(...) Kasper: har du haft en god weekend? Louise: jeps udemærket og du? Kasper: hehe joo Louise: hehe... sig det så... savner du hende? Kasper: Jeg vil ha hende, Louise... sådan for alvor Louise: i know søda. Men det er ik så nemt - hun har en anden Kasper: jaah.. jeg ved det Louise: og bor i en anden by Kasper: ja... det er totalt crash-and-burn, det her Louise: ja lidt Kasper: det er det jeg altid siger. Jeg HADER november! November er aldrig god ved mig. Louise: Søde, november er snart slut, og så er det jul! Kasper: nååh ja - for når det er jul, så tænker man jo slet ikke på dem man holder af... aaaargh! Louise: men... er det ik meget fedt også? med alle de følelser? Kasper: Jo, jo... på en rigtig irriterende lortet måde er det meget fedt Louise: totalt teenageagtigt Kasper: hehe ja... det bliver noget med melankolsk hippiemusik a la Coldplay, en kop frugt-the, og så stirrer man ellers ind i væggen i 4 timer i streg. Good times. Louise: hahaha Kasper: don't cha wish your boyfriend was a freak like me Louise: bwaaaahahaahha Kasper: hehe... idiot, kasper... er der noget jeg ik er, så er det nok freaky... grrrr Louise: visse vasse Kasper: men jeg er til gengæld notorisk kendt for at gå ned med skibet... Titanic, here I come! Louise: hahaha Kasper: the plane to Hearbreak Island is now boarding - please have your passport and tickets ready Louise: and fasten your seatbelt cause we might expect a bit turbulance Kasper: it's gonna be a bumpy ride Louise: and please note that there's no exits on this plane! Kasper: hahaha yeeeeeaaaahh

Kapster.dk - nu med billede!

Jow, jow... det omtalte billede fra Fredes fest må I da godt se.

Det er mig man næsten ikke kan ane i baggrunden - bag manden med hvad der umiddelbart kan misforstås som en nazihilsen - med andre ord er det mig, som ser ud som om at jeg knækker mig. Det er nu ikke tilfældet, men hvad jeg så laver, har jeg ikke lige et konkret bud på. Jeg er bare glad for at der ikke står nogen bag mig, for det ville afgjort sætte spekulationer igang.

Anyways. Når alt det her er ovre, kan I ikke komme og sige, at I aldrig fik giraffen at se.

Først en lille servicemedelelse til den faste læser: jeg beklager at jeg ikke opdaterer bloggen med min almindelige frekvens. Der findes andet i verden end kapster.dk, og lige i øjeblikket er jeg fuldstændig lagt ned på arbejdet. Vi snakker begrebet stress ganget med sig selv.

Jeg var med til Fredes afskedsfest forrige fredag. Den eneste jeg kendte på forhånd var faktisk Frede. Derudover følte jeg lidt at jeg kendte Fredes ven Anders (i de kredse bedst kendt som TheArtist), som ofte har frekventeret kommentarboksene på nærværende site - men det var jo selvsagt lidt sjovt at sætte ansigt på ham. Men da han en halv time efter min ankomst proklamerer 'Vi skal sq ha fundet en pige til dig', tænker jeg 'åh nej'. Det er lidt den klassiske situation, som alle singler har været i - og jeg tror jeg taler på alle singlers vegne, når jeg siger at det er en situation, som der meget sjældent kommer noget godt ud af. Men jeg må tage hatten af for Anders - for han forsvinder ud i lokalet, snakker med en sorthåret skønhed, og 5 minutter senere står hun og taler med mig! Sådan oprigtigt interesseret! (Anders, du skylder stadig at fortælle mig, hvad du sagde til hende?... hvis du da kan huske det)

I fodbold hører man ofte det tabende holds træner udtale sig efter kampen, at de nu vil tage hjem og studere video af kampen. Nu har jeg ikke lige umiddelbart adgang til video-overvågningen på Den Glade Gris, og de billeder som indtil nu er blevet lagt på Fredes site, indeholder ikke noget brugbart materiale (faktisk er jeg kun at finde på ét billede - og det kræver et trænet øje at spotte mig). Men noget gik ihvertfald galt. Den sorthårede skønhed spørger om jeg vil med ud at danse. Og ja - jeg ved godt hvad det betyder. Men jeg har absolut ingen motorik i min krop, og min koordineringsevne er på højde med en epileptiker i udbrud. Og af frygt for at få karantæne på Den Glade Gris og et tilhold den sorthårede skønhed, må jeg sige nej. Og derfor tager hun ud på dansegulvet med sin veninde i stedet. Jeg forsvinder over i et hjørne, og falder straks i snak med en af Fredes veninder, som var og er langt mere interessant - og jeg så ikke mere til den anden pige.

Og set i bagklogskabens lys er der nok endnu en grund til hvorfor jeg er single: jeg vil ofte have det jeg ikke umiddelbart kan få - hvis jeg bare får det 'forærende' står jeg nogle gange lidt af. Måske er jeg bare den type der skal vinde kærlighed, kæmpe sig til den.

Om det var derfor jeg havde en date i forgårs - min første reelle date i halvandet år - med en pige, der har en kæreste i forvejen, skal jeg lade være usagt. Der er ihvertfald helt sikkert noget at kæmpe for. Men det kan jeg jo altid fortælle mere om en anden gang.

Og uden for nummer: Sille - jeg tror egentlig ik jeg er kræsen. Måske er jeg bare ikke sulten nok...

(...) Kasper: jeg vil bare informere dig om at du medvirker i endnu et afsnit af kapster.dk Kim: hvor dejligt Kasper: co-starring Kim Kim: hvad har jeg nu gjort? Kasper: hehe jamen, det er bare den klassiske... ved du hvad en 'hæver' er i Volleyball? Kim: ja, jeg ved hvad en hæver er... - og ham sammenligner du mig fandme ikke med Kasper: hehe ok Kim: godt Kasper: aj, vi er vel ligegode om det. Vi er måske lidt ligesom Maverick og Goose i volleyball scenen i TopGun Kim: klassisk scene! Kasper: Så er jeg Goose - det passer også nogenlunde til mit held her i livet, at jeg er ham der HAR scoret Meg Ryan, men senere knalder hovedet op i cockpit-loftet, og dør

Jeg har været meget i tvivl om hvilken vinterjakke jeg skulle købe. Min forrige vinterjakke var den sejeste, og den havde jeg i 5 sæsoner, indtil en eller anden klaphat tabte et glødende cigaretskod ned i hætten en nat jeg var i byen (eller også var jeg en klaphat, fordi jeg ikke benyttede mig af garderoben det pågældende sted).

Jeg var i tvivl om hvilken vej jeg skulle gå. Min tøjstil - if any - minder nok mest om "Mr. Street møder Mr. Sporty". Jeg er til løse jeans, tætsiddende t-shirts, sportsko og hættetrøjer. Men jeg er 27 år (og et halvt) - og jeg arbejder på et kontor i en halvkonservativ koncern. Så jeg har ofte tænkt på om jeg var moden til ændre min tøjstil i den mere konservative retning. Flere skjorter, sorte bukser, lakerede sko osv. Og derfor blev det forestående køb af vinterjakke årsag til megen grublen. Skulle jeg holde mig til det jeg kender, eller gå Mourinho-style?

Jeg endte med at købe en Canada Goose jakke. Med den eftereffekt at jeg nu ligner Østerbros ældste hiphopper. Og det kan godt være at 5.000 kroner er meget for en jakke, men vinterjakker er dyre, og med min planøkonomi, kan jeg godt finde pengene. Min største udgiftspost på kontoen hedder fortsat 'Carlsberg Breweries', så det er jo bare et spørgsmål om prioritering. Og for helvede, den er lækker! Deres slogan er "Ask anyone who knows", og det kan der være noget om. Jeg var forelsket da jeg prøvede den første gang, og selvom jeg febrilsk forsøgte at finde en anden (og billigere) vinterjakke, så havde jeg inderst inde truffet et valg.

Dermed har jeg nok forlænget mit drengerøvs-image til jeg er minimum 30 år. For en jakke til 5.000 kroner SKAL holde mindst 3 år. Men hvad kan man også forvente af en fyr der valgte Tipsbladet istedet for Berlingske, da han skulle vælge et medarbejder-abonnement? En fyr der er i DrukLand når der vises Vild Med Svans om fredagen, og ser NFL når der er Ørnen om søndagen, og derfor er lykkeligt uvidende om hvordan David Owe ser ud? En fyr som allerede nu er i tvivl om hvorvidt han skal købe en X-Box360 eller en Playstation3? Men ak - vi ved jo allesammen det er på lånt tid... det er kun et spørgsmål om hvornår jeg finder den kvinde som skal "sætte skik på mig" (læs: dræbe drengen i mig).

BTW - jeg købte den sorte parkacoat model. Jeg har ikke et sekund overvejet den korte model - for når de jakker er så store og "puff", som de er, skulle jeg bare købe den i rød, så ville mine tynde stankelben få mig til at ligne et kandiseret æble med to pinde i.

Kontekst: Kim bor på en gade jeg passerer på min vej på arbejde. Kim er i sin bil, og er ved at bakke ud, da jeg kommer drønende forbi på min cykel. Senere samme dag på messenger:

Kasper: godmorgen - du gik ikke efter at køre mig ned, vel? Kim: jeg ku sq ik nå det Kasper: hehe Kim: jeg holdt i øvrigt i venstresvingssporet oppe ved krydset senere, da du holdt for rødt Kasper: gjorde du det?? Kim: men da gad du da i hvert fald ikke vinke Kasper: sorry Kim: ja! Kasper: jeg har lige fået ny jakke, så jeg skal lige vænne mig til at jeg ik lige kan dreje kroppen så meget Kim: hahaha, det så jeg slet ik - ligner den ik den gamle fuldstændigt? Kasper: jooo, det gør den måske.... men den her har sådan en pelskant på hætten.... det er så nok også det eneste pels jeg får i indeværende år

Jeg er ikke typen der sælger sig selv, hvad angår pigerne. Jeg er ikke en fabriksny Audi, som ikke kræver nogen salgstale for at blive solgt. Jeg er mere sådan en ukendt japanerbil, som godt nok kører langt på literen, men hvor køreglæde, komfort og især design er helt, helt i bund.

Så jeg skal have nogen til at sælge mig. Nogen der lægger et godt ord ind for mig, så at sige. Og det er her mine venner kommer ind i billedet. Ud fra forrige indlæg, kan man konstatere at Randi har været mere end leveringsdygtig i den slags. Dér har jeg vist opbrugt min kvote. Men Randi er jo ikke den eneste i min vennekreds. Jeg har en solid og nogenlunde bred venne- og bekendtskabskreds, og mange af mine venner og veninder har også kærester, som jeg har et godt forhold til. Og potentielt set burde det jo faktisk betyde, at der var mange som prøvede at fixe dates til mig. Men hvis vi ser bort fra de muligheder der er opstået igennem Randi, så har der ikke været så meget som et eneste tilbud fra mine andre venner. Og det har altid undret mig lidt, faktisk.

Her for nogle uger siden var jeg i byen, og mødte mere eller mindre tilfældigt Louise og hendes veninde Mette. Det var første gang jeg mødte Mette, men jeg havde hørt om hende inden. Louise havde fortalt at Mette arbejdede som en slags laboratorierotte og at hun var forsker. I det hele taget havde jeg måske forestillet mig en lidt forsagt og knastør pige med flair for naturvidenskab. Helt forkert. Hvad jeg mødte var en mega lækker, sexet og livlig kvinde, med et sæt funklende øjne, som bare sender en i gulvet. Og som jeg anyday gerne ville se i en hvid forskerkittel.

Pigerne var fulde i forvejen og godt oppe at køre, men jeg fik da talt lidt med Mette. Og udover at hun havde udseendet mere end med sig, var hun også rigtig, rigtig sød at snakke med.

Forsøgte jeg så at score hende? Nej! Mette var et klart overmatch for mig, og jeg ville bare brække halsen i forsøget. Jeg ved godt, når jeg ikke er i samme liga, som den kvinde jeg står overfor, og det var tilfældet her. Mette er Superliga - til sammenligning ville jeg spille om nedrykning i Sjællandsserien. Og jeg ved godt at Skagen engang slog Brøndby i pokalen, men alligevel. Jeg ville ikke have en chance sådan en aften, sådan et sted.

Der hvor jeg kan have en chance, er hvis min veninde Louise bliver min sælger. Hvis hun efterfølgende går ind og taler min sag overfor Mette, er det jo at der måske kan opstå sød musik. Det er lige præcis i sådan nogle situationer, hvor mine venner skal træde til. Plante nogle små frø, og se om der kan vokse noget. Men... nu prøvede jeg så at tænke den tanke til ende. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan Louise egentlig skulle gå ind i sådan situation. Her er den samtale, som jeg forestiller mig skulle foregå mellem Louise og Mette:

(...) Louise: Hvad med ham Kasper? Mette: Hvem Kasper? Louise: Ham vi mødte i byen i fredags? Mette: Nu mødte vi jo en hel del fyre... Louise: Ham min ven, som du talte med på Heidis Mette: Nå ja. Ja, han virkede sød nok Louise: Ja, ik? Han er single... Mette: haha... ja, det tror jeg gerne Louise: Jeg mener det! Han er faktisk rigtig sød. Og han har sagt til mig, at han også synes du er sød. Mette: haha, jaja - nu ved jeg hvor du er på vej hen! Very funny, L Louise: Og I er jo begge singler. Mette: aj! Du mener det fanme seriøst, det her?? Louise: ja! Mette: Louise, jeg ved godt at vi har været venner længe, men... Louise: Mette, han ER sød. Han kunne sagtens være noget for dig Mette: Louise, du er min bedste ven, og jeg holder meget af dig - men der er seriøst noget galt med din dømmekraft. Louise: okay - han er måske lidt kikset i det. Og han var også lidt fuld i fredags. Og måske lidt stille - han er lidt genert. Men han er til gengæld helt vildt sjov! Mette: okay? det kom ik rigtig til udtryk, synes jeg Louise: nej... Nej, det kan jeg godt se. Men det er han altså, når man lærer ham at kende Mette: Men alligevel, Louise... SÅ sjov? Altså... jeg mener: hvor sjov kan man være? Louise: Han har sådan en hjemmeside, hvor han skriver om sig selv. Du får lige et link. Det er helt vildt morsomt - du vil elske det. Mette: han skriver om sig selv? Louise: ja! Mette: på nettet? Louise: ja Mette: jamen... hvorfor? Louise: åh... det ved jeg ik. Fordi han synes det er sjovt, vel. Og det ER sjovt. Det er sådan en slags offentlig dagbog på nettet. Bare sådan nogle morsomme oplevelser og underfundige betragtninger. Mette: en offentlig dagbog? Louise: ja Mette: en fyr der skriver dagbog på nettet?

Ja. Okay. Jeg kan godt selv se det nu. Fra nu af vil jeg aldrig mere spørge mine venner, hvorfor de ikke fixer mig nogen dates.

Lidt pudsig statistik fra mit singleliv: af de sidste 8 piger jeg har kysset med, var 3 af dem veninder med Randi - 3 andre kyssede jeg på barer, hvor Randi var på arbejde.

Jeg kom frem til dette under en samtale med en af mine andre veninder, Louise, som mente at Randi derfor måtte have god kyssekarma!

Det synes jeg var rigtigt sjovt. Det lød ihvertfald sjovt at sige: "Randi har god kyssekarma".

Men Randi ser ikke helt det sjove i det, fornemmer jeg. Jeg er ihvertfald ikke inviteret med, når hende og hendes kæreste holder housewarming næste gang i starten af det nye år, for alle deres andre venner. Jeg har allernådigst fået lov at komme nogle dage senere. Alene.

Jeg føler mig lidt i bad standing. Men jeg overvejer mine muligheder - jeg må da have nogle rettigheder? Hvor er Amnesty International nu?

Så er den gal på Messenger igen. Denne gang bliver jeg tilføjet af en "BlueEyes", men som jeg udfra hendes mail kan se hedder Victoria. Ingen af delene siger mig noget.

(...) BlueEyes: Og vem er du lige ? hmm Kasper: jeg skulle til at spørge dig om det samme BlueEyes: Hihi BlueEyes: Hvor bor du ?? og vilken skole går du på Kasper: skole? - ehm.. jeg arbejder Kasper: du har ik tilføjet mig til din msn? BlueEyes: godt, men skrider ud og ryger lidt. må jeg ik se dig på dit webcam hurtigt ? Kasper: hvorfor? BlueEyes: Vil gerne Kasper: men jeg kender dig jo ik? kender du mig? BlueEyes: jow du gør. vi har snakket sammen før. men vi blev uvenner ved godt vem du er BlueEyes: Jah hihi du kan nok ik huske mig hihi det var sidste år vi snakkede put dit cam på plzzz BlueEyes: TÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆND Kasper: ro på BlueEyes: hihi Kasper: sidste år, siger du? BlueEyes: hmm mener jeg vidst BlueEyes: SÅ tænd dog er det så svært ? Kasper: ja Kasper: hedder du Victoria? BlueEyes: Jah Kasper: og bor hvor? BlueEyes: spanien

NU ringer der så en klokke. Det er rigtig nok - der var en Victoria sidste år, men vi skal helt tilbage til januar 2004, hvor jeg havde den ofte omtalte chat-psykose. Det var dengang hvor jeg brugte kvinder til at glemme mit savn til min eks-kæreste. Jeg snyltede på deres følelser, gjorde jeg. Men altid kun på nettet. Der var dog en enkelt jeg datede 2-3 gange. Hun var rigtig sød, faktisk. Men jeg var nødt til at droppe det igen, da det viste sig at jeg stadig havde for stærke følelser for min eks, til at føre det videre. Og så var der evigsøde Kamilla, som nævnt tidligere er den eneste jeg ikke kappede båndet til, da jeg ligesom var kommet igennem psykosen, og hende har jeg fortsat på messenger.

Og i blandt de piger, som blev kappet bånd til, var der så hende her Victoria, som jeg udover at chatte med, vidst nok også sms'ede med, og vidst også talte i telefon med et par gange. Men jeg havde jo ik ligefrem travlt med nogle af de her piger, og Victoria blev vist lidt træt af at vente på at jeg tog mig sammen til at føre det nogen steder. Så pludselig en dag skrev hun, at nu tog hun til Spanien, og at jeg måtte have det så godt. Jeg troede egentlig bare at det var noget hun skrev, for at fremkalde en eller anden reaktion (hvilket ikke rigtig lykkedes). Så vi "skiltes" ikke som decidere uvenner. Sådan tolkede jeg det ihvertfald ikke. Dengang.

Kasper: aah, dén victoria BlueEyes: KOM _NU eller jeg skrider BlueEyes: SÆT caaaaam påååååå

Det undrer mig at hun pludselig er så meget fremme i skoene. Dengang virkede hun stille og forsagt, næsten underkuet. Men fair nok. Hun havde jo set et billede af mig dengang. Så hvorfor ik - måske vil hun bare være sikker på at hun har fat i den rigtige. Så jeg tænder. Og så går der lige det der klassiske stykke tid hvor Messenger skaber forbindelsen - og så de obligatoriske 2 minutter, hvor folk lige skal komme sig over det chok, det er at se mig. Troede jeg.

BlueEyes: må jeg se din pik ? Kasper: hvad? øh, tænd lige dit cam BlueEyes: Vil se din pik først Kasper: du er dum nu BlueEyes: HVORFOR ?? hallo så farvel Kasper: det er da useriøst BlueEyes: NÅ du gider ik farvel Kasper: bai

what... hvad skete der dér? Det var vidst meget godt at jeg ikke lod det køre videre dengang. Hvad fanden sker der for folk? For at citere min yndlings-poet, den amerikanske og måske lidt oversete Marshall Mathers: Am I the only fuckin one who's normal any more?

Madonnas nye single hedder Hung Up. Jeg gad fanme godt at hænge hende op, det skal ikke være nogen hemmelighed. Hun er altså okay, synes jeg. Og hvad er hun? 80 år, eller sådan noget? Og alligevel så ung med de unge. Nice.

Minder mig om denne video. Han virker umiddelbart mere glad for Madonna end mig. Og for mars bars. Og måske også for andre drenge.
[fundet via Pink]

Jeg er fanme blevet single!

"AHA!", tænker du sikkert. "Det er derfor der har været så stille på kapster.dk? Du har haft noget kørende, som nu er slut!"

Næ. Altså. Der er jo ingen tvivl om at jeg er den, der er skredet den dag, der er en der gider holde om og af mig på en mere permanent basis. Så bukker jeg en sidste gang, og takker alle der kom forbi. Men indtil da slipper I ikke for mig.

Men nej, jeg har ikke haft noget kørende. November er ellers historisk set måneden hvor der sker ting og sager, på godt og ondt, og hvor man mærker at man lever. Kvindelige bekendte er blevet kærester, kærester er blevet eks-kærester, og folk vi stadig savner er blevet begravet i eller lige op til en november måned i mit liv. (Parantes bemærket er der selvfølgelig ikke tale om den samme person i de tre situationer) Så jeg trækker altid vejret, krydser fingrene, og håber på det bedste, når vi når hen til slutningen af oktober. Set i det perspektiv kunne november snildt være værre end den har vist sig indtil nu. Men vi er selvfølgelig også kun halvvejs.

Men jeg er ihvertfald blevet single. Hvordan? Jamen... det er fordi at jeg skal til at lægge mit boliglån om. I må forstå mig ret: da jeg købte denne lejlighed, var det egentlig mere af nød, end af lyst. Jeg skulle have noget at bo i, og det skulle gå stærkt. Lejemarkedet var helt dødt, og jeg kunne låne pengene i banken, og pludselig stod jeg med en lejlighed til en million kroner på hænderne. Men da den skulle finansieres skulle jeg træffe et valg - skulle det være et fastforrentet lån eller et flexlån? Baggrunden for mit valg, var egentlig meget simpel. Jeg var lige smidt ud af et forhold på 2 år, som (næsten) havde overlappet et andet forhold på 7 år - så det her med at bo i den der lille lejlighed alene, det var jo bare en fase, forstår I. Et par måneder. Højest. MAX! Så ville jeg have en kæreste igen, og så skulle vi jo nok finde en anden lejlighed, som vi kunne bo i sammen. Jo, jo. Så fanme om jeg skulle have gang i noget med 30-årige lån, og alt muligt andet gejl, som ville blive dyrt at komme ud af igen. Hell no.

Så jeg valgte et 1-årigt flexlån. Den kommende kæreste udeblev, og en ny november kom, og jeg fornyede mit flexlån endnu et år. Og nu står jeg her så igen. Og stadig ingen kæreste. Og renten synes på vej op. Så nu konventerer jeg. Til et fastforrentet lån. Argh-argh-aargh! Jeg er nødt til at indse det: jeg er fucking single! Argh-argh-aaargh... puh, rolig nu... Argh-aargh-aaaaargh!

Nå... men... det ændrer jo lidt det interimistiske syn jeg har haft på min lejlighed indtil nu. Hmm... det kunne være jeg skulle hænge nogle lamper op, så.

Hvis de danske politikere skulle få samme idé som Berlusconi, så er jeg for alvor ruineret!

Det kommer sikkert som et chok for den faste læser - men jeg var i byen i denne weekend. Og helt appelsinfri var jeg ikke. Jeg var afsted med John-John, som arbejder som bartender på den pågældende bar som vi befandt os på netop denne aften. Han havde selvfølgelig fri, men han var jo selvsagt et kendt ansigt blandt stamgæsterne. På et tidspunkt står jeg i min rus, med begge hænder solidt plantet på kanten af bardisken, så jeg ikke vælter bagover, da der pludselig står 2 shots foran mig og J-J. Det er et par af stamgæsterne, som har sendt dem ned i vores ende af baren, og de vil åbenbart skåle med os (nok mest J-J). Jeg smiler pænt derned, tager min hånd op til glasset, og gør mig klar til at skåle. Men nu sker der så noget, som fanger mig lidt off guard. En stor gut kigger stift på mig, og begynder så at råbe "RAAAAANDI!". Og jeg tænker over hvad fanden han har gang i. Jeg kender en Randi, men jeg hedder ik Randi. Så jeg tolker det som en provokation, at han kalder mig en tøs - så jeg giver ham fingeren. Hvorefter J-J nærmest panisk udbryder "Kasper, Kasper, Kasper!!", og lægger en hånd over min finger. "De giver altid skålen et navn! De giver den et pigenavn, og denne hedder så Randi".

Aha. På dén måde. Pænt pinligt da jeg måtte ned i den anden ende af baren og sige undskyld for min flagrende finger. Vi fik ik flere gratis shots den aften, kan jeg afsløre.

Jeg har været en tur hos lægen i dag. Bare rolig, jeg fejler ikke noget. Ihvertfald ikke noget som medicinens verden kan kurere endnu. Og dog. Jeg har pådraget mig noget eksemagtigt på et 7x7 centimeter stort område lidt nede på ryggen, i den ene side, sådan en 30 centimeter over den ene balle. Det der senere blev henvist til som 'venstre flanke' i journalen.

Nu har jeg før fortalt at jeg har en halvlækker læge. Det var så desværre ikke hende jeg vandt i læge-lotteriet i venteværelset. I stedet fik jeg en ung mandlig læge. Og de hede drømme jeg havde i forvejen, blev afløst af en noget akavet virkelighed. Efter at jeg har vist ham det inficerede område, siger han:
"Ja. Tænkte det nok. Er du sød at tage tøjet af?"
"Det hele?"
"Ja"
"Men det er jo bare dér på ryggen?"
"Du kan godt have det andre steder også"
"Det har jeg ikke!"
"Der kan være steder, hvor du ik selv kan se det"

Jo, jo. Selv menneskekroppen har skyggesider. Og nej, selvfølgelig havde jeg det ikke andre steder. Kvaksalveri i den traumatiserende klasse.

Jeg er faktisk ik helt færdig med mine ferieoplevelser.

En af de første aftener har vi været ude at spise, og da vi træder ind i gården på det vinsted vi boede, ser vi en ung fyr stå ved sin lille, diskrete, men meget lækre Audi. Han hører os og vender sig om - han kigger først på mine forældre, og herefter på mine 2 søstre, og lyser op i et stort smil. "Bonsoir", hilser han på sit perfekte fransk (det er selvklart, men alligevel irriterende) og med et forsøg på et charmernede smil. "Ja, rolig Batman", tænker jeg. Han er vel omkring de 21-23 år, 185 centimeter høj, almindelig af bygning, pjusket, mørkeblond hår, og så har han de der træk i ansigt og på krop, som man kun får, når man arbejder ude i marken flere timer om dagen; solbrændt, lidt hærdet, lidt beskidt.

Da vi kommer op i lejligheden fniser mine søstre og smiler indforstået til hinanden, og sætter sig i sofaen. Hmm. Min mor er forsvundet ud i køkkenet, og kommer tilbage med et glas hvidvin, sipper til det, og siger så: "Han var godt nok en flot fyr, hva piger? Skal vi tage ham med hjem?". Og så begynder de at grine allesammen. Pigerne. Ik mig. Og ik min stedfar. Han himler med øjnene, og ryster på hovedet. Men min mor fortsætter gudhjælpemig:
"Der er altså noget med sådan en mand, der arbejder med sin krop til hverdag, ik?" Jeg kigger ned ad min egen kontor-krop, mine kontor-arme og kontor-hænder. "De er bare... åh... rigtige mænd", sukker hun. Jeg føler hvordan min mor langsomt - men sikkert - hiver min manddom fra mig. Og det stopper åbenbart ikke her: "Og så de franksmænd - de er bare så stolte og rå i det". Jeg forsøger at få øjenkontakt med min stedfar, som i et desperat forsøg på at få ham til at sige noget, skabe en alliance, bare et eller andet. Men han har resigneret, har åbnet sin bog, og hører tilsyneladende ikke efter. Eller også lader han bare som om. Eftertænksomt når min mor til sin konklusion: "Sådan er de danske mænd bare slet ik".

Aaaaaaaaaaaaargh!!! Jeg føler mig kønsløs. Og helt og aldeles usynlig. Dumme mor.

Hmm... selvfølgelig har min omgangskreds også bidt mærke i de 7 indlæg om kvinder - og det er ik gået ubemærket hen. Positivt, som negativt. Her er blot et par eksempler.

(...) Anja: og hvilken kategori tilhører jeg så? Kasper: ehh.. hva? Anja: på kapster.dk? Kasper: nåå! haha... følger du med dér?? Anja: ja da! Jeg er garanteret bare en kategori 1 Kasper: nej, nej! Du kan ikke måles på den skala. Der har jeg en anden skala Anja: nå? Kasper: ja! - og der er du LMMET Anja: hmmm... den kan jeg ik lige greje Kasper: Lækker Mor - Men Er Taget

______

(...) Simon: hvad sker der for kapster.dk? Kasper: nu skulle der lige prøves noget andet Simon: Der røg så de mandlige læsere.... puf! Kasper: ja, det kan der være noget om... men nu ik så sur Simon: Hehe.... Jeg er bare skuffet over at fodbold-bloggen ikke blev til noget, men nu er det jo åbenbart kvinderne du gerne vil tilfredsstille... Kasper: jeg havde seriøst overvejet et fodbold-indlæg som det sidste, for der var jeg løbet tør for idéer... men jeg endte op med bryster... altså... du ved... Simon: ja, okay... Kasper: når jeg taler om fodbold, har jeg det bedst, når jeg er harm eller begejstret over et eller andet... og jeg synes ikke rigtig der er noget der bringer mit pis i kog for tiden Simon: Næh... Det kan der være noget om.... Det skulle da lige være Ulvenes total mangel på niveau.... Kasper: haha ja.. men når selv AGF går ud og ansætter en af DKs bedre trænere, og når selv Dennis Rommedahl faktisk spiller tilfredsstillende på landsholdet, så er det lidt svært... Simon: Ja, og hvem gider i øvrigt at beskæftige sig med en flok bønder fra heden...? Kasper: og Søren Larsen viste sig IKKE at være døgnflue... altså... come on - intet er som det plejer!