Det er måske ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men kvinden der tager sig til hovedet herover er Joan Ørting, og jeg er ganske sikker på at hun næppe havde overlevet 1½ år uden sex. Men det har jeg. Foreløbig, da. Men for fanden, hvor jeg dog trænger til... hm... forløsning. Et ordentligt skrald. Gad vide om min stødemuskel overhovedet virker mere?

I efteråret sidste år blev en af mine venner - som jeg desværre ikke taler så meget med længere (ikke at det har tilknytning til denne historie) - single efter et forhold som havde varet et par år. Hun havde droppet ham, og jeg følte med staklen, fordi jeg havde været samme sted. Få uger senere sker der så det at han har hvad der startede som et one-night-stand med en pige, men som senere udvikler sig til et bolle-ven-forhold. Så blev min sympati erstattet af misundelse. Forstå mig ret, jeg var jo glad på hans vegne, det er jo ikke det. Men her havde jeg på daværende tidspunkt gået i knap et år og ikke så meget som set skyggen af noget i den retning, og for ham var det tilsyneladende blot et knips med fingrene. Jeg forstod ikke helt følelsen kom fra - normalt er jeg ikke typen der er misundelig på mine venner, men her kunne jeg virkelig mærke det brænde indeni, når han talte om det. Ja, det var på grænsen til jalousi. Men jeg kunne jo også godt se at der ikke findes et kø-princip indenfor den slags, så jeg lærte at affinde mig med det, og tænkte at det kan jo ske for mig i morgen.

Og specielt den sidste tanke satte sine spor. Jeg begyndte f.eks. lige at gå lejligheden igennem inden jeg tog i byen i weekenderne - lige rette puderne i sofaen, tage opvasken, samle vasketøjet ét sted, redde sengen - alt sammen HVIS NU det skulle lykkes at få en pige med hjem. Og jeg gør det endnu. Faktisk er jeg fuld af beundring overfor den ukuelige optimisme, som ligger i at jeg render rundt og gør de ting på snart tiende måned. Og selvfølgelig stopper det ikke der. Det er jo ikke kun lejligheden, som helst skal fremstå præstentabel, såfremt det skulle lykkes med det berømte one-night-stand. Det gælder selvfølgelig også mine ædlere dele. Så jeg trimmer lige buskadset med jævne mellemrum - bare så jeg ikke ligner en eller anden neanderthal, når... eller... HVIS jeg en dag når så langt.

Hmm... intim barbering. Skal vi lige tage den?

Jeg læste i enten et M! eller et FHM blad at flere og flere kvinder foretrækker, hvis mænd lige engang imellem rager sig forneden... nej... om igen...

Jeg læste i enten et M! eller et FHM blad at flere og flere kvinder foretrækker, hvis mænd lige engang imellem barberer sig forneden. Ikke trimme - vi snakker tæt barbering ('Det har også den fordel at din penis kommer til at se større ud'... øh, nej. Brasilien bliver jo heller ikke et større land, fordi vi fælder regnskoven, vel?). Nu vil jeg så fortælle lidt om min hårvækst i den nedre region, og i en radius af 25 centimeter (tallet er tilfældigt!) fra området: som alle andre mænd over 11 år, har jeg hår på mine testikler. Men derudover, så har jeg hår på mine ben - hele vejen op og ned, og hele vejen rundt. Og så har jeg som så mange andre også hår på maven, i sådan en vulkanformet trekant til et par centimeter over navlen. Og så er det ligesom jeg tænker: hvis jeg barberer mig på bollerne, hvor skal jeg så stoppe? For det kommer sq da til at se dumt ud, hvis jeg er helt glat dér, men så samtidig har hårvækst på maven og på det øverste af lårene! Og hvis jeg også barberer det væk, så er jeg jo nødt til at fortsætte længere ned ad og rundt på benene, samt opad maven og brystkassen. Og pludselig kan jeg se en Kasper for mig, fuldstændig dækket til i barberskum - og sådan synes jeg IKKE at jeg så David Beckham se ud i Gillette-reklamen! Så jeg trimmer, og jeg lader det blive ved det. Take it or leave it.

Men ellers har jeg ingen komplekser omkring det område af min krop. Det er værre med resten. Jeg synes nemlig ikke det går helt så godt, som det plejer. Min krop som helhed er i forfald. Jeg føler jeg er ved at degenere, at jeg har lagt mine bedste år bag mig. Mit hår - altså det på hovedet - falder af. Hver gang jeg går ud af badet, skulle man tro at der netop er blevet barberet en sort labrador derude. Jeg har ikke tidligere haft problemet - jeg har godt nok altid haft høje tindinger, men tyndt hår er noget nyt. Jeg ved ikke hvorfor. Sikkert fordi jeg brugte Dax Wax i håret i mine unge dage, siger frisøren. Det lukker porrerne i hovedbunden, og medfører på sigt hårtab. Så jeg er begyndt at kigge på mændene i min familie. Jeg vil gerne arve hår-generne fra min mors side. Min morfar, som er i 70'erne, har f.eks. et ret flot, tæt hår - ingen måne, intet hentehår - og først for få år siden blev den mest dominerende farve i håret grå. På min fars side, ser det lidt mere sort ud. Eller... altså... sort er vel det forkerte ord i denne sammenhæng. Hudfarvet er vel mere korrekt. Fakta er i hvert fald at min farfar havde fuldmånen, og at min far og farbror også kæmper lidt med beskyttelsen mod solen på den øverste del af hovedet. Pludselig kan jeg mærke at min opmærksomhed er skærpet, hvis der omtales eller reklameres for et produkt, som kan give håret tilbage. Produkter som jeg tidligere har grint af, fordi jeg mente det var bondefangeri. Nu forstår jeg jo at så længe at folk håber, vil der også være et marked. Ikke fordi det er så slemt endnu i mit tilfælde, men jeg kan jo godt se hvor det bærer hen - og til den tid må de godt ha opfundet et middel der rent faktisk virker.

Jeg har problemer med at købe det rigtige tøj for tiden. Jeg vil f.eks. gerne købe et par nye jeans. Lige meget hvor jeg går hen, er de mest moderigtige bukser nogle med hul i eller med malingpletter på - de mest trendy af slagsen har begge dele. Jeg synes det er mærkeligt at give 700-800 kroner for tøj, som er mere smadret end det ældste par jeg har derhjemme. Derudover skal jeans have en vis levetid - i hvert fald i min garderobe. Og jeg ved sq ik rigtigt om hul og maling er in til næste sommer? Men det største problem er nu størrelsen, og nu kommer vi tilbage til det med min krop. Jeg er en perfect size 31 om livet, men længden er straks en anden sag. Længden på jeans kommer i lige størrelser, men fakta er at 33 ville ha været den perfekte længde til mig. Jeg har tidligere kunne klare mig med en størrelse 32 med svaj, fordi svajet på en måde kompenserer for at bukserne er for korte. Men svaj er ikke trendy mere, så en størrelse 32 duer ik helt. Men 34 er alt, alt for langt til mig, og jeg har ikke fingersnilde eller dygtigheden til at lægge bukser op. Jeg har muligvis pengene til at betale mig fra det, men er til gengæld for nærig. De sidste par jeans blev så en størrelse 32/32. Lidt breddere omkring livet, så jeg kan trække dem 2-3 centimeter længere ned på hoften, og dermed ramme den rigtige længde på benet. Som 'bonus' har jeg så hængerøv i de bukser.

Og så er jeg jo begyndt at træne min overkrop. Jeg må indrømme at muskler ikke kommer så nemt til mig, som i mine yngre år. Jeg kan huske at jeg i niende klasse engang trænede mavemuskler i en måned, fordi jeg skulle på stranden med Karina, som jeg dengang havde det vildeste crush på. Strandturen blev aldrig til noget, men til gengæld fik jeg en veltrimmet mave. Sådan noget kan slet, slet ikke lade sig gøre med den krop jeg har nu. En måned kan ikke gøre det. Det kommer til at tage år. Så ingen synlige muskler endnu. Til gengæld har al den træning gjort at jeg æder som aldrig før! Jeg spiser hele tiden, og jeg spiser meget. Samtidig tror jeg at mit stofskifte har ændret sig. Så jeg har taget 5 kilo på. Jeg kan høre min mor klappe i sine hænder nu. 'Godt, Kasper - du har godt af lidt sul på kroppen'. Ja, det kan vi godt blive enige om. Jeg ville nu gerne have fordelt de 5 kilo ud på musklerne på min overkrop, eller måske bare sådan jævnt fordelt på hele kroppen. Men realiteterne er at de har samlet sig i to poser ude i hver sin side af ryggen - også kaldet 'dansehåndtag' - samt i en lille aflang bule hele vejen langs den nederste del af maven. Det ligner to små olietanke som er monteret på ryggen, og som er forbundet med en pipeline ude på maven. Så nu er jeg begyndt at løbetræne også, for at slippe af med det. Igen er jeg langt fra fordums tid. I mine unge dage, da jeg spillede fodbold, tror jeg at jeg anyday kunne løbe en ½ marathon, hvis jeg gad. Jeg løb altid den længste distance til skolernes motionsløb, og den slags. Mine nærmeste vil vide at jeg løb ret meget sidste vinter, og det er også korrekt. Men der var benzinen sorg og bitterhed fra et forlist forhold, og det var vist mere træning for mit sind, selvom det havde en god sideeffekt for min krop. Men sådan er det jo ikke længere - nu er jeg jo magelig single i balance med mig selv, skal I huske på. Anyways, min første løbetur var et rent helvede. Jeg følte allerede at jeg skulle dø efter 5 minutter, men ukuelig som jeg er, ville jeg ikke give op. Da jeg er nået cirka halvvejs spytter jeg (ja, jeg ved godt at det er ulækkert - dårlig vane fra fodbold, sorry) ud mod vejen, men vinden fanger min spytklat, og pludselig hamrer den ind i siden på en parkeret bil. 'Hey', hører jeg en eller anden råbe bag mig - jeg ved stadig ikke om det var til mig, for jeg blev grebet af panik, og selvom jeg troede det var fysisk umuligt, lykkes det mig at sætte en sprint ind, løbe rundt om hjørnet ved den næste vej, og bare væk, væk, væk. Så da jeg endelig når hjem til mit lejlighedskompleks føler jeg at min krop er ved at eksplodere, og at min puls mindst er 4-cifret. Men ved cykelstativerne ser jeg en sød pige, så jeg prøver virkelig at spille super-sexet aktiv single fyr med helt normal vejrtrækning efter laaaang løbetur (ca. 4 km), siger hej og smiler til hende, men bag facaden kan jeg mærke min lunger på vej op af halsen, jeg kan smage blod i min mund, og min krop ryster så meget, at jeg dårligt kan ramme nøglehullet med min nøgle, da jeg når op til hoveddøren. Da jeg kommer ind i opgangen får jeg vel noget der allermest minder om et astmatisk anfald, og jeg er nødt til at tilkalde assistance i form af ejendommens elevator, for overhovedet at klare mig op på 3. sal.

Og så har jeg læst et sted at kaffe øger forbrændingen. Jeg drikker ikke kaffe til hverdag - jeg drikker kun kaffe, når etiketten påbyder det til en fest. Eller når jeg 'latter' med mine veninder. Dvs. drikker Cafe Latte på cafe, mens jeg taler og de pludrer. Hyggeligt, tænker den kvindelige læser nu. Bøsset, tænker den mandlige. Jeg er vel tilbøjelig til at kalde det både hyggeligt og bøsset. Det ER hyggeligt, og jeg bilder mig selv ind at alle andre gæster tror at jeg dater disse søde piger, som jeg latter med, og derved undgår jeg konfrontationen med bøsse-vinklen. Til gengæld er det bøsset at drikke Cafe Latte. Der er lidt børne-kaffe over en latte. 'Nej, jeg kan ik tåle rigtig kaffe, så jeg skal fortynde den med en halv liter mælk'. Mænd skal drikke espresso - helst dobbelt. Men hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke kunne sove i 3 døgn, jeg ville føle mig konstant svimmel og ude af balance, og jeg ville speed-snakke, så selv Lotte Heise ville sidde med lukket mund og lytte. Men kaffe øger forbrændingen, påstås det, og jeg vil gerne af med de 2 olietanke og den dertilhørende pipeline, så nu er jeg begyndt at drikke kaffe på regulær basis - hvilket indtil videre har medført halsbrand, dårlig ånde, forandrede toiletvaner og fuldstændig vanvittige sovevaner. Jeg sover simpelthen så dårligt, at en nat med 4 timers søvn har været en god nat. Hvilket har resulteret i 2 kæmpe sorte poser under mine øjne. Og det er nok det mest mærkelige hud der overhovedet findes. Det er på én gang blødt og blævret, men samtidigt sådan lidt dødt i det. Ligesom forhud, faktisk. Så kaffe har helt sikkert haft et effektfuldt indtog i mit liv - dog er der selvfølgelig ikke sket en skid med forbrændingen.

JEG VIL GERNE HAVE EN NY KROP - NU! Jeg vil have en ommer...

Dette var det tredje og sidste nyhedsbrev i denne omgang. 140 mennesker var tilmeldt, og det vil jeg betegne som en succes. Om indholdet så også har været det, må jeg lade være op til dig. Vi ses på kapster.dk inden længe, Kasper

kapster anbefaler

Hvor kan jeg smide en kommentar til dig?
Det kan du her: http://www.haloscan.com/comments/kapster/112275644936133824/

Jeg synes det her nyhedsbrev var det sejeste - må jeg sende det videre til andre?
Ork ja. Lige så tosset du vil.

Jeg synes det her nyhedsbrev var en katastrofe, og jeg vil gerne afmelde mig igen!
Nå, så det vil du? Ja, men det kan du fanme glemme - for det er alligevel det sidste nyhedsbrev.