Sidste version af nyhedsbrevet kom til at handle lidt om net-dating, og lidt apropos nærværende indledning så har jeg i tidernes morgen mere end en gang haft en følelse af, at den pige som jeg via nettet netop har oplyst min kropsvægt og højde til, er på vej ind for at checke om jeg nu ikke bare er skind og ben/tyk som bare fanden, vha. det såkaldte BMI-tal.

Men som sagt er jeg færdig med net-dating, og net-dating er færdig med mig. Og det sjove er at jeg føler lidt den der samme modstand hos andre singler, når emnet er net-dating. Jeg tror ganske simpelt at der er en slags modreaktion på vej hos dele af min generation. En masse mennesker som har fået stillet deres nysgerrighed omkring fænomenet, men nu vil tilbage til det, som de selv opfatter som mere 'ægte', fordi det andet føles overfladisk og hult. Det sjove er imidlertid at der er sket et mindre skifte i den brede befolknings syn på net-dating. Eksempelvis er dem som ikke net-dater (eksempelvis mig) rent faktisk nødt til at retfærdiggøre sig, hvor det for blot få år siden var omvendt. Det kan sammenlignes lidt med når de ældre generationer forsmået forsøger sig med et 'de unge har jo så mange muligheder i dag'. Men som sagt fornemmer jeg en modreaktion - blandt andet læste jeg et interessant indlæg af Liselotte hos Veninderne, som berører lidt det samme emne.

Men jeg vil godt tage skridtet videre. For jeg synes efterhånden alle omgivelser punker mig for min status som single. Og her tænker jeg ikke på venner og familie. Singler har i et stykke tid været en interessant målgruppe, men på det seneste er jagten gået hårdere og hårdere ind. Jeg tror de fleste har hørt om single-ringen (hvis ikke, så læs mere her) - men det seneste jeg har hørt, er at Coop måske vil indføre singleaftener(!), hvor singlerne på disse aftener kan få en anderledes farvet indkøbskurv(!!), så man på den måde kan skelne os fra de andre. Senest så jeg en reklame på TV2 Lorry for deres egen seerklub, hvor der først zoomes ind på et flirtende kæreste-par, dernæst pigen ved siden af, som sidder alene - mens en speakerstemme spørger 'Mangler der noget?' Under det seneste Folketingsvalg stødte jeg for første gang på ordet 'Single-politik'. Jeg ved ikke hvad det er, men det er ligesom at alle har et budskab de vil sælge til mig - noget der viser at de tager min situation alvorligt, og gerne vil hjælpe mig ud af den her single-fælde. Hvad fanden sker der? "jamen du vil da gerne være med i klubben ik, mulle?" - aaargh jo, jo, men er du sød at slappe lidt af!? For jävlan!

Og som om jeg ikke var traumatiseret nok i forvejen, så har en af mine veninder for alvor sat griller i hovedet på mig. Vi kom til at diskutere hvorvidt jeg var blevet for magelig i mit single-liv - at jeg simpelthen havde mistet det desperate glow, som tidligere prægede mig så flot. Jeg vedkendte at det måske udefra kunne se ud som om, at jeg gik og sparede mig selv til den eneste ene. Herefter betroede hun mig at hun personligt ville blive nervøs, hvis hun hørte at den fyr hun lige havde mødt ikke havde haft andre i et 1½ år. Først af alt fordi at man kunne frygte at han på et senere tidspunkt ville få en lyst til at løbe hornene af sig. Men også fordi at det er et signal om at han ikke er specielt aktiv eller eksperimenterende, hvilket måske ville gøre det kedeligt efter noget tid, samt at man i det hele taget kan blive bange for at han er sex-forskrækket. Og til sidst fordi at det der med sparre sig selv ikke rigtig holder. Som hun pointerede - og jeg citerer: mænd har rejsning x antal gange i løbet af natten og sæden kommer ud hvad enten man vil det eller ej.

Jamen, godt så. Tilbage til desperado-land, I guess. Pas på derude. Hvis du ser en tynd og bleg fyr med et BMI-tal omkring de 20 (måske 18, afhængig af hvornår på dagen det er), med en skrigende orange indkøbskurv med små blink på, med en blå single-ring på fingeren og du ser ham flashe sit Club Lorry kort ved kassen, så er det bare om at træde et skridt tilbage. Medmindre...

Skal du i fjernsynet?
Nej, det skal jeg ikke. TV2 Rundfunk kontaktede mig igen - denne gang skulle det ikke handle om min hjemmeside. Det skulle handle mere om mig - og det faktum at jeg var single. En slags tv-dagbog, hvor jeg over en periode på 2 måneder skulle filme mig selv - og komme med nogle betragtninger om det at være single. Det skulle så sendes én gang om ugen á 5 minutter i 2 måneder henover efteråret. I processen blev jeg blandt andet interviewet af 'Den søde tilrettelægger med den lækre telefonstemme' på en café, og fik altså lov at sætte ansigt på stemmen. Og hun var bestemt lige så sød i virkeligheden, som i telefonen. At blive interviewet var lidt sjovt - også selvom det jo blev meget personligt. Jeg følte virkelig at jeg øste ud med nogle af mine inderste tanker omkring singlelivet, og mit liv i det hele taget. Og efter en time, var det tid til at sige farvel. Og da vi står der og snakker lidt om de praktiske ting, står jeg og tænker om man blot giver hånden som farvel til sød pige, man lige åbnet sig sådan for, eller om det er okay at give et knus. I ren panik valgte jeg ingen af delene, og så blev det bare til et kejtet farvel. Jeg er UMULIG med kvinder! Eller: Jeg ER umulig med kvinder!

Men for at gøre en lang historie kort, så tror jeg at jeg trak de efterfølgende tænkepauser ud i så lang tid, at de til sidst blev lidt trætte af mig og alle mine forbehold, og de endte altså med at vælge en anden, som havde lidt mere 'fame-hunter' i sig end mig. Selve afslaget fik jeg af en anden tilrettelægger, som var inde over projektet - og jeg vidste helt tilfældigt i forvejen at hun var kæreste med Simon Kvamm - så der var da et splitsekund, hvor jeg i samtalen med hende, tænkte at jeg ville forsøge at score hende... bare, du ved... bare lige for at lave en slags benchmark! Men så vandt fornuften igen over mig, og jeg blev enig med sig selv om at den rest af selvtillid jeg har, var værd at beholde.

Så nej - ingen Kasper i fjernsynet. Jeg må jo indse at jeg trods alt mangler lidt ærgerrighed, når det handler om det at være kendt. Og derfor var det da også en sær blandet følelse af lettelse og skuffelse, der på én gang prægede mig i minutterne efter. Lettet, fordi jeg havde været lidt nervøs for om jeg nu skulle til at fake mig i gennem det hele - skuffet over at det ikke blev til mere, når nu vi alligevel var i gang... lidt ligesom de fleste kvinder har det efter sex. Altså.. de (få) kvinder som har haft sex med mig undtaget, naturligvis.

18 till I die!
Men livet går jo videre. Og i lørdags skulle jeg mødes med et par stykker fra min gamle gymnasieklasse - på Bopa Plads her på Østerbro for at høre jazz. Udover at vi mødes til vores skoles 'Gammel Elev Fest' hvert år i oktober, har vi stadig god kontakt til hinanden, og ser hinanden på kryds og tværs i en 10-11 mand stor gruppe. Men jeg må indrømme at jeg har haft lidt sværere ved at skulle mødes med dem, efter at jeg er blevet single. Jeg synes pludselig de er så voksne, med kærester de vil giftes med, bolig- og bilkøb, babyer og hvad-har-vi. Men vi er selvfølgelig også forskellige steder i livet. Hvor jeg som 22-årig var færdiguddannet, er de først begyndt at være færdige nu. Og hvor jeg har været i fast forhold fra '94 til '03, er de først ved at finde sig tilrette i deres respektive forhold i disse år. Og mange af de ting, som de rendte rundt og lavede mens de var single og fri, er først mig 'forundt' nu. Men det ændrer ikke rigtig ved at jeg føler det som om at jeg er i gang med en social deroute, når jeg i mit stille sind forbereder mig på mødet med dem. Jeg synes pludselig de virker så skide etablerede, mens jeg fumler rundt i tilværelsen som blind passagerer.

Da vi mødes på Bopa Plads starter det også ganske som forventet. Folk snakker om både nutid og fremtid. Men jeg vil gerne skrue tiden 6 timer frem - kl. er 2, og det banker på min dør. Jeg stavrer ud til døren, og udenfor står en hidsig nabo, og spørger om det ikke er på tide at stoppe den fest som kører på sit højeste i min lejlighed, og at vi forsvinder videre i byen. I timerne forinden har der været noget der mest af alt minder om en vild abefest i min lejlighed. Vi snakker hensynsløs druk, fællessang og strippoker. Ja! På et tidspunkt sad jeg splitter nøgen med svedne baller (og hvad dertil hører) på en klæbrig stol. Faktisk var vi alle sammen mere eller mindre nøgne på et tidspunkt. Også pigerne. Så meget kan jeg da huske. Men det var ik helt sjovt at vågne op i søndags, velvidende at mine genboer har haft et syn for guder, da det med at trække gardinerne for, ikke lige var noget nogen af os tænkte på i vores kæmpe koger. Og sjovt nok kan jeg sagtens huske hvordan pigerne fra min klasse så ud nøgne, men jeg kan hånden på hjertet ikke huske hvad det var for en nabo som kom og brokkede sig. Så fuld var jeg. Så min søndag blev tilbragt inden døre og for nedrullede gardiner. Jeg var simpelthen så nervøs for at møde mine naboer, at jeg ikke turde gå ud. Så jeg sad en hel dag og svedte som en hest, og drømte om cola og burger. Forfærdeligt!

Men det interessante i historien er at alle mine bekymringer forud for den aften, blev gjort til skamme. For vi har det alle sammen med at falde tilbage i gamle mønstre og roller, når vi mødes med nogen som vi har haft et fællesskab med tidligere. Hierarkiet er på en eller anden måde givet på forhånd. Og derfor vil jeg nok altid have følelsen af at være 18 igen, når jeg er sammen med den gruppe mennesker.

Drop nu nyhedsbrevet, og skriv dagligt igen!
Næ, jeg vil så ej. Indrømmet, jeg synes heller ik nyhedsbrevet er nær så sjovt, som når man skriver dagligt. Men ikke desto mindre, var det en mulighed der opstod, og noget der skulle prøves af (og I var et eller andet sted selv med til at skabe situationen). Det at forme og skrive et nyhedsbrev blev pludselig en udfordring, og jeg synes selv at det giver nogle andre muligheder. Desuden har jeg benyttet lejligheden til at skrive en tand mere seriøst, end jeg nok ville have gjort på min hjemmeside. Spørgsmålet er jo som om folk ikke forventer noget andet? Jo, måske. Men det er nu ikke dem der bestemmer, og hvis jeg mister læsere på det, so be it. Jeg tror det er vigtigt at jeg husker på at motivationen og lysten til at skrive nu engang findes bedst frem, hvis jeg skriver med udgangspunkt i de ting, jeg selv har lyst til at fortælle om - noget jeg måske ikke altid har været lige god til at huske.

Men når det er sagt, så var planen fra starten at lave mindst 3 nyhedsbreve - og det løfte til mig selv har jeg i sinde at opfylde. Så I må slå jer til tåls med denne form lidt endnu.

Kan man egentlig være erotisk tynd? Du ved - ligesom nogle er erotisk buttet?... eller... ej, ik noget. Fortsæt! Tanteknus og bjørnekrammere, Kasper

kapster anbefaler

Hvor kan jeg smide en kommentar til dig?
Det kan du her: http://www.haloscan.com/comments/kapster/112111816665148748/

Jeg synes det her nyhedsbrev var det sejeste - må jeg sende det videre til andre?
Ork ja. Lige så tosset du vil.

Jeg synes det her nyhedsbrev var en katastrofe, og jeg vil gerne afmelde mig igen!
Bevares. Det gør du her:
http://www.ubet.dk/templates/signup.php