeså godt bortdonere min pik, for så var det jo tydeligt for enhver at jeg aldrig ville kunne få den brugt til noget. Med pigerne var det straks en helt anden sag. "Det gør du bare ikke!" var noget af det pæneste jeg blev mødt med. Enkelte mente ikke at de ville kunne tage mig seriøst, hvis jeg førte det ud i livet. Det er jo for fanden de samme mennesker som går og prikker til mig, om jeg da ik snart skal finde mig en pige!

Og da jeg var på besøg hos familien og uden omsvøb spurgte dem under aftensmaden, hvordan de ville have det med den tænkte situation, reagerede min ene søster ved at gå(!), og den anden synes jeg var for klam - og deres reaktion kan jeg måske forstå. Det svarer til at deres evig-voksne storebror snuppede en af deres veninder. Min mor begyndte at hvine op om at kærlighed ikke kender til alder. Men min mor tæller ik i den her sammenhæng, da hun bare snart vil se mig med en eller anden. (Da jeg fortalte hvem hun var, spurgte min mor i øvrigt undrende "Men Kasper, har hun set dig?" WTF? Hvad fanden sker der? Jeg har godt nok været der før - men min egen mor??).

Men hvorfor er det lige at mine jævnaldrende veninder og kvindelige bekendte bliver så fortørnede over det? Det er jo for det første ikke ualmindeligt med disse aldersforskelle mellem mænd og kvinder. For det andet har I jo alle sammen prøvet det. Jo, I har så. I har sq da alle sammen været sammen med en 10 år ældre fyr, da I selv rendte rundt og var de der 16-19 år. Og hvis ikke, har I fanme fantaseret om det, for I er nogle være skarnsbasser! Så jeg forstår det ik. Hvad bunder det egentlig i?

Parentes bemærket blev det af andre grunde ikke til mere med den søde blondine.

5 down, 2 to go... nu er det værste overstået, tror jeg - og nu har jeg taget en øl, så jeg garanterer ikke for de næste par indlæg...

Kvinder er forvirrende.

"Og du ved jo også godt selv, at vi kvinder ELSKER, de der mystiske mænd. Dem vi aldrig helt kan forstå eller bare nå.", var der en der skrev.

Oh yeah. Det har jeg ligesom bemærket. Og hvad fanden sker der lige med det? Hvorfor fanden skal kvinder altid være så vilde med de der mystiske, barske og/eller uopnåelige mænd? Det fatter jeg ikke en brik af. Ikke mindst fordi jeg har brugt oceaner af tid på den slags kvinder. Jeg ender nemlig altid med at eftertragte den type kvinder, som netop er til den slags - og jeg er selv intet af det. Jeg er hverken mystisk og barsk. Jeg har ikke noget atelier, jeg har ingen tatoveringer. Jeg er din Average Joe. Jeg er ham du sidder ved siden af i bussen. Og jeg sidder ved siden af dig, og ser hvordan du bliver følelsesmæssigt revet rundt i både halve og hele forhold med de her "supermænd". Det er sq hårdt at se på. I sær fordi man sidder med en følelse af at man ville være en bedre erstatning, og at I kun mangler at få øjnene op for det.

Teoretisk set er der jo en chance for at der er piger, som kan blive vilde med mig. Teoretisk. Og hvis vi holder fast i den tanke, brænder de så ikke nallerne på mig? Fordi jeg er til den type, som er uopnåelige for mig? Og vil de ikke sige om mig, at jeg er blind på samme måde? Jo. Er det så ik bare en ond cirkel? Nej. Vi mennesker bevæger os som i en stor fiskestime, én retning i samme fart, alle i en stræben på at komme op på siden af dem, som svømmer foran os. Engang imellem skal vi have modet til at svømme imod strømmen, eller i det mindste se hvem der svømmer ved siden af os. Og indrømmet - det kunne jeg godt blive bedre til, men jeg gør det i det mindste forsøget indimellem. Og i al respekt, så synes jeg eddermame der er mange kvinder der er dårlige til lige netop den øvelse.

I øvrigt har jeg en teori om at den forreste fisk, er en kvinde. Jeg kan ik forestille mig andet. Og jeg håber at hun en dag vil vende sig, og kysse på fisken lige bag hende, og I vil se at verden med ét vil blive et bedre sted. Amen, sagde apostlen.

4 down, 3 to go... smutter lige i kiosken efter forsyninger, for den næste bliver strid...

Men nogle gange synes jeg virkelig også at kvinder er irriterende.

Jeg har f.eks. aldrig rigtig forstået hvorfor kvinder altid skal konfrontere andre, hvis de bliver uvenner med nogen. Altså, vi snakker uvenner på en måde, hvor det ikke står til at redde. Hvis mænd bliver uvenner med nogen, så skrider de bare. Så lukker de den dør, og det var så det. Så gider vi ikke have noget med vedkommende at gøre mere. Sådan er kvinder ikke. De har et eller andet behov for at konfrontere den person der har såret dem. Hvorfor? Kan det ik være ligemeget? Og hvis det er 2 kvinder der er uvenner, så er I ekstremt modbydelige overfor hinanden. Så går I bagtaler hinanden helt vildt. Det gør mænd sig heller ik så meget i. Hvis det er rigtig vildt for vores vedkommende, så ender det i en nævefight, og så er den pot ligesom ude af verden. Kan kvinder ik også bare gøre det? Istedet for at lade sig oplade af SÅ meget negativ energi?

Og nu vi er ved det med at konfrontere... hvorfor er kvinder så glade for at diskutere? Hvis man slår diskussion op i en ordbog, vil der stå "En diskussion er en samtale mellem 2 mennesker, hvor man argumenterer for hvert sit synspunkt. Hvis der er en kvinde indblandet vil hun altid vinde diskussionen. Også selvom hun er den med de svageste argumenter". Kvinder er simpelthen i stand til at dreje enhver diskussion rundt i alle retninger, så vi mænd til sidst står forvirrede og rundtossede tilbage, og ender med at give jer ret. CIA har forhørsmetoder der er mindre effektive. En diskussion om en ferie, kan i løbet af sekunder få inddraget elementer som manglende skiftning af jord i potteplanter eller bunken af aviser der ikke er båret ned i gården. Alt kan inddrages. ALT! En mandehjerne har slet ikke samme manipulerende setup, og vi kan slet ikke nå at forvalte alle de oplysninger, så hurtigt, så vi ender med at give os.

Og så har kvinder det også med at være rigtig røv dårlige til at vælge deres kampe. Nogen gange tager de nogle vilde diskussioner over noget helt vildt ligegyldigt, fordi der i virkeligheden er noget andet der nager dem. "Kasper, hvorfor er det at du bliver ved med at købe de almindelige 40 watts pærer, når du godt ved at dem som er 'soft tone' giver et meget bedre lys?". Her har du 2 muligheder. 1) Giv hende ret og fix det, eller tag diskussionen omkring de pærer. 2) Spørge om hun ikke bare er sur og det her i virkeligheden ikke handler om at du ikke tager med til hendes fars fødselsdag på lørdag - whatever. Vælg aldrig, ALDRIG løsning 2. Hvis man afslører at man har luret dem, føler de sig smålige, og er der noget kvinder ik vil være, så er det fanme smålige. Og så kan jeg love dig for at de springer i luften, og diskussion bliver til skænderi. Vel at mærke uden at de indrømmer at du har ret. For nu har det pludselig aldrig handlet mere om de skide pærer, end det gør lige nu - og hvordan kan jeg i øvrigt tillade mig at stå og anklage hende for at det handler om noget andet. Glem det... du vinder aldrig - det er givet på forhånd.

Og hvad er det med kontrol og styring? Hvorfor er I så vilde med det? Giv nu slip, for fann. Stol på mig når jeg siger at I ikke dør af det. Jeg lover.

3 down, 4 to go... næsten halvvejs...

Jeg elsker som sagt kvinder. Og jeg begærer jer. Mere end I tror.

Jeg synes I er smukke (ihvertfald mange af jer). Og jeg elsker at gå og kigge på jer. Betragte jer. Jeg har før fortalt hvordan jeg kan forelske mig i en pige i løbet af et splitsekund. Så forestil jer hvad det ikke kan blive til, når jeg cykler bag den samme pige hele vejen ind til centrum. Det er ik småting. Det sker nemlig indimellem at jeg glemmer mit daglige dødsræs, og lægger mig på hjul af en kvinde, og bare dagdrømmer mig væk, sammen med hende. Dog uden at hun ved det. Det er vel sådan en slags mini stalker-ting vi er ude i her. Jeg forestiller mig hvordan hendes stemme er, jeg forestiller mig hvordan hun bor, og hvad for en slags musik hun mon hører i de øretelefoner der er stukket ind i hendes små søde ører. Pludselig kan jeg rammes af en lyst til at komme tæt på hende. En lyst til at lade en hånd glide forbi hendes kind, ind i hendes bløde lange hår, og tage et fast, men dog blidt greb om hendes nakke lige lidt under og bag ved øret, og trække hende i mod mig, og lade min mund møde hendes, mærke hendes bløde læber, og måske...

... og så drejer hun af. Og jeg rives ud af min dagdrøm, tilbage til den grumme virkelighed.

2 down, 5 to go... sådan... kan I mærke det? Nu kører det, fanme!.... lige lukt ned i kloakken...

Let's spit the truth: jeg elsker kvinder, og se dette indlæg som en kærlighedserklæring til det modsatte køn.

Der er nogen der i fuld alvor tror at jeg hader kvinder, men det er slet ik tilfældet. Jeg elsker de kvindelige medlemmer i min familie, mine veninder, og jeg elsker mine ekskærester. Verden ville ikke være det samme uden. Og jeg ville da slet ikke. Hvis jeg skal lave en liste over gode oplevelser jeg har haft sammen med andre mennesker, eller egenskaber jeg godt kan lide ved mig selv, som jeg ved er fremavlet af andre personer, har jeg klart langt flere kvinder at takke end mænd. Og det er fakta. (At der så findes en shit-list med samme fordelingsnøgle kan vi tage en dag, hvor humøret er til den slags).

Hele det kvindelige væsen og univers er årsag til evig fascination for mig. Jeg elsker for eksempel jeres måde at være - dah! - feminine på. Den forfængelighed der (i langt de fleste tilfælde) følger med det at være kvinde, synes jeg er fantastisk. Tøj, make-up, hår, the works. Tænk sig at bruge x antal timer på at ordne noget så simpelt som negle fordi I skal til en fest. Festen tager nogenlunde lige så lang tid, som det har taget at ordne neglene. Den glæde der er forbundet med udførelsen, og så den efterfølgende stolthed til selve festen, er uden for min begrebsverden, og en del af mig tænker "helt ærligt, var det virkelig det værd?" - jeg kommer nok ALDRIG til at forstå hvad det går ud på. Men glæden lyser jo ud af jer, og det er nok til at overbevise mig.

Så elsker jeg jeres måde at være interesseret i noget I ikke har forstand på. Kvinder og mænd er nok lige videbegærlige, men forskellen på mænd og kvinder er at kvinder tør være det åbenlyst. Så I spørger. Og I spørger meget. Til I forstår det. Eller tror at I har forstået det (alternativt lavet jeres helt egen fortolkning af fakta). Sådan er mænd ikke. Mænd er for stolte til at spørge, så vi går på nettet eller slår det op i et leksikon. Man skulle jo nødig gøre sig sårbar ved at afsløre at der var noget man ikke har forstand på. Og indtil vi selv har fået styr på det, så faker vi bare. Nikker og smiler indforstået.

Og så er kvinder samtidig så skide nysgerrige. I vil vide hvad der foregår inde hos naboen, nede i gården, og hjemme hos de kendte. I kan slet ik få nok af den slags. Og igen lyser glæden ud af jer, hvis I kan fortælle det videre.

Og så er jeg vild med den kvindelige intuition (når den vel at mærke virker). Det er da fantastisk at kvinder har sådan en følelses-radar. Det gad jeg godt at have en gang imellem. Nogen gange kan man virkelig tro at man har det helt store følelses-skjold på, og ingen nogensinde vil kunne gætte at man går og tumler med en masse - og så har I evnen til at komme hen, og stikke en finger lige ind i såret. 'Er du okay? Du virker ked af det?'. Aargh. Hvordan gør I det??

Og så elsker jeg jer for jeres - nogle gange, ikke altid, men nogle gange - naive tilgang til livet, og jeres gennemsyrede tro på det gode i alle andre mennesker. Det bringer jer også i sindssygt mange problemer, men grundlæggende er det en tiltrækkende egenskab.

Og så har jeg noget med kvinder der tør vise at de er nogle skrøbelige størrelser. Altså ikke kvinder der hele tiden er skrøbelige - det er nok ik så skide spændende. Men stærke, selvstændige og velfungerende kvinder, som pludselig afslører en mere øm side af sig selv. Det går direkte ind i hjertekulen på mig - nogle af de små og store crushs jeg har haft på kvinder og piger igennem livet, har ofte været piger som pludseligt har afsløret netop den side af sig selv.

Lad mig komme med et lidt søgt eksempel, men som måske illustrerer det meget godt. Jeg var på min stamcafé i går, og jeg kommer der nok til at jeg kan kende tjenerne fra hinanden, og de piger der arbejder der er alle meget søde. Da jeg skal betale går jeg op til bardisken som jeg plejer, og en af pigerne tager imod mit dankort deroppe. Hun er rigtig køn, altid meget smilende og imødekommende, men også på en lidt distanceret og meget professionel måde. Hun er en god tjener, og det er tydeligt at hun er nidkær omkring sit arbejde. Alle elementer som gør, at jeg aldrig har tænkt på hende sådan. Mens vi venter på dankortskvitteringen bliver udskrevet, kigger jeg på dagens aviser hvoraf BT ligger øverst. Forsidehistorien er den omkring den her hund der blev slæbt bag en bil og fik slidt sine potter af. Jeg kigger længe på den, og opdager at hun har fulgt mit blik. En skygge løber over hendes utroligt kønne og blide ansigt, og hun udbryder - ikke påtaget, på ingen måde overdrevet, men dybfølt og ærligt, som havde hun stået der helt alene - "nåå, hvor er det synd!". Det skulle hun ALDRIG ha gjort i mit nærvær. Big mistake! Nu vil jeg for altid synes hun er lidt interessant.

I skal passe på med sådan noget. I vækker min ridderlighed (der stod RIDDERLIGHED - er underlagt dogmer, remember?), så pas da for fanden på med det. I 9 år var jeg enebarn og i 7 af dem var min mor alene med mig. Det har ikke været uden effekt, and thank god for that. Jeg tonsede rundt i selvopfundne eventyrriger ude i haven, og altid var det med henblik på at score den ikke-eksisterende prinsesse i det ikke-ekisterende tårn, og Ivanhoe var en af mine yndlingsfilm. You do the math.

Jeg fårkin elsker kvinder.

1 down, 6 to go.

Okay, indrømmet. Jeg har fået idéer der var bedre end den her. 7 indlæg uden sex, ingen selvironi og som ikke må ende op i punchlines. Og med beskeden til mine læsere om at de godt må udfordre mig, hvorefter Lotte opfordrer mig til at skrive om kvinder. "Udfordr dig selv lidt, kap - prøv dig af", tænkte jeg jo bare. Jojo... prøv dig af min bare røv... (det lød dumt!)... det var måske alligevel ikke helt gennemtænkt det her. Jeg er fuldstændig ramt af skriveblokering. Jeg har nogle idéer og en del stikord, men det er lidt svært at ramme den rigtige tone. Som jeg skrev i en kommentar til forrige indlæg, kunne det være at jeg bare skulle skrive frit fra leveren, og se hvor det bærer hen.

Det her bliver sikkert noget rigtig makværk - betragt jer selv som advaret. Men til gengæld kan I ikke bagefter komme og sige at jeg ikke engang imellem prøver noget andet.

Kapsters 7 indlæg om og til kvinder. Here goes.

Godt. Nu har jeg tænkt lidt over det, og vi prøver noget andet, så. Man skal huske at forny sig engang imellem.

Jeg har lavet 3 dogmer som jeg skal blogge ud fra i en uge, eller hvad der svarer til minimum 7 indlæg. De er som følger:

1) Ingen indlæg som er relateret til nogen former for sex eller mangel på samme.

2) Ingen indlæg som er pointe- eller punchline-fokuserede.

3) Ingen indlæg som behandler min status som single på en selvironisk måde.

Udover dette er emnet frit.

Trenden er at inddrage sine læsere. Derfor modtages forslag til andre dogmer og/eller emner gerne i kommentarboksen eller på mail. Hvis jeg synes noget af det er relevant/interessant/udfordrende, vil det blive brugt.

(...) Rune: jeg er lige begyndt at læse dit nye indlæg... Kasper: god fornøjelse Rune: er det for real? Kasper: hvad er for real? Rune: ja den historie?? Kasper: hehe ja Rune: ved din familie at du skriver på nettet? - for satan da Kasper: oh yeah Rune: din mor må være meget stolt Kasper: det er hun også... ik lige over det her, men... Rune: flot kap flot Kasper: du synes ik det er sjovt, fornemmer jeg? Rune: jo meget!! så længe du ikke selv synes det er for meget... jeg er ligeglad... Kasper: haha Rune: er det ikke det vildeste du har skrevet? Kasper: synes du? okay, sådan ser jeg nu slet ik på det... Rune: okay - jeg synes det er meget vildt Kasper: okay... men for fanden - hvem har ik onaneret i badet? Rune: jo jo .. men hvem har skrevet om det på nettet? Kasper: miiiiiiiiiiiig

Hmm. Måske har jeg nået grænsen for hvor selvudleverende jeg kan være.

Ikke rigtig apropos, men dog alligevel i samme bollegade som forrige indlæg... og tillad mig i øvrigt at dvæle ved mine ferieoplevelser lidt endnu:

En uge afsted på ferie med familien - jeg har været inde på det før - når man er afsted med sin familie, og man bor i en 3-værelses-lejlighed (som godt nok var stor og rummelig), og man er henvist til sovesofaen i stuen, som i øvrigt knirker voldsomt ved blot den mindste krops-rotation, så er der ikke overdrevet mange muligheder for at hylde HCA. Derfor må Kasper gribe til alternative metoder. Og en af dem er at onanere i badet. Jeg har ellers tidligere på denne blog beskrevet, hvorfor jeg IKKE onanerer i badet. Men nød lærer lysten mand at bade.

For det første er det virkelig meget, meget dumt at gå i bad om eftermiddagen for at onanere, mens alle andre er hjemme, og når man i øvrigt også har været i bad om morgenen.
"Jeg tror jeg tager et bad"
"Hvorfor?"
"Fordi... fordi jeg har lyst"
"Var du ik i bad i morges?"
"Jo... men - det har bare været lidt koldt i dag, og sådan. Det giver lige varmen igen"
"Synes du det har været koldt?"
"Ja... eller... ik sådan rigtig koldt. Men man kan da godt mærke at det ikke er sommer mere"
"Det har da været en af de varmeste dage, mens vi har været hernede?"

Aaaaaaargh! For helvede. Allerede nu er jeg kommet skævt i gang. Det lykkedes mig endelig at slippe ud af krydsforhøret, og endelig står jeg ude i badet, og skruer godt op for det varme vand. Jeg er stadig svært horny i situationen, så erektion er ihvertfald mit mindste problem. Ikke at... altså... det er... ehm... jeg mener bare: erektion er jo ALDRIG et problem... det var en måde at illustrere at mange andre ting var problemfyldte i denne historie... det skulle ik forstås som.... altså - at JEG har problemer med erektion - det har jeg jo selvsagt ikke!... ork nej!... står det klart nu? Okay... øhm....

ANYWAY.

Jeg står der og tænder lunten på min skød-raket, men som fortalt dengang i maj, så har det virkelig hævnet sig at jeg har trænet det der stop-start-teknik så meget i mine yngre dage (are you watching this, Donna Ø?). Det er altså noget der har lange udsigter, når jeg starter det der hjemmearbejde op. Så jeg har virkelig taget førergreb på den benløse fugl, og den er dælme glad for at flyve, skal jeg love for - men lande igen vil den fanme ikke. Alt i mens jeg stille alenesexer den, så lykkes det mig at få vandet til at pjaske ned på gulvet i brusekabinen i samme rytme, som jeg polerer håndtaget, hvilket larmer ganske højlydt, og jeg tænker pludselig på om min samlede familie, som sidder inde i stuen, kan høre denne pjasken. Derfor skubber jeg brusehovedet væk fra min krop, men da jeg så har stået der i 4-5 minutter, og stadig ikke er kommet nogen vegne, er jeg for det første kommet til at fryse, og for det andet må den nu manglende pjasken med vand også være en smule mistænkelig for mine mulige tilhørere. Det kan jo være at de tror jeg faldet om. Derfor drejer jeg brusehovedet tilbage, så strålerne igen rammer min krop.

Der er 2 indgange til badeværelset. Et fra fordelingsentreen, og et fra soveværelset. Jeg har åbenbart kun låst den dør ud mod entreen, for pludselig flår min mor døren op inde fra soveværelset. Heldigvis er døren i brusekabinen ikke helt gennemsigtig, og jeg står med ryggen til.
"Kasper, os voksne smutter lige ned i byen og kigger lidt. Dine søstre sidder inde i stuen og ser fjernsyn"
"Ok... god tur"

Det pludselige chok over at min mor stod i badeværelset, og det billede hun plantede i hovedet af mine søskende, har fuldstændig dræbt lysten. Bollocks. Fair nok, tænker jeg - så kan det også være ligemeget. Så jeg gennemgår de mere almindelige baderutiner, men da jeg står og skal vaske shampoo ud af håret, mærker jeg igen lidt liv i lilleprinsen, og beslutter mig for at slå støttebenet helt ud igen, og genoptage seancen. Denne gang med en betydelig større succes, og inden længe er der jackpot og udbetaling ved saftboden.

Og jeg har tidligere beskrevet kombinationen af varmt vand og min sæd. Og vandet i Frankrig er ikke skid bedre, har jeg så fundet ud af. Da jeg rammer væggen, glider det ligesom bare ned og blander sig med det varme vand, og bliver til de her superklistrende små hvide klumper. Hvad værre er at der åbenbart allerede har samlet sig en del hår omkring risten ved afløbet i løbet af de dage vi har benyttet os af dette bad, og mine små superklistrende hvide klumper blander sig blandt andet med disse hår, og sætter sig fast. Da samtlige familiemedlemmer er mørkhårede, er det forholdsvist iøjenfaldende. Derfor må jeg bukke mig ned og fedte rundt med fingrene i disse hår, bypasse risten, og tvinge afløbet til at sluge disse hår, og alle de superklistrende hvide klumper. Da selve bunden i kabinen også er hvid, må jeg lige med flad hånd finkæmme resten af bunden for superklistrende hvide klumper, og da jeg ligesom er forvisset om at det hele er væk, kan jeg igen slappe af, vaske mig en sidste gang, og stige ud af badet.

Et godt 45 minutters bad. Sådan. Til min stiltiende undren, var der ingen kommentarer omkring dette, da jeg kom ud fra badeværelset igen.

Der var dog et lille efterspil, da jeg senere på aftenen opdagede at en af de her hvide klumper havde sat sig fast i de der bitte små hår jeg på håndryggen, og havde klistret disse totalt sammen. Og guderne skal vide at det gjorde mere end nas, at få det af igen. Der røg et par hår ud med rod på den konto.

Det er et rigtigt kakao- og nybagte boller-vejr... eller.... bare... ehm.. bolle-vejr...

Jeg havde måske lidt glemt hvor kedeligt det er at være på ferie uden en kæreste. I sær familieferie. Det er lidt nederen. Det er som om at alle oplevelser kalder på at de skal deles med en eller anden. Hvor fedt er det f.eks. at sidde på en bjergskråning i den lune efterårssol og glo ud over langstrakte landskaber med vinmarker, små pusse-nusse-landsbyer og hvad-har-vi af idyllisk lorte-merde-crap. Hvem ville ikke gerne have en at holde i hånden i sådan en situation? Hvem ville ikke gerne have en til at nusse sig i nakken, når man sidder og glor ud på scheisse-tyskere i endnu en 'Stau', og som hvisker mig søde ting i øret. Og hvem vil ikke 'tage en dag hjemme i huset' med kæresten, mens alle andre tager på udflugt, og bare knalde hende fra sans og samling i 5-6 timer i streg? Og så lige tage opvasken, så det i det mindste ser ud af noget, når de andre kommer hjem.

Men fuck nu det. Jeg havde en god ferie. Det var rart at komme væk fra København, og det var et fedt sted vi boede. Som tidligere fortalt skulle vi bo på en vingård, og udover at vi havde nogle sindssyg gæstfri værter, så var det interessant at følge den sidste del af vin-høsten lidt på afstand. Barr er som barer er færrest - meget hyggelig, stille og fredelig, men passede perfekt til mit temperament på denne ferie. Vejret var perfekt, og fransk mad har altid høj appeal hos mig.

De franske piger var der til gengæld ikke mange af! Rent statistik må de jo være der, men mit komme må have været forhåndsadviseret, for jeg så ihvertfald meget, meget få piger på min alder i Frankrig. Der var en pige bag skranken på det motel vi overnattede ved i tyske Kassel, som smilede kælent til mig - men gør de ikke allesammen det? Jeg mistænker alle hotel- og motel-receptionister for at få betaling for at virke løse på tråden. Og da jeg endelig nåede op på mit værelse var jeg bare for træt til at overkomme noget som helst... udover at ærgre mig over at der ikke var Pay-per-view-porn, selvfølgelig.

Vi nåede i øvrigt aldrig til byen Bitche, men det er vel godt det samme(?).

Og så det skide pas. Altså... vi drønede igennem de der landegrænser, som var vi skudt ud af en kanon - der var ikke en sjæl at se ved nogen af dem på hverken ud- og hjemtur. Nedtur. Har vi overhovedet grænsepoliti mere? Betaler jeg skattekroner til det? For det kan vi da ligeså godt glemme alt om... jeg kunne ha smuglet så mange euforiserende stoffer ind over grænsen at selv Jørgen Leth ville blive grøn af misundelse. At han så har lavet nogle andre ting, som jeg misunder ham for, er en anden sag.

Barr, Alsace, Frankrig - lørdag morgen, kl. 0730 lokal tid, 0730 dansk tid. Kasper træder ind i stuen, hvor resten af hans familie allerede sidder omkring morgenbordet.

Kasper: "Godt, I er allerede samlet. Vi skal tilbagelægge 1.250 kilometer i dag, og jeg vil kort skitsere hvordan jeg ser situationen: Jeg vil gerne hjem, og det skal gå stærkt - jeg HADER at køre så lang tid. Så jeg har tænkt over hvordan vi bedst løser denne problemstilling. Jeg har været nede i byen og købe sukkerknalder og chokoladekiks, og for hver 100 kilometer vi tilbagelægger, hvor bilens hastighed IKKE har været under 130 kilometer i timen, vil der blive uddelt et stykke sødt efter forgodtbefindende til chaufføren. Omvendt - og det er vigtigt at alle chauffører er opmærksomme nu - så vil der blive delt håndmader og ørenfigner ud, hvis jeg ser speedometernålen falde under 100 kilometer i timen. Er alle med?"

Min familie kigger måbende på mig.

"Fint. Vi hører trafikradio hele dagen. På fransk, tysk, dansk, og luxembourgsk om nødvendigt. Hvis der annonceres kø på vores rute, så er det ko-pilotens ansvar at planlægge en alternativ rute via de uddelte Michelin-kort. Ok? Stedfar, du var ko-pilot på vise dele af ruten herned. Der har imidlertidigt været en del klager over din måde at håndtere denne opgave. I sær var der stor utilfredshed med din måde at undgå at gøre chaufføren opmærksom på en frakørsel kort før Karlsruhe, hvorefter vi 300 meter nede ad den FORKERTE vej kørte direkte ind i en kø, som tog halvanden time at komme ud af. Jeg har derfor frataget dig dette ansvar. Jeg vil dog fortsat gerne se dig bag rattet. Hvad du mangler i stedsans, har du tilgengæld i glæde for fart og kompromisløs kørsel. Begge er egenskaber der vil blive rigeligt brug for i dag - du vil derfor blive vores primære chauffør på dagens rute."

Min mor ser nu næsten forfærdet på mig.

"Jeg vil IKKE se nogen holde tilbage for noget i dag. Hvis vi nærmer os en kø, så er nødsporet indrettet således at man kan køre udenom. Denne hvide klud hænger vi ud af vinduet, trutter i hornet, og så skal jeg nok spille døende, alternativt fødende. Der er 3 planlagte stop på dagens rute. Kl. 1100 tisse- og kaffepause, kl. 1330 frokostpause, kl. 1900 aftensmadspause. HVIS vi vel at mærke er A) foran tidsplanen, B) right on schedule. I alle andre scenarier bliver pauserne inddraget, og I må klare jer med hvad der findes i bilen af både mad samt remedier til at rette sin nødtørft i. Parantes bemærket vil opfindsomhed i sidstnævnte situation blive belønnet med en sukkerknald."

Mine søstre væmmes, og den ene skal til at åbne munden.

"Og I to! Hvis jeg så meget som kan høre en enkelt tone af jeres disko-pis fra jeres mp3-afspillere vil I blive sat af, og det vel at mærke i farten. I har en del af ansvaret for den gode stemning i bilen, og jeres musik bidrager ikke til dette. Hold derfor volumen på et niveau hvor det ikke forstyrrer de andre i kabinen. Hvad der derimod bidrager til en sund og god stemning er opmuntrende bemærkninger om kørslen, rosende ord om den intense fart og/eller opfordringer til at droppe de planlagte pauser."

Min familie sender hinanden urolige blikke.

"Så siger jeg tak for opmærksomheden. Afgang ved bilen kl. 0800. Let's Be Careful Out There."

Åh ja... jeg elsker bilferie... og jeg kan faktisk også godt lide mig selv, når jeg er knap så handlingslammet som jeg ellers kan være i visse andre facetter af livet.

Fredag morgen sidder jeg i en bil med kursen mod Alsace i Frankrig. Og jeg glæder mig som en Mini Danois til at komme et smut væk fra hverdagens trummerum. Min mor har inviteret hele den nærmeste familie til Alsace, for at fejre hendes 50-års fødselsdag (for 2. gang - første gang var da vi var i Århus sammen). Derfor har jeg heller ikke haft noget med planlægningen at gøre. Jeg vil lige vise jer, hvor vi skal bo:

Vi skal bo på en vingård i udkanten af en by der hedder "Barr". Hvor genialt er det? Umiddelbart lyder det som et sted, hvor jeg i særdeleshed vil føle mig hjemme. Klasse planlægning, thumbs up herfra.

Når først vi er dernede, er der ikke rigtig planlagt noget endnu, og derfor står det een rimelig frit for, hvad man har lyst til. Derfor har jeg nærlæst Turen Går Til, og fundet dette lille sted:

Den by MÅ jeg bare se. Måske ikke sådan helt tæt på, da jeg af erfaring ved at jeg skal passe på med at komme for tæt på bitches - men ligefrem at gå glip af at se stedet, som har lagt navn til begrebet... nej, vel? Det skal jeg tjekke ud, og lover at komme med en rapport om stedet, når jeg vender tilbage. Jeg forventer mig selvsagt det værste.

Men ellers står den bare på ren afslapning, og jeg er så småt gået i gang med at opfriske et par mine gebrokne gloser fra de andre rejser, så jeg kan sige andet end Bong Sjure, Mærsi Buko, Vi Misjø - men går det helt galt, må jeg jo prøve med mig den klassiske, men ikke særlig gangbare: Pallæ Woo IngeLise?...

Nå... av rawaa!

10 point for engagement og entusiasme. 0 point for stil og udførelse.

Men min messenger virker jo tydeligvis ikke. Måske skulle jeg gå i rette med Microsoft, som jeg gjorde det med Nokia, da min telefon ikke virkede...

Det er meget oppe i tiden at kalde ting for "feelgood". Det er blevet et såkaldt mode-ord. Blade, musik, tv-programmmer, film, alle mulige former for underholdning, kan pludselig betegnes som feelgood. Og det har selvfølgelig fået mig til at tænke over om kapster.dk er en feelgood weblog for dens læsere.

Jeg er kommet til den konklusion, at det er det ikke. kapster.dk er en feelbetter weblog.

Sådan. Så nærmer vi os endelig nogle lidt mere tilforladelige temperaturer her i Danmark. Og en af bonuserne ved det er at jeg igen kan lukke vinduet i mit soveværelse om natten.

Henover sommerhalvåret bliver der så varmt i mit soveværelse at vinduet altid står åbent. Det har ikke noget med aktivitetsniveauet i selve værelset at gøre. Desværre. Men følgevirkningen af at have vinduet åbent er selvfølgelig at al larm udefra suser ind ad vinduet, og ind i mine små sarte ører, når jeg ligger og sover. Billarm, avisbude og skraldemænd, you name it.

Og så er der den lyd, man bare ik gider høre. Den kommer med jævne mellemrum ude på Østerbro. Snigende. På små frekvenser, som næææsten ikke kan høres af det menneskelige øre. Man vækkes ikke rigtig af det. Men noget i lyden får alligevel en til at glide lidt ud af søvnens trygge favntag, og mens man ligger der og glider ud og ind af ens halvt koma-agtige tilstand, kommer lyden så igen:

"... ååh!...."

PLING! Med ét er mine øjne helt åbne, og jeg stirrer frem for mig i det bløde morgenlys. Jeg ligger helt stille, jeg tør end ikke trække vejret. Jeg tænker for mig selv: hørte jeg lige hvad jeg tror jeg hørte?

"... ååååh ja!..."

Goddamnit. Nu sidder jeg halvt oppe i sengen. Resten af beboerne i gården har selvfølgelig også deres vinduer åbne i varmen, og jeg kan høre en spinkel kvindestemme give efter for hvad jeg går ud fra er hendes dyriske lyster, og et lille morgenknald, og hendes støn bliver højere og højere, og mere dybfølte. Aaaargh! Jeg lukker vinduet, kaster mig tilbage i sengen, og presser hovedet ned i hovedpuden, og kvæler et stort opgivelsens suk. Har ALLE her i verden bare mere sex end mig, eller hvad sker der? (og kommer herved altid til at tænke på ham her)

Jeg siger "skrid Maj, du søde milde", og siger goddag til efterår og dejlig, dejlig nattefrost.... mmm!

Øv altså... min blog er ikke politisk og jeg er bagude på opmærksomhedspoints... hm... jeg vil da også være en del af de hardcore politiske bloggere, som har været her med stor fylde på chart.dk siden sommeren 2003 og som ingen tør skrive om, og som I USA muligvis ændrede præsidentvalgets udfald... jeg vil også være en del af den selvbestaltede danske blogger-elite, jeg vil også nævnes i tv2-nyhederne... jeg vil også vælte regeringer.... åh, hvad gør jeg?...

hmm... tænke, tænke... okay - politiske holdninger... tjo, tja... dem har jeg da også et par stykker af - here goes:

Politisk statement på kapster.dk #1
Jeg kunne godt tænke mig at knalde Lene Espersen inden hun kom i regering. Ikke fordi at det ændrede mit syn på hende at hun blev minister. Men hendes smil forsvandt, og efter hendes graviditet har der ligesom hverken været glans i øjne eller håret - og brysterne er ikke i fokus mere. Jeg har mistet lysten.

Politisk statement på kapster.dk #2
Mette Frederiksen, derimod... altså - hvis hun tilfældigvis er single, og læser med her, må hun da godt lige skrive til date@kapster.dk. Bare lige med nogle få stikord om sig selv og sådan. Så er jeg sikker på at vi godt kunne finde ud af noget. Hun virker som en gæv jy(d)sk pige, med ben i næsen og knæ i blusen.

__________

Årh, Kasper, kan du da ikke tage nogle ting seriøst?
Hold dog op - selvfølgelig kan jeg det. Bare meget sjældent mere end et par sekunder ad gangen.

Det er ligesom Joan Ørting har været hele vejen rundt nu, og intet kan længere overraske eller forarge mig. Derfor har jeg ikke rigtig behov for at gå i infight med hendes indlæg længere. Og i øvrigt var det heller ikke noget jeg fandt på, men derimod Frede. Jeg stjal blot konceptet, da han var uopmærksom et øjeblik. Jeg kan dog måske tage credit for at have givet hende øgenavnet Donna Ø. Men det er igen lidt usikkert.

Men, men, men...

Jeg følger jo stadig lidt med i hendes brevkasse, men på et andet niveau, hvor jeg prøver at finde ud af hvem Joan er. Hvem er kvinden indeni Joan? Og i den sammenhæng har jeg fundet noget foruroligende.

I en artikel skriver Joan:
"Måske har du lyst til at din kæreste bare kæler for dig, eller måske har du lyst til at optrappe en pudekamp som ender med at du vinder over din kæreste og tager hende på stedet."

I en anden artikel skriver Donna Ø:
"Det allervigtigste er, at åbne kvinden på en måde, der får hende ned i hendes krop. Det kan være en dans, en slåskamp, en kildetur, at holde hende fast og kysse hende på halsen, selvom hun hviner."

Kan I se det? Pudekamp... slåskamp.... Joan kan lide tæv!

*suk*... Selv når det går godt, så er der et lille men: så bliver min blog for en gangs skyld nævnt i en seriøs sammenhæng... og så staver de mit navn forkert...

http://www.bitconomy.dk/?articleid=3177

:-)

I mandags spurgte jeg kækt min søster - som går i 2.g på selvsamme gymnasium, som jeg slog mine folder på i lørdags til Gammel-Elev-Fest - om skolen stadig stod, da hun mødte om morgenen. Indforstået at vi jo festede igennem.
"Ja," konstaterede hun tørt. "- Men der stod da et par glemte rullatorer udenfor."

Møgunge. De unge nu om dage er så forbandede flabede.

På baggrund af det forrige indlæg, virker det jo selvfølgelig lettere ironisk at jeg var ude og snakke i den store telefon et par gange i løbet af dagen i går.... knap så sjovt, når man er hjemme hos sine forældre. Hvis I vidste hvad jeg har været igennem af formaninger omkring min livsstil fra diverse familiemedlemmer.

Jeg leverede ellers en mindeværdig indsats til festen. Ihvertfald set ud fra de ting jeg sådan lige kan huske nu. Jeg har sjældent set så mange lækre kvinder samlet ét sted. Jeg havde simpelthen så svært ved at samle mig om selv de mest simple samtaler med mine gamle drenge, fordi der vadede så mange babes rundt - og det kunne være det samme, for drengene var selv udsat for de samme konstante koncentrationssvigt. Anyways - eftersom jeg er den eneste single (foruden Anders, men han var lige-lige blevet det, så det talte ik helt), var jeg også den eneste der kunne bruge det til noget.

Men jeg har det med at formøble den slags. Lørdag var ingen undtagelse. Jeg havde udset mig en rigtig flot pige fra årgang 2000, som smilede sødt til mig hver gang jeg havde øjenkontakt med hende. Hvis man har læst med herinde i længere tid, vil man vide at jeg måske ikke er den fyr i Danmark, som er længst fremme i sine sko. Og derfor går der da også en rum tid, før jeg får gjort noget ved det som virker mere end oplagt. Da jeg kommer hen til hende, spørger jeg om jeg må byde hende på noget fra baren (fantastisk når Kasper får lov at spille stor i slaget, på et sted hvor priserne i baren starter ved 10 kroner for en øl!). Hun ryster genert på hovedet. Jeg spørger om hendes navn, og hun hedder Louise. Det er så også det eneste fornuftige og sammenhængende jeg overhovedet får ud af hende. De efterfølgende minutter virker som en kommunikation mellem et menneske og en abe. Hun er overdrevet fuld - på et niveau, som næsten er beundringsværdigt - men også på en måde som ikke ligefrem er et turn-on. Jeg har åbenbart trukket den så længe, at hun har nået at drikke sig langt, langt ud i hegnet. Jeg fatter ikke et ord af hvad hun siger, men pludselig begynder hun at tage sine støvler af.

Nogen gange skal man lade falde, hvad der ikke kan stå - og i det her tilfælde rent bogstaveligt. Det er lidt ligesom at være ude at fiske: hvis du fanger en uattraktiv fisk, så sætter man den ud igen. Og således lod jeg Louise være Louise, og tænkte at mine kræfter var bedre brugt andre steder på slagmarken.

Men det var de nu ik.

Jeg skal jo til den Gammel-Elev-Fest i aften, og da mine forældre bor klods op ad mit gamle gymnasium, har jeg set det som en kærkommen lejlighed til at lave en weekend ud af det, og hygge lidt med min familie.

Min mor er på vej ind til centrum for at handle, og spørger om hun skal købe noget med til mig. Jeg foreslår cola til i morgen - indforstået; til når jeg ligger og har det skidt. Min mor kigger på bebrejdende på mig:
"Man har fundet ud af at det er skadeligt at drikke mere end 5 genstande på en dag", forsøger hun.
"Nå? Hm. Nå, men så akkumulerer jeg bare. Jeg har ik drukket siden sidste fredag. Det er 8 hele dage. 8 gange 5, hvad giver det?", svarer jeg.
Min mor ryster opgivende på hovedet, og forsvinder ud i entreen.

'Man har fundet ud af...' Helt ærligt! Nogle gange harmes jeg virkelig over hvad forskere får deres penge for. Man behøver da ikke have en videregående uddannelse for at regne ud, at selvfølgelig er det skadeligt at drikke sig shitfaced fuld ofte. Enhver der har prøvet at være helt ude i tovene, og har oplevet hvordan kroppen reagerer både under og efter (flere dage efter, endda), kan nok godt regne ud, at det ikke er sundt. Og hvis man ikke er bevidst om det, så er man jo alligevel ude for rækkevidde.

Nå. Nok harme. Det kunne være man skulle løbe sig en tur, og snuppe sig en middagslur senere... jeg skal jo trods alt gøre min krop klar til 40 genstande i aften.